Vi kender alle sammen den virkelige slutning, for selv folk, der ikke interesserer sig for ”verdens hvideste sport” har hørt om søstrene Venus og Serena Williams, der har vundet alt, hvad der kunne vindes i tennis de sidste to årtier.
Filmen har en helt tydelig agenda. Black Lives Matter og #BlackHistoryMonth har ikke været forgæves.
Den amerikanske, og dermed internationale trend: Historien har store huller, hvad angår mennesker med anden hudfarve end hvid.
Filmen har en helt tydelig agenda.
Dermed ligger den sig fint i forlængelse af film som Hidden Figures og Niceville.
Grebet er også denne gang den helt private historie om den underspillede og undertrykte afroamerikaner, som trodser hele verdens negative forventninger og sit fattige udgangspunkt og sejrer til sidst med en god portion tro på sig selv.
Tro på sig selv er tilsyneladende det eneste Richard Williams har nok af.
Man følger hans metoder og påfund. Man ser ind i maskinrummet på hårdt arbejde i et usikkert miljø, hvor bandekrigen mellem Cribs og Bloods er en del af bagtæppet, og man oplever, hvordan det hvide etablissement slår sig på hovedpersonernes farver - men også hvordan Richard Williams slår sig på den hvide overklasse, som han eller arbejder så stræbsomt på at give sine døtre en bid af.
Særligt skarpt står racefortællingen i scenen, hvor Richard mødes med mulige sponsorer i en country club. Mens børnene leger i poolen og får gratis burgers falder replikker som:
”How nice of you to take your hoods of” hentydende til Ku Klux Klan.
På den måde træder han både sine potentielle samarbejdspartnere og det hvide del af biografpublikum noget så eftertrykkeligt over fødderne.
Filmen holder både dramaturgisk og i forhold til løftet om at fortælle, hvor fænomenerne Venus og Serena Williams kommer fra. Hvad de er rundet af.
Hvor havde Richard fået sine evner fra?
Men man efterlades med en række ubekendte i ligningen.
Hvor havde Richard fået sine evner fra?
Han nævner at både han og hans kone er atleter, men hvilken slags forbliver usagt.
Det fremgår at han lægger træningsplanen, mens han har de tre ældre søskende, og at familien derfor er nødt til at få to børn mere.
Men filmen portrætterer ingen konkret forståelse for, hvor idéen kom fra. Hvad var det for en oplevelse, der fik Richard Williams til at beslutte sig for at lave to børn yderligere, han kunne kaste ind i det mest fjendtlige sportsmiljø, man kan forvente for en lille sort pige?
Og hvor fik han troen på, og evnerne til, at det kunne lade sig gøre fra?
Ægte tennisfans vil nok savne, at de egentlige stjerner er dem, der bærer filmen.
Der fortælles meget lidt om deres personlige udvikling og følelsesliv. Men det er formentlig meget smart, for jeg ser allerede frem til, at nogle får lyst til at lave to’eren og tre’eren med Venus og Serena Williams som de bærende hovedpersoner.
Det bliver dog nok ikke så længe Serena Williams stadig på tredje årti er i gang med at lægge tennisverdenen ned.
Kommentarer
Kære Maja Holt Højgaard
"Racefortæling"
"Verdens hvideste sport”
"Den hvide overklasse"
Hvorfor er du så optaget af race? Du virker racebevidst på sådan en helt nationalsocialistisk måde. Er det mon Mugabes nationalsocialistiske ideologi, der har inspireret dig til denne racebevidsthed?
"Verdens hvideste sport” er lige så racistisk, som at kalde zumba "verdens sorteste dans".