Som folketingskandidat i Skive ryger jeg ofte ind i diskussioner om centralisering og udkantsproblematikker. Det der oftest slår mig, er den ligegyldighed, hvormed (by)folk tager udviklingen for givet.

Når jeg argumenterer for, at vi må styrke indsatsen for at sikre, at vi også i fremtiden skal have et land med muligheder og gode livsbetingelser uden for de store byer, er det ganske ofte de samme reaktioner, jeg støder på.

Der er for eksempel dem, der spiller professorkortet og kaster sig ud i en lang historisk redegørelse om urbaniseringen i Danmark som et fænomen, der har stået på, lige siden industrialiseringen begyndte i den anden halvdel af 1800-tallet.

Så er der dem, der vælger en markedsrationel tilgang, hvori vandringen fra land til by ses som et positivt udtryk for, at vi i økonomien opnår et mere optimalt punkt ved at give efter for efterspørgslen på centralisering.

Fælles for de to perspektiver er, at de sætter centraliseringsspørgsmålet uden for den politiske sfære, og anser det som en underliggende strømning, der ikke kan stilles noget op imod.

Bæredygtig økonomi og geografi er ikke hinandens modsætninger
Jeg har dog også mødt perspektiver, der betragter centralisering som et politisk valg. Her henter man argumentet fra en miljømæssig tilgang, hvor centralisering forsvares med, at byboere er mindre Co2-tunge, og at urbanisering derfor også er afgørende for en vellykket overgang til et bæredygtigt samfund.

Uanset hvor meget jeg deler ønsket om at skabe en mere bæredygtig økonomi, mener jeg dog, at dette synspunkt mangler lidt respekt for det liv og den kultur, der findes uden for de store byområder. At skabe en bæredygtig økonomi må kunne lade sig gøre samtidig med, at vi bevarer en geografisk forskellighed.

Der er derfor behov for ærlighed, og politikere bør melde klart ud, om de vil acceptere en stigende centralisering, eller om de vil kæmpe imod udviklingen. Personligt arbejder jeg for en højere grad af decentralisering, fordi jeg mener, det er det bedste for Danmark. Jeg mener, det er et politisk valg. Og ligesom den økonomiske ulighed kan bekæmpes, gælder det samme også geografisk ulighed.

Ja, uddannelse er dyrere i Vestjylland end i Storkøbenhavn
For eksempel kan vi fra politisk hånd prioritere en ekstra indsats for at skabe nye lokale job. For den økonomiske krise har været særlig hård ved Produktionsdanmark, hvor tusindvis af job er forsvundet fra lokalområderne. Et infrastrukturelt løft sammenholdt med forhøjede afskrivningsmuligheder for investeringer i nye maskiner kunne være med til at kickstarte væksten i landområderne.

Derudover er det af afgørende betydning, om man vælger at centrere statslige og regionale arbejdspladser omkring de store byer, eller om politikerne sikrer en geografisk spredning. Samtidig bør vi acceptere, at det er dyrere eksempelvis at drive en uddannelsesinstitution i Vestjylland end i Storkøbenhavn. For vi vil have ordentlige uddannelsesmuligheder, uanset hvor i landet man vokser op. Det kunne for eksempel ske gennem et taxameter, der giver tilskud til uddannelser i landområder.

At træffe et valg om decentralisering er muligt. Om man vil acceptere den stigende centralisering og geografiske ulighed er derfor et politisk valg.

Anne Paulin (f. 1988) er socialdemokratisk folketingskandidat i Skivekredsen, hvor hun er født og opvokset. Hun er uddannet inden for erhvervsøkonomi og politik.

I forbindelse med det kommende Folketingsvalg, som skal finde sted senest 15. september 2015, har Netavisen Pio bedt en række af de socialdemokratiske kandidater, der for første gang stiller op til Folketinget, skrive en klumme med politiske visioner for venstrefløjen og politiske bank til højrefløjen.