Den økonomiske politik laves af diskrete, slipseklædte embedsmænd i Nationalbanken og Den Europæiske Centralbank i Frankfurt.

Det skyldes, at centralbankerne trådte til, da finanskrisen betød, at hele det økonomiske system var truet. Medicinen mod nedsmeltning var at sætte renterne ned til nul, hvis de da ikke ligefrem er negative. I 2016 kan man altså opleve den mærkelige situation, at man tjener renter på at låne penge – eller omvendt, at man skal betale renter for at have penge stående.

Den Europæiske Centralbank iværksatte efterfølgende et økonomisk støtteprogram som betyder, at der hver eneste måned bliver pumpet 80 milliarder euro, svarende til 550 milliarder kroner, ud i det finansielle system. Det er et beløb, der i ordets bogstavelige betydning er ufatteligt stort.

Da tiltagene blev indført, var de tænkt som en midlertidig løsning, der skulle holde hånden under økonomien, til der igen kom gang i hjulene. Det var aldrig planen, at centralbank-interventionerne skulle være en varig løsning. Men nu har vi haft de historisk lave renter i 7 år, og der er ikke udsigt til, at de stiger foreløbig. Ligesom det nok er tvivlsomt, om Den Europæiske Centralbank kan begynde den aftrapning af støtteprogrammet, som skal ske i foråret 2017.

Gunstige vilkår for den finansielle sektor
På grund af den rigelige og billige kapital, der er til rådighed for finansmarkederne, er der blevet skabt meget gunstige vilkår for indviklede finansielle produkter, der kan give høje afkast for de finansvirksomheder, der er store nok til at have adgang til dem. Alt i mens den almindelige kunde oplever, at opsparing ikke giver noget afkast.

På grund af den rigelige og billige kapital, der er til rådighed for finansmarkederne, er der blevet skabt meget gunstige vilkår for indviklede finansielle produkter

Det er ikke realistisk, at vi kan afskaffe nationalbank-tiltagene lige med det samme. Dertil er de europæiske økonomier, inklusiv den danske, stadig for skrøbelige.

Så det er ikke en varig løsning med de lave renter og den enorme udpumpning af penge, men vi har brug for den lidt endnu.

Men så meget desto vigtigere er det, at regeringens økonomiske politik fokuserer på de problemer, nationalbankernes politik skaber. Og ikke mindst, at regeringens politik sørger for at fremtidssikre økonomien, så den kan klare sig uden de kunstige virkemidler så hurtigt som muligt. For de lave renter og den enorme udpumpning af penge i det finansielle system, er bestemt ikke uproblematiske.

Væksten siden 2009 er gået til dem, der i forvejen har mest
Når vi opgør, hvem der har haft den største fremgang i levestandarden siden krisen, er det slående, at det er dem, der i forvejen har mest, der har haft den største fremgang. Fraregnet inflationen har en aktieejer fået en fortjeneste på mere end 20 procent om året siden 2009. Boligejerne i de dyre områder har også oplevet prisstigning på prisstigning, så priserne i de største byer i dag er højere, end før boblen brast i nullerne, og Nationalbanken føler sig tvunget til at advare om, at vi kan være på vej mod en ny boligboble.

Fraregnet inflationen har en aktieejer fået en fortjeneste på mere end 20 procent om året siden 2009

Men den almindelige lønmodtager har kun akkurat holdt skindet på næsen. Fratrukket inflationen har den privatansatte arbejder fået 0,3 procent mere udbetalt om året. I praksis har den almindelige arbejder ikke mærket nogen fremgang, og det har de kommunalt og regionalt ansatte heller ikke: Når inflationen er trukket fra, har de fået en fremgang på 0,5 procent om året, ligesom det er tilfældet for alle de privatansatte på DA’s områder under ét.

Tendensen til, at det er dem, der i forvejen har mest, der har størst gavn af den økonomiske politik, bliver bekræftet i vismændenes seneste rapport.

Uligheden er stigende, og kan kun imødegås af et progressivt skattesystem. Men som vismændene klart beskriver, vil 2025-planens skattelettelser kun forstærke den ulighed, der i forvejen er voksende.

Det er præcis opfattelsen af, at det er de rigeste der skummer fløden af den økonomiske politik, mens middelklassen i bedste fald holder skindet på næsen, der har banet vejen for Trump. Ligesom det er misforholdet mellem den almindelige danskers stagnerende levefod og eliternes himmelflugt, der er grobunden for den mistillid til det politiske system, vi også tydeligt ser i Danmark.

de rigeste der skummer fløden af den økonomiske politik, mens middelklassen i bedste fald holder skindet på næsen

Vi mangler de fremadrettede investeringer ude i virksomhederne
Det næste problem ved krisepolitikken er, at den ikke fører til varige investeringer. De investeringer, der ellers er pokkers nødvendige, fordi vi har så stort behov for at øge produktiviteten, der har stået i stampe de sidste 10 år.

Men som vismændene skriver i deres efterårsrapport, har vi et stort investeringsproblem i Danmark. Indtil finanskrisen lå vores nettoinvesteringskvote, der er et udtryk for hvor hurtigt vi fornyer produktionsapparatet i takt med, at det bliver slidt ned og bliver umoderne, på niveau med de lande, vi kan sammenligne os med.

Men finanskrisen slog bunden ud af investeringerne her i Danmark i meget højere grad, end det var tilfældet i udlandet, og investeringerne er ikke kommet tilbage på sporet siden. Selv om renterne er lave og der er mange penge i omløb, kommer de slet ikke ud og gør gavn i det omfang, de burde.

De lave investeringer i at forny virksomhedernes produktionsapparat betyder, at vi kun kan blive rigere ved at løbe stærkere eller arbejde mere. Og kun kan bevare vores konkurrencekraft ved at have lavere lønstigninger end alle de lande, vi konkurrerer mod. Det er indlysende, at det ikke er nogen holdbar løsning, og det er derfor afgørende for at vi kan bevare og udbygge vores velstand, at der kommer flere investeringer ud i virksomhederne. Men det er ikke det, der sker i dag.

2025-planen kan gøre ondt værre
De fleste økonomer er enige om, at det er uholdbart at have renter, der er tæt på eller under 0 procent, og at det er en uskik at pumpe milliarder af euro ud i økonomien hver eneste måned. Det er ikke en effektiv måde at få gang i økonomien på, det skaber ulighed og en finanssektor på steroider. Og den massive stimulans af økonomien kan i sig selv være med til at fremskynde den næste krise.

Derfor er den eneste rigtige økonomiske politik en, der imødegår problemerne ved de tiltag, der er sat i gang fra Nationalbanken og Den Europæiske Centralbank og gør os klar til fremtiden. En økonomisk politik, der tilgodeser den almindelige lønmodtager og som forbedrer vores produktivitet ved at øge investeringerne i virksomhederne. For det er den almindelige lønmodtagers del af den økonomiske fremgang og udviklingen i vores produktivitet, der skal skabe grobund for vores vækst i 2017, 2020 og 2025.

Men regeringen gør i 2025-planen præcis det modsatte. Regeringens grundlæggende antagelse er tydeligvis, at økonomien bliver bedre hvis de velstillede i kraft af skattelettelser og lempelser af beskatningen af aktiegevinster tilgodeses yderligere.

Der er ikke nogen tvivl om, at 2025-planen vil forøge uligheden yderligere

Der er ikke nogen tvivl om, at 2025-planen vil forøge uligheden yderligere, ligesom der ifølge Nationalbanken er fare for, at regeringen er ved at blæse endnu en bolig-boble op i de dyre områder.

I bedste fald er 2025-planen en forspildt mulighed. I værste fald er den med til at bane vejen for den næste krise.

 
Henrik Andersen er cand.scient.pol. og medlem af Socialdemokratiet i Gladsaxe.

‘Dagens Pioklumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer fem gange om ugen med provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg, som sætter dagsorden i arbejderbevægelsen.
Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning.