Overfaldsmanden var islamist, og han forsøgte at dræbe den kontroversielle forfatter, der blev verdensberømt, tilbage i 1989, da Irans Ayatollah Ruhollah Khomeini udstak en fatwa imod ham, og samtidig opfordrede troende til at angribe ham.

Ayatollah Khomeinis fatwa blev en international game changer, der også fik indflydelse på den senere Muhammed-krise, der ramte Danmark.

Grunden til fatwaen var Salman Rushdies roman, ’De sataniske vers’, der udkom i 1988, hvor han trak på historiske kilder, der i moderne islam er meget kontroversielle.

Det handler om en beretning, hvor profeten Muhammed blev forført af Satan, og det kontroversielle består i, at denne beretning, lige siden dens meget tidlige opståen, satte spørgsmålstegn ved profetens ufejlbarlighed og koranens perfektion.

Egypten, 1994

En af de tragiske hændelser, der kan spores tilbage til Ayatollah Khomeinis fatwa, er knivangrebet på den egyptiske forfatter og Nobelpristager (1988), Naguib Mahfouz, tilbage i 1994.

Naguib Mahfouz også var en kontroversiel forfatter, og ofte kritiseret for at have skrevet blasfemisk om islam.

Mange af hans bøger har i flere muslimske lande været forbudt, men forfatteren selv vedblev med at leve i Kairo.

I den anledning kaldte han Ayatollah Khomeini for en terrorist

Naguib Mahfouz overlevede angrebet, men var invalideret resten af livet, og måtte beskyttes af bodyguards. Han døde en naturlig død i 2006, og er desværre næsten glemt i vesten i vore tider.

Han valgte at forsvare Salman Rushdie, selvom han samtidig kritiserede ham for at lave satire med islam. I den anledning kaldte han Ayatollah Khomeini for en terrorist.

Rekonvalescens-litteratur

Nu har Salman Rushdie valgt at udgive en bog om angrebet på ham selv. Titlen er ‘Knife’ (Da: Kniv), og heri beskriver han indgående tiden efter angrebet.

Man kan - og bør - godt kalde genren for ”rekonvalescens-litteratur”, for Salman Rushdies bog minder en hel del om andre, lignende bøger.

Den ligner for eksempel Stephen Kings fremragende bog, ‘On writing: A Memoir of The Craft’, der udkom i 2000, året efter at han var blevet ramt af en bil, der invaliderede ham.

Både Kings og Rushdies bog handler om tiden efter, hvor man ikke kunne vurdere, om de ville overleve.

I tilfældet Rushdie var det tale om en ”bøddel”, der kun var 24 år

De handler om alle de kræfter, der skal til, for at tilbagevinde de evner, der var blevet ødelagte.

Og selvom King blev kørt over af en mand, der bare var skødesløs, og Rushdie blev angrebet af en islamist, så er der alligevel slående paralleller, fordi King påstår, at hans ”bøddel” ikke udviste anger over uheldet, og generelt var kendt for at udvise skødesløshed overfor andre mennesker i trafikken.

I tilfældet Rushdie var det tale om en ”bøddel”, der kun var 24 år, og som var blevet radikaliseret i næsten ensomhed via voldsopfordrende imamer på Youtube.

Rushdie taler i bogen om, at denne nærmest ubegavede mand, ikke evnede at have respekt for andre menneskers liv.

Men det er tydeligt, at King og Rushdie tilhører forskellige grupperinger af tidens store forfatterskaber

Som genre handler ”rekonvalescens-litteratur” selvfølgelig om tiden frem mod en heling, hvor forfatteren genvinder sin styrke, hvilket heldigvis for begge lykkedes, i modsætning til Naguib Mahfouz, der aldrig skrev om angrebet på sig selv, og heller aldrig genvandt sin tidligere styrke.

Rushdie nævner knivoverfaldet på Mahfouz, men ikke King i bogen. Samtidig er begge forfatteres bøger stærkt refererende, og man skal holde tungen lige i munden, for at kunne følge med.

Men det er tydeligt, at King og Rushdie tilhører forskellige grupperinger af tidens store forfatterskaber.

Rushdie er den aristokratiske, der nyder selskab med, og respekt fra andre, store forfattere, der ofte bliver beskrevet som nogle, der udgiver ”kvalitetslitteratur”, mens King klart anskuer sig selv som populærforfatter, og derfor dyrker andre typer forfattere.

Vil ikke nævne hans navn

Men tilbage til det islamiske. Rushdie udviser stor ringeagt overfor sin angrebsmand, men han gør det med sin traditionelle stil, der på en og samme tid er aristokratisk og humoristisk.

Han påpeger, at han ikke vil nævne ham ved sit navn, og vælger i stedet at kalde ham for A.

Samtidig erkender han, at angrebsmanden ikke er helt igennem islamistisk, eftersom han stort set intet har læst af Rushdies bøger, og ej heller sat sig særligt grundigt ind i sin religion.

Fanatismen, der kan føre til terrorisme, bliver heller ikke fortiet eller undskyldt i Rushdies bog. Han taler om ”kulturel terrorisme”, og han pointerer, at det er ”algoritmen” og de religiøse bagmænd, der står for fanatismen og for ren hjernevask.

Det er de sociale mediers opbygning, der gør folk mere ekstreme og ensidige i deres holdninger og synspunkter

”Algoritmen” nævner han i forbindelse med udgivelsen af selve bogen i et interview på tv i ’The Daily Show’.

Her kommer de ind på nutidens tendens til had og forførelseskraften i de algoritmer, der fodrer alle.

Det er de sociale mediers opbygning, der gør folk mere ekstreme og ensidige i deres holdninger og synspunkter.

Omar Abdel Hamid El-Hussein

Man kan godt sammenligne Salman Rushdies overgrebsmand med den dansk-palæstinensiske terrorist, Omar Abdel Hamid El-Hussein, der begik sin udåd i 2015, hvor har dræbte to mennesker i København, og erklærede, at det var hans islamistiske tro, der var grunden.

Men også han var blevet radikaliseret af imamer, og hans radikalisering skete over en kort periode. Samtidig var også han en ung mand.

Salman Rushdie nævner selvfølgelig heller ikke Omar Abdel Hamid El-Hussein i bogen, men til gengæld nævner han forfatteren Samuel Beckett, der blev overfaldet og stukket med en kniv, i Paris i1938.

Hans overfaldsmand havde ikke noget egentligt imod Beckett, hvilket kom frem, da Beckett opsøgte ham, og spurgte ham om grunden.

Overgrebsmanden svarede, at det vidste han faktisk ikke, og at han for øvrigt beklagede.

27 sekunder

I Salman Rushdies bog noterer han sig, at selve hændelsen kun forløb over 27 sekunder, men at de var skæbnesvangre for ham selv, men også for overgrebsmanden.

Og eftersom han ikke fandt overgrebsmanden reflekterende nok til, at et møde kunne føre til noget konstruktivt, skriver han i stedet om fire ”fiktioner”, hvor han interviewer ham.

Her anvender han selvsamme holdning og anskuelse, som den han også generelt har anvendt, siden ’De sataniske vers’ blev kontroversiel.

I disse dialoger påpeger Salman Rushdie igen, at alt omkring koranen og haditherne er fortolkninger, og at alle former for fortolkning er behæftet med fejl.

Dette vil hans overgrebsmand (i de fiktive interviews) selvfølgelig ikke anerkende. Rushdies argumenter imod islamistisk ekstremisme og dogmatik i disse dialoger, er særdeles vigtig og interessant læsning.

Han ved nemlig godt, at han på en måde har overvundet overgrebsmandens intention, og at den dømte har mistet alt

Bogen ender med, at Rushdie vender tilbage til gerningsstedet, og stiller sig på det podie, hvor han blev angrebet.

Samme dag besøger han det fængsel, hvor hans overgrebsmand sidder i forvaring indtil selve retssagen, der for øvrigt at blevet udskudt, fordi hans forsvarer udbad sig det, efter det kom frem, at Rushdie ville udgive en bog om hændelsesforløbet, der angiveligt kunne bruges i bevissamlingen.

Foran fængslet står Rushdie sammen med sin kone, der også spiller en central rolle i bogen, og så begynder hans fødder at danse.

Han ved nemlig godt, at han på en måde har overvundet overgrebsmandens intention, og at den dømte har mistet alt.

En aldrende generation

Da Stephen King var ved at komme sig over ulykken, købte han den bil, der havde ramt ham. Selv udtalte han, at han ville ”straffe bilen” ved at hamre på den.

Rushdie gjorde det samme ved at opsøge podiet, hvor angrebet fandt sted, og ved at besøge fængslet.

Men først og fremmest har de begge skrevet bøger om ulykkerne, og begge bøger er også læseværdige.

Humoren er ellers en helt central del af alle hans romaner

Salman Rushdie mistede et øje og dele af førligheden i den ene hånd, men i dag kan han skrive, og hans intellektuelle kapacitet er genvundet.

Sidst, men ikke mindst, er Salman Rushdies bog også interessant i den forstand, at han taler om en aldrende generation af forfattere, der alle er ved at gå bort.

Han nævner, Hanif Kureishi, Martin Amis og Paul Auster, der alle pt. lider af alvorlige skavanker.

En aktie i kampen for ytringsfrihed

Generelt er Salman Rushdie mest af alt ked af, at affæren omkring fatwaen fra 1989 har gjort, at hans humoristiske sider er blevet nedtonet kraftigt af anmeldere og kritikere.

Humoren er ellers en helt central del af alle hans romaner, ligesom den magiske realisme er hans genremæssige stil, og som man kan spore helt tilbage til gennembrudsromanen, ’Midnatsbørn’, fra 1981.

Men samtidig erkender Salman Rushdie, at han har en aktie i kampen for ytringsfriheden, samt i bekæmpelsen af islamisme, i form af ”kulturel terrorisme”.

Rushdies bog er gennemført intellektuel

Derfor har han også altid forsvaret kolleger, for eksempel satiremagasinet Charlie Hebdo, der blev udsat for et islamisk terrorangreb i 2015.

Rushdies bog er gennemført intellektuel, og den kan godt blive læst mere end en gang. Desværre har man ikke valgt at bruge det foromslag, som Penguins udgave benytter, og som du kan se herover i denne anmeldelse.

Det er et smukt og meget stærkt omslag, ligesom bogen selv er det.

Salman Rushdie: ’Kniv: Betragtninger efter et mordforsøg’. Oversat af Johannes Riis. 240 sider. Gyldendal, 2024.