Døden er ikke en fest man ønsker at blive inviteret til, men slippe for den kan ingen af os, så måske er det bedre at tænke over døden som en anledning til at finde festen i livet? 

Det skriver Jacob Birkler i sin kloge og konstruktive bog om vores forhold til den død, som venter os alle, men som vi har meget svært ved at tale om.

Døden er et fælles vilkår for alle. Rig såvel som fattig. Høj som lav. Ingen kan slippe for manden med leen, og det ved vi kun alt for godt, men mange af os har alligevel svært ved at tale om det.

Døden er skræk og rædsel. Fortrængning og fortielse. Et endegyldigt tab af kontrol. Selv den stærkeste mand er sat helt ud af spillet.

For mange af er det en ubærlig tanke, så lad os hellere tale om noget andet.

Jacob Birkler mener at det burde være anderledes. Han påstår, at vi har meget at vinde ved at tale om døden, og det handler hans bog om.

Han er filosof og har en fortid som formand for Det Etiske Råd. Han er også uddannet som psykolog, har i mange år virket som underviser og rådgiver i sundhedsvæsenet og har ført mange samtaler med mennesker der lå på deres dødsleje.

Så han ved, at misforstået høflighed og mangel på passende udtryk kan lukke munden på folk, men tavsheden er med til at gøre sorgen endnu mere knugende.

Ikke en debatbog

I den aktuelle bog har Jacob Birkler sat sig for at hjælpe os med at finde sprog og billeder, der kan understøtte vores samtale om døden. Det er et godt projekt, og det er en god bog, der er kommet ud af det.

Den er hverken skræmmende eller sørgelig, men er fyldt med brugbare tanker om vores liv, og om det sprog som vi har tilrådighed, når vi står i livets sværeste situationer.

Bogen er delt op i seks forskellige afsnit, der omhandler emner som dødens sprog, dødens billeder, døden som tabu, samtalens værdi, at tale ud, tale udenom og at tale sig varm og til slut et kapitel om sorgen.

Debatten er også præget af angst for at ende i et smertehelvede eller som en magtesløs grøntsag

Der er også et afsnit om det, der kaldes den værdige død, og det skal omtales nærmere her, for det berører den aktuelle diskussion om aktiv dødshjælp.

Det er imidlertid ikke en debatbog, så det handler ikke om argumenter for og argumenter imod, men den drøfter den måde, hvorpå vi taler om dette emne, og her er debatten præget af vage og flertydige definitioner.

En værdig død

Debatten er også præget af angst for at ende i et smertehelvede eller som en magtesløs grøntsag, men ønskerne om en værdig død kan også forstås som en slags fortrængning, forklædt som en drøm om den smukke, harmoniske død, hvor den døde måske også får hjælp af en nådig indsprøjtning før han eller hun svæver bort i en sky fulgt af sorgfuld kærlighed.

Det kaldes også aktiv dødshjælp, og et flertal af den danske befolkning mener, at det skal gøres lovligt, men med aktiv dødshjælp er man ude i et moralsk og medicinsk område, der er præget af stor uvidenhed om konsekvenser for såvel samfund som den enkelte.

Sagen er den, at jo tættere vi kommer på døden, desto stærkere bliver vores ønske om at leve

Måske handler det i virkeligheden om noget andet? Måske ønsker de pårørende at slippe for at møde den sandhed om livet, som dødens nærhed bringer med sig? 

Endvidere er det sådan, at hvis man spørger dem, som det handler om, nemlig de døende selv, er der et flertal imod. Sagen er den, at jo tættere vi kommer på døden, desto stærkere bliver vores ønske om at leve.

Hvad angår hjælp i de sidste timer findes der da også noget, der kaldes passiv dødshjælp, og det praktiseres hver dag i det danske sundhedsvæsen, men den side af sagen fortoner sig ofte i uvidenhed om, hvad der egentlig foregår.

Definitionerne er uklare.

Kan bruges i andre samtaler

Jacob Birkler mener i det hele taget, at debatten om aktiv dødshjælp er alt for forenklet. Måske skyldes det, at vi begynder et helt forkert sted, når vi diskuterer det? 

Måske skal vi ikke begynde med fastslå, hvor vi er uenige? Måske kan vi få en langt bedre samtale, hvis vi begynder med at finde ud af, hvor vi er enige og om hvad?

I så fald vil det sikkert vise sig, at vi er enige om det meste. Vi er enige om at sikre de bedste vilkår for den døende, og vi er enige om at yde hjælp, når livet gør allermest ondt.

Tak for de ord

Med sådan et udgangspunkt vil samtalen om, hvad der så skal gøres, få langt større kvalitet.

Tak for de ord. De kan sikkert også bruges i mange andre af de samtaler vi har med hinanden.

Trods det dystre emne, har det været en fornøjelse at læse denne kloge bog, hvis råd om at tale sammen om døden faktisk er særdeles livgivende.

 

Jacob Birkler: ’Lad os tale om døden’. 153 sider. Gads Forlag 2024.