Zenia Stampe sværter socialdemokrater med sin forsimplede historieskrivning

Zenia Stampe sammenligner de etablerede partier i dag med tyske partier før Hitlers magtovertagelse, men hun glemmer belejligt flere vigtige pointer.
Lørdag den 27. januar skrev det radikale folketingsmedlem Zenia Stampe på Facebook i anledning af mindedagen for Holocaust. Dagen benyttede hun til en opfordring til at sige fra over for had:

Zenia Stampes opdatering kan næppe læses anderledes end som en parallel mellem jødeforfølgelserne i mellemkrigstidens Tyskland og flygtningekrisen i dagens Danmark og den politiske debat om emnet. Stampes hensigt er tydeligvis at inkriminere de danske socialdemokrater for deres linje i flygtningepolitikken. Det er naturligvis helt absurd og historieløst at sammenligne diskussionen om, hvordan vi håndterer flygtningekrisen, med de systematiske masseudryddelser, forfølgelser og tortur af millioner af mennesker, som nazisternes rædselsregime stod bag.

For at parallellen imidlertid kan gå op, må Zenia Stampe helt underkende SPD's indsats mod nazisterne – eller i hvert fald undlade at forholde sig til den. Så er det nemmere og mere belejligt at tale i generelle gloser, hvor hun som belæg blot har et løsrevet citat fra Den Store Danske. Zenia Stampe taler nemlig om de ”store etablerede partier, der ikke turde sige fra over for det voksende had i frygt for at miste stemmer”.

Men ved de fire sidste valg forud for Hitlers endelige magtovertagelse i 1933 var det socialdemokraterne og kommunisterne, der var de største partier ud over Hitlers NSDAP. De gjorde ellers modstand og betalte prisen.

Kommunister og socialdemokrater imod nazister
Kommunisterne blev forbudt, forfulgt og fængslet efter rigsdagsbranden i februar 1933. Frem til marts samme år blev 7.500 tyske kommunister fængslet. I årene 1933-34 blev mellem 50.000 og 100.000 socialdemokratiske og kommunistiske aktivister sat i koncentrationslejre, mishandlet og tortureret.

Socialdemokraterne var de eneste, der den 23. marts 1933 stemte imod Hitlers Ermächtigungsgesetz, der gav ham den ultimative magtudøvelse. På det tidspunkt var kommunisternes mandater i rigsdagen nemlig blevet annulleret efter rigsdagsbranden i måneden forinden, som Hitler brugte som påskud til at sætte grundlovens sikrede borgerrettigheder ud af kraft. Det var ved behandlingen af Ermächtigungsgesetz, at SPD’s formand Otto Wels sagde de berømte ord om, at ”man kan tage vores frihed og liv fra os, men ikke vores ære”. Otto Wels søger i eksil og måneder senere blev Otto Wels frataget sit tyske statsborgerskab af nazisterne.

De partier og kræfter, der skal bebrejdes, var dem, der omfavnede Hitler i forsøget på at kontrollere ham. For det første kommer Hitler til magten som rigskansler (før han tager magten helt og bliver fører) i januar 1933, fordi det nationalistiske parti DNVP accepterede det og gik i regering med Hitlers nazistparti.

For det andet blev Hitlers og nazisternes vej til magten også banet af den kortsiddende kansler Franz von Papen, der oprindeligt var fra det katolske Zentrumspartei. Von Papen valgte nemlig at imødekomme nazisternes krav om at ophæve forbuddet mod nazisternes paramilitære kampgrupper, SA, i 1932 for til gengæld at få nazisternes støtte til sin regering. Omvendt blev Von Papen også Hitlers vicekansler i januar 1933. Von Papen overbeviste nemlig rigspræsident Paul von Hindenburg om at udnævne Hitler til kansler i januar 1933. Ideen var, at Hitler kunne ”tæmmes” i en regering med flere konservative ministre, men sådan gik det som bekendt ikke. Von Papens gamle parti, Zentrumspartei, stemte også for Hitlers endelige magtovertagelse i marts 1933 sammen med de øvrige borgerlige partier.

Et Tyskland i krise efter 1. verdenskrig
Én ting er jo, hvordan antisemitismen udviklede sig fra slutningen af 1800-tallet (som Stampe selv nævner), hvordan jøderne blev gjort til syndebukke for alle dårligdomme og økonomisk nedtur, og hvordan de øvrige partier forholdt sig til jødehadet.

En anden ting er, hvad der muliggjorde Hitlers magtovertagelse. For med Hitlers diktatur kom det systematiske folkemord. Analysen af årsagerne hertil er langt mere kompliceret, end Zenia Stampe lægger op til. Men hun skriver endda netop, at ”det er vigtigt, at vi også husker det, der gik forud og som muliggjorde katastrofen”, så lad os se lidt på Weimarrepublikken, som Tyskland mellem 1919 og 1933 også bliver kaldt.

Efter 1. verdenskrig blev det i Versaillestraktaten slået fast, at Tyskland alene bar ansvaret for krigen. Dermed skulle Tyskland betale massive krigsskadeserstatninger, som tyskerne fandt uretfærdige. Hyperinflationen i starten af 1920’erne og børskrakket i 1929 forværrede kun den økonomiske krise, arbejdsløsheden voksede, og den sociale uro i arbejderklassen nåede nye højder. Det banede vejen for nazisterne, der fik bedre og bedre fat i både arbejder- og middelklassen og ved valget i marts 1933 får 43,9 procent af stemmerne.

Splittelse og skæv krisepolitik gødede jorden for nazismen
Nazisternes chancer for at få fat i vælgerne forbedres af SPD’s adfærd under Weimarrepublikken. For der er bestemt ting, de tyske socialdemokrater gjorde galt.

For det første betød splittelsen i arbejderbevægelsen, at man ikke havde et effektivt værn mod nazisterne og deres fremmarch. Socialdemokrater og kommunister bekrigede hinanden, og nazisterne blev for SPD til en mindre fjende. På denne valgplakat fra 1932 kan man eksempelvis se SPD’s to fjender:

SPD’s regeringsansvar i skiftende koalitioner umiddelbart efter afslutningen af 1. verdenskrig betød også, at man tog medansvar for nedkæmpningen af en række arbejderopstande, som bidrog til splittelse i arbejderbevægelsen. Regeringsdeltagelsen betød desværre heller ikke, at arbejderklassen fik forbedret sine livsmuligheder. Det gav frustration hos vælgerne, og kommunisterne og nazisterne voksede.

Konkurrencen mellem SPD og det kommunistiske KPD betød også, at der skete en forskubbelse af partierne mod venstre, som dele af arbejder- og middelklassen fandt problematisk. Den voksende, succesfulde klasse af funktionærer kunne bedre se sig selv i Hitlers voksende nazistparti, som også fik mobiliseret desillusionerede sofavælgere og førstegangsvælgere.

For det andet valgte SPD at være støtteparti for den borgerlige mindretalsregering under Heinrich Brüning fra 1930. Formålet var at holde nazisterne fra magten, men i praksis støttede socialdemokraterne i stedet en konservativ nedskæringspolitik, som kun fik den sociale utilfredshed til at vokse endnu mere i krisetiden. Det har amerikanske økonomer også for nylig brugt som primær årsagsforklaring på nazisternes fremgang. ”For hver procent, som kansleren beskar statsbudgettet, steg tilslutningen til nazisterne med 1,85 point,” skriver de. I sin tale ved behandlingen af loven om Hitlers magtovertagelse i 1933 beskrev SPD-formand Otto Wels det med, at socialdemokraterne i en svær tid har ”taget medansvar og er blevet bombarderet med sten for det”.

Der var således en række strukturelle, økonomiske og sociale årsager til, at arbejder- og middelklassen fandt nazisterne mere og mere tiltrækkende. Vil man tale om, hvordan holocaust kunne lade sig gøre, er man også nødt til at tale om, hvorfor nazisterne kom til magten. Her er billedet noget mere broget. Alt andet vil være historieløst at påstå.

 

Jakob Esmann er journalist på Netavisen Pio. Han er bachelor i retorik fra Københavns Universitet og har tidligere læst tysk sprog, litteratur og kultur ved Aarhus Universitet. Kommentaren er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Foto: Loritz via Wikimedia

Jakob Esmann er student på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook