Professor Peter Nedergaard foreslår, lidt i spøg, at der indføres en smiley-ordning for politikere, der skal markere om politikerne har relevant erhvervserfaring fra andet end den politiske verden: ”Over 10 års erhvervserfaring udenfor den politiske = glad smiley. 3 til 9 års erhvervserfaring = mellemfornøjet smiley. Under 2 års erhvervserfaring = sur smiley”, skriver professoren på sin Facebook-side, men trækker dog i land lidt senere og kalder det en ”spøg”.

Professor Nedergaards indlæg er dybt symptomatisk for en debat, der har kørt igennem længere tid om politikere, der mangler erfaringer fra det virkelige liv.

Andre debattører har på det seneste gjort samme eller lignende tanker som Professor Nedergaard: Professor Peter Kurrild-Klitgaard mener, at de mange unge politikere tjener så mange penge, at de ikke laver de nødvendige reformer, fordi de frygter for vælgernes dom; Journalist Lars Olsen har skrevet cirka 117 bøger, klummer og kronikker om, hvordan skæv rekruttering af politikere er et demokratisk problem; innovationsrådgiver Frederik Wiedemann finder det et problem at unge politikere får indflydelse, fordi de er naive; og Politikens Bjørn Bredal mener ligefrem, at det er synd for de unge politikere, at de sådan mister deres ungdom.

At Folketinget er fyldt med folk, der ville modtage en sur smiley på Professor Nedergaards skala, er naturligvis rigtigt. Men bliver man en bedre politiker, fordi man har stået ved samlebåndet på fabrikken, bag katederet i klasselokalet eller siddet på traktoren og pløjet marken? Med historiske briller er det få af landets toppolitikere, der ville få andet end en sur smiley: Hverken Thorning, Løkke, Fogh eller Nyrup kan fremvise et eneste fuldtidsjob, der ikke handler om politik - og Schlüter kan måske lige skrabe erhvervserfaring nok sammen til en mellemfornøjet smiley efter en periode som først advokatfuldmægtig og siden advokat.

Men måske er det på tide at vende diskussionen lidt på hovedet.

I stedet for at pege fingre af de unge, skulle man i stedet overveje, hvorfor de gamle vælger politik fra. Hvorfor er det at en hel generation af folk, der nærmer sig eller har passeret de 50 er så kloge, at de kan sidde trygt i deres elfenbenstårne på landets højere læreanstalter eller på landets avisredaktioner og pege fingre af dem, der rent faktisk gider deltage i det politiske liv, med alt hvad det indebærer af offentlig spot, tilsvining og latterliggørelse og risiko for, fra den ene dag til den anden, at miste sit arbejde?

Hvorfor er denne generation, dem der var unge i starten af 80’erne, nærmest fraværende i det politiske liv i dag? Mangler de bare talentet, mistede de idealismen eller skete der det, at de efter at have oplevet politik fra nært hold valgte at sige tak, men nej tak til en skidt tilværelse, langt fra familie, med ringe indflydelse på eget arbejde og en løn, som absolut ikke får universitetslektorer til at spærre øjnene op? Hvorfor tager de ikke selv ansvar for at vælgerne får lidt bredere muligheder ved næste valg?

“Decisions are made by those who show up”, siger man i USA og måske skulle professor Nedergaard, professor Kurrild-Klitgaard og alle de andre kloge hoveder, der bliver ved med at beklage sig over kvaliteten af politikere, futte en tur i ned i den lokale partiforening og stiller sig til rådighed for folkestyret? Partierne er i øjeblikket ved at stille kandidater op til kommunalbestyrelser landet over, og jeg er sikker på at så store kapaciteter, med al deres erfaring fra andet end politik, vil blive taget imod med kyshånd.

Måske kan den ældre generation så vise den generation af unge politikere, hvordan verden i virkeligheden hænger sammen.