Det helt store hul i Adam Smiths liberalisme er den kø af problemer, som det frie marked indebærer. For det første er optimering gennem den frie konkurrence i bredt mål en illusion. Stærke aktører koncentrerer udbuddet og arbejder for nærmest grov konkurrencebegrænsning, og dermed kleptokratiske overpriser. I dag kender vi techgiganterne på den galej sammen med bankerne, hvis overskud pr. medarbejder ofte er større en andre virksomheders dækningsbidrag. Med den halvinstitutionelle rolle de indtager i samfundet, ligner aktionærernes udkomme et veritabelt tag selv bord.
Andre virksomheder definerer seriøse elementer i efterspørgslen. Således bestemmer printerkartellet at printere knap koster mere end en opfyldning med nogle få gram toner, og at en printer teknisk forældes med en tæller lang tid før den slidmæssigt er udtjent. Bilindustrien har mellem 1960 og 2010 defineret, at alle biler bør køre 12km/liter, glødelampefabrikanterne bestemmer, at en glødelampes levetid, indtil den udgik, faldt fra 3000 timer til 1000 timer. Mængder af produktion er overflødig og tidsspilde af resurser og de ansattes liv, ved at erstatte produkter, der er der i forvejen, og derfor ikke bidrager med ny nytteværdi, huller graves og det opgravede smides i havet eller futtes af med CO2-udledning til følge.
Og i vore dage går det endelig op for en bredere kreds, at naturødelæggelse, luftforurening, terræn ødelæggelse og udmarvning af biodiversiteten overhovedet ikke indgår i prisdannelsen, og dermed unddrager sig enhver skygge af regulering af den "usynlige hånd". Det har i årevis været gratis at påføre samfundsmæssige omkostninger gennem naturødelæggelse. Disse problemer er med befolkningsproblemet blevet tidens allerstørste udfordring. Og for at fodre det begærlige monster sidder vi lårene af arbejdere i U-lande, der uden at opnå andet end sulteløn, pøser udvundne resurser ud af jorden, som kværnes ind i den store spildstrøm og ender i havet eller i atmosfæren eller som plastikøer i havene.
Med Pikettys hovedværk om kapitalismen set gennem flere hundrede år står det klart, at den fordelingsmæssige virkning af den gældende "liberalisme" er en fordelingsmæssig fadæse, hvor besiddelse af en formue, uden at der tilføres en nævneværdig indsats, gennem spekulation beriger formueindehaveren mere end inflationen. Man bliver altså uden gjort indsats rigere af at være rig.
Således er liberalismen gennem kapitalismen endt i den konservative sump, hvor al politik simpelt hen går ud på at bekæmpe økonomisk lighed gennem bekæmpelse af staten og en rimelig løndannelse.
Hovedoverskriften over betonliberalisterne er i dag privilegie og- systembevarelse på et grundlag, hvor al livskvalitet og nytteværdi skal købes på markedet og derfor kun tilfalder de få udvalgte, der med gigantformuer er i stand til at ødelægge markedets fordelingseffekt ved så at sige at kunne købe kød til hundene, medens store grupper sulter.
Marginalnytte er ikke kun bestemt at hvad en køber vil give, men også af om alle købere på rimelig måde kan deltage i et mønster for behovstilfredsstillelse , der gavner forbrugerne bredt.
Det helt store hul i Adam Smiths liberalisme er den kø af problemer, som det frie marked indebærer. For det første er optimering gennem den frie konkurrence i bredt mål en illusion. Stærke aktører koncentrerer udbuddet og arbejder for nærmest grov konkurrencebegrænsning, og dermed kleptokratiske overpriser. I dag kender vi techgiganterne på den galej sammen med bankerne, hvis overskud pr. medarbejder ofte er større en andre virksomheders dækningsbidrag. Med den halvinstitutionelle rolle de indtager i samfundet, ligner aktionærernes udkomme et veritabelt tag selv bord.
Andre virksomheder definerer seriøse elementer i efterspørgslen. Således bestemmer printerkartellet at printere knap koster mere end en opfyldning med nogle få gram toner, og at en printer teknisk forældes med en tæller lang tid før den slidmæssigt er udtjent. Bilindustrien har mellem 1960 og 2010 defineret, at alle biler bør køre 12km/liter, glødelampefabrikanterne bestemmer, at en glødelampes levetid, indtil den udgik, faldt fra 3000 timer til 1000 timer. Mængder af produktion er overflødig og tidsspilde af resurser og de ansattes liv, ved at erstatte produkter, der er der i forvejen, og derfor ikke bidrager med ny nytteværdi, huller graves og det opgravede smides i havet eller futtes af med CO2-udledning til følge.
Og i vore dage går det endelig op for en bredere kreds, at naturødelæggelse, luftforurening, terræn ødelæggelse og udmarvning af biodiversiteten overhovedet ikke indgår i prisdannelsen, og dermed unddrager sig enhver skygge af regulering af den "usynlige hånd". Det har i årevis været gratis at påføre samfundsmæssige omkostninger gennem naturødelæggelse. Disse problemer er med befolkningsproblemet blevet tidens allerstørste udfordring. Og for at fodre det begærlige monster sidder vi lårene af arbejdere i U-lande, der uden at opnå andet end sulteløn, pøser udvundne resurser ud af jorden, som kværnes ind i den store spildstrøm og ender i havet eller i atmosfæren eller som plastikøer i havene.
Med Pikettys hovedværk om kapitalismen set gennem flere hundrede år står det klart, at den fordelingsmæssige virkning af den gældende "liberalisme" er en fordelingsmæssig fadæse, hvor besiddelse af en formue, uden at der tilføres en nævneværdig indsats, gennem spekulation beriger formueindehaveren mere end inflationen. Man bliver altså uden gjort indsats rigere af at være rig.
Således er liberalismen gennem kapitalismen endt i den konservative sump, hvor al politik simpelt hen går ud på at bekæmpe økonomisk lighed gennem bekæmpelse af staten og en rimelig løndannelse.
Hovedoverskriften over betonliberalisterne er i dag privilegie og- systembevarelse på et grundlag, hvor al livskvalitet og nytteværdi skal købes på markedet og derfor kun tilfalder de få udvalgte, der med gigantformuer er i stand til at ødelægge markedets fordelingseffekt ved så at sige at kunne købe kød til hundene, medens store grupper sulter.
Marginalnytte er ikke kun bestemt at hvad en køber vil give, men også af om alle købere på rimelig måde kan deltage i et mønster for behovstilfredsstillelse , der gavner forbrugerne bredt.