Ja, det tror jeg faktisk, at vi har.

Tidligere formand for LO, Thomas Nielsen, sagde i sin afskedstale 16. februar 1982, at han sammen med en hel generation havde ”sejret ad helvede til”, og det havde han nok ret i – den gang.

Få vendt skuden

Fagbevægelsen styrtbløder medlemmer. I perioden 2000 - 2020 har mere end 532.000 medlemmer, eller 33,9 procent, forladt fagforeningerne. Nogle har forladt os til fordel for ”de gule”, andre igen vælger helt at stå udenfor enten af økonomiske, ideologiske eller andre årsager.

Men uanset hvilken begrundelse, der ligger til grund, har fagbevægelsen en udfordring med at stoppe flugten og få vendt skuden så medlemmerne vender tilbage.

Er der i det hele taget mere at kæmpe for? Vi har opnået den 6. ferieuge (feriefridage), vi har fået fritvalgsordning (i hvert fald de fleste) pensionen er også kommet med og sådan kan jeg blive ved. Nuvel ordningerne kan jo godt forbedres, men de store kampe er udkæmpet, så hvad er der tilbage at kæmpe for?

Hvordan standser vi medlemsflugten, tiltrækker de unge og endnu bedre får de ”tabte” medlemmer tilbage i folden?

Bedre argumenter for fællesskabet

Karsten Hønge, SF, skrev i en kronik i Politiken, at fagforeningerne og tillidsrepræsentanterne skal være bedre til at argumentere for, at man skal stå sammen og være med i fællesskabet. Han var samtidig inde på, at der bør være øget skattefradrag for kontingent til overenskomstbærende fagforeninger samtidig med, at fradraget for kontingentet til de gule fagforeninger fjernes.

Jeg må nok give ham ret i, at han har fat i noget af det rigtige, men der skal mere til.

Inden man bare spiller bolden over til tillidsrepræsentanterne og sender dem på barrikaderne for at overtale kolleger til at komme tilbage i folden, skal der også være noget at fortælle om. Her er det ikke nok at kunne fortælle om, hvor mange penge fagforeningen har skaffet til medlemmer, der er blevet ”snydt” af arbejdsgiverne, der skal simpelthen være noget med kød på.

Flere fordele

I min verden er tiden kommet til, at vi arbejder på at få fordele for vores medlemmer indarbejdet i overenskomsterne. Det kan være ekstra fridage, der kun tilfalder medlemmer af de overenskomstbærende fagforeninger, man kan arbejde for at retten til barns første sygedag bliver udvidet eller ændret til et antal omsorgsdage, fx 5 om året.

Hvordan den enkelte så bruger dem, det er helt op til den pågældende, det kan være til barnets første, anden og tredje sygedag, det kan være til at passe nære pårørende eller…..

Holdningen hos langt størstedelen af dem, som jeg taler med om, hvorfor de ikke er medlem af den fagforening, der forhandler deres overenskomst er: at kontingentet er for højt og går til store dyre domiciler på dyre adresser og til at give høje lønninger til de ansatte.

Derudover mener de, at de får det samme hos KRIFA og Det Faglige Hus m.fl. til langt under prisen hos de overenskomstbærende fagforeninger. Og de får jo det samme i løn som dem, der er medlem og endelig får de også hjælp, hvis deres arbejdsgiver ”snyder dem”.

Helikopterperspektiv

Når jeg så løfter mig op i helikopterperspektiv, er der faktisk ikke den store forskel på, hvad de overenskomstbærende fagforeninger som HK, 3F, Dansk Metal osv. tilbyder i forhold til KRIFA, Det Faglige Hus og andre gule fagforeninger.

Alle tilbyder forskellige rabataftaler fx på entréen til Randers Regnskov, de tilbyder lønsikring, de udlejer sommerhuse/ferielejligheder og de tilbyder faglig hjælp, hvis medlemmet får problemer på arbejdspladsen, og endelig er der sparring og kurser, hvis man bliver arbejdsløs.

Der er selvfølgelig forskel i prisen, og hvordan hjælpen kan foregå, men man må også se på, om prisen står mål med det, man får for pengene. Altså får man værdi for pengene, og det er jo individuelt for den enkelte.

Prisen er primær årsag

Den primære og altoverskyggende årsag, især i denne tid, til at medlemmerne flygter skal nok ses i prisen for medlemskabet, og det vil jo umiddelbart være det nemmeste i denne verden at sætte kontingentet ned, men hvilke services skal så fjernes, for en nedsættelse af kontingentet kan formentlig ikke ske uden serviceforringelser eller kan den?

Jeg mener ikke, at vi skal bruge samme metode ved besparelse som vi ser det praktiseret i kommuner og regioner, hvor en besparelse slår 110 procent igennem på serviceniveauet i bunden.

Jeg har ikke den endegyldige løsning og nogle af de tanker, jeg har vil formentlig også ”blackliste” mig i nogle sammenhænge, men det er jo prisen for nogle gange at åbne munden.

Det kan jo overvejes, om antallet af lønnende politikere er for højt, og skal de være fuldtidsansatte eller på deltid eller evt. købes fri efter behov, skal fagforeningerne have store domiciler på dyre adresser? 

En nødvendig debat

Så vil det vel også være på sin plads at se på, om der er services som tiden er løbet fra og derfor kan fjernes, og ja, det vil nok også betyde, at man bliver nødt til at skille sig af med nogle medarbejdere, hvis der ikke længere er arbejdsopgaver til alle. Udfordringen er at turde gøre op med den måde, vi tænker fagforening på i dagens Danmark.

Som sagt har jeg ikke den endelige løsning, men jeg vil gerne være med i arbejdet med at bringe fagforeningerne ind i det 21. århundrede, og derfor skal dette indlæg ses som et indspark i en debat, jeg ser er nødvendig for fagforeningernes overlevelse i fremtidens arbejdsmarked.