Annonce

Finanslovens fem oversete perler

Finanslove indeholder altid finansiering af mere eller mindre specielle initiativer. Her er listen over finanslovens fem oversete perler, der forhåbentlig kan få dig til at trække lidt på smilebåndet.
Der var ikke meget at glæde sig over, da Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance præsenterede deres finanslovsaftale for 2016. Og mens boligejere, Mercedes Benz-forhandlere og kommende arvinger af familieejede virksomheder kan glæde sig, så er der også fundet penge til i finanslovsaftalen, som kan glæde os alle.

1: Fem millioner til alternativ behandling
Hvis du sværger til fjernhealing eller har lejligheden fyldt op med voodoo-dukker i håbet om hurtig helbredelse for dig og dine nærmeste, er der en glædelig nyhed til dig. Med finanslovsaftalen bliver der nemlig afsat fem millioner kroner til forskning i alternativ behandling.

Alternativ behandling

 

2: Når en sailor går på værksted
Der er med finansloven nemlig afsat en million kroner til Skibsbevaringsfonden. En fond der låner penge til restaurering af gamle, danske skibe. Om pengene skal gå til restaurering af skonnerten ’Halmø” vides ikke.

En af de både der allerede har fået bevilliget lån næste år, er bundgarnsjollen ’Ditte’ fra Middelfart:

Bundgarnsjollen Ditte
3: Vi higer og søger i gamle bøger – på nettet
Hvis du ikke forstod ovenstående reference til Adam Oehlenschlägers ’Guldhornene’, så er hjælpen på vej! Der er nemlig afsat 1,5 millioner kroner til ordnet.dk, der indeholder en oversigt over det danske sprog. Her kan du, udover at dykke ned i gamle danske tekster, også få svar på dine sproglige spørgsmål. For eksempel hvis du ikke ved, at et ”damoklessværd” er et udtryk for en overhængende fare.

Damokles

4: For halvanden million kroner sten
På finansloven er der afsat 1,5 millioner til runesten. Det fremgår ikke af aftaleteksten, om pengene er til restaurering af eksisterende runesten, eller om regeringen vil genoptage produktionen af runesten som en del af den nye kommunikationsstrategi. Men hvis du ser en mand med langt skæg og slidt tøj gå rundt på en mark, så er det ikke en hipster, der dyrker biodynamiske nordiske urter til sin smoothie-butik på Vesterbro, men derimod en vikingeentusiast, der endelig har fået lov til at dyrke sin interesse for at restaurere runesten.

Viking

5: Koloni på kortet
I det gråtriste november-vejr kan det være kærkomment at drømme sig væk til de varmere himmelstrøg. Det har regeringen opfattet, og derfor har de afsat 1,5 millioner kroner til at markere de dansk-vestindiske øer, som blev solgt til amerikanerne i 1917 for den nette sum af 25 millioner dollars i guld.

Slaveri Vestindien

Mads Havskov Hansen er cand.jur. og tidligere pressekonsulent i Socialdemokratiet


Flere artikler om emnet