Annonce

EU-måling: Socialdemokrater står til fremgang

Den kristenkonservative gruppe, EPP, står lige nu til at blive den største i det næste Europa-Parlament. Socialdemokraterne, der står til fremgang, er lige efter, viser ny analyse.
Gruppen af kristendemokrater og konservative, EPP, står trods udsigt til tilbagegang igen til  at blive den største i Europa-Parlamentet, men Socialdemokraterne er lige efter. Det viser en analyse fra hjemmesiden PollWatch2014, der samler meningsmålinger fra samtlige medlemslande. Analysen viser en lille fremgang til EPP-gruppen i forhold til den seneste måling og tilsvarende en lille tilbagegang for Socialdemokraterne.

Ifølge analysen vil EPP-gruppen få 222 af Europa-Parlaments 751 pladser, dog ikke nogen fra Danmark, mens den socialdemokratiske S&D-gruppe står til at få 209, heraf tre fra Danmark, hvilket er en lille fremgang i forhold til valget for fem år siden. Ved valget i 2009 fik EPP-gruppen valgt 274 medlemmer, mens S&D kun fik 195. Det er ikke mindst solid fremgang til britiske Labour, der næsten står til en fordobling af deres nuværende 16 mandater, og Det Demokratiske Parti i Italien som S&D-gruppen kan takke for udsigten til at blive større end ved sidste sidste valg.

”Der har været en betydelig stigning i støtten til EPP-partier i Polen, måske relateret til usikkerhed, som følge af krisen i Ukraine. EPP-partier har også desuden oplevet fremgang i Frankrig og er gået et mandat frem i flere andre lande. I mellemtiden er Socialdemokraterne faldet en smule i Østrig, Bulgarien, Ungarn, Polen, Frankrig og Grækenland,” lyder det i analysen fra PollWatch2014.

Overordnet spår analysen en samlet tilbagegang til parlamentets tre midtergrupper EPP, S&D og ALDE, som er den liberale gruppe, hvor både Venstre (3) og Radikale (1) forventes at få plads. De tre midtergrupper vurderes til at få 65 procent af mandaterne, hvilket er en tilbagegang i forhold til de 72 procent, som de fik ved sidste valg.

12 procent af mandaterne forventes at gå til de to venstrefløjsgrupper GUE/NGL, hvor Folkebevægelsen mod EU sidder, og De Grønne, hvor SF er medlem. De to højrefløjsgrupper, ECR og EFD, hvor Dansk Folkeparti er medlem af sidstnævnte står til 10 procent.

De resterende 13 procent af mandaterne, 93 i alt, går til partier, som ikke på nuværende tidspunkt er medlem af nogle af de eksisterende grupper, men som vurderes til at tilhøre den yderste højrefløj.

Analysen fra PollWatch vurderer, at franske Front National og det hollandske parti PVV, der ledes af Gert Wilders, sammen med andre vil få nok mandater til at danne deres egen gruppe med 38 medlemmer fra syv medlemsstater. Blandt dem det østrigske frihedsparti, FPÖ, det flamske separatistparti Vlaams Belaang, italienske Lega Nord, Sverigesdemokraterne og et slovakisk højrefløjsparti.

PollWatch2014 baserer deres analyse på en model, der ved valget i 2009 forudsagde de forskellige gruppers størrelse med 98 procents træfsikkerhed.

Europa-Parlamentsvalget er den 25. maj, og Danmark skal vælge 13 medlemmer.

Europa-Parlamentets grupper (danske medlemmer)
EPP           European People’s Party (De konservative)
S&D            Socialists & Democrats (Socialdemokraterne)
ALDE         Alliance of Liberals and Democrats for Europe (Venstre og Radikale Venstre)
G/EFA      Greens/European Free Alliance (SF)
ECR            European Conservatives and Reformists (Ingen)
GUE/NGL European United Left/Nordic Green Left (Folkebevægelsen mod EU)
EFD            Europe of Freedom and Democracy (Dansk Folkeparti)

Liberal Alliance har endnu ikke gjort op med sig selv hvilken gruppe de eventuelt vil sidde i.

David Troels Garby-Holm er forhenværende redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet