Det er i disse dage meget populært for mange af mine gode partikammerater, at lave Facebook-opslag, hvor de fortæller, at netop ved at støtte en storlockout, værner de om den danske model.

Men hvorfor det store behov for opdateringer, hvis det er så indlysende? Måske fordi det netop ikke er indlysende.

I 2008 støttede Socialdemokratiet ikke en stor lockout, men jeg mener at kunne huske, at vi også dengang var tilhængere af den danske model.

Når man både er arbejdsgiver og lønmodtager
En overenskomstkonflikt på det offentlige område er altid svært for mange socialdemokrater, som lige nu står med en fod i begge lejre. På den ene side er vi blevet valgt til at være arbejdsgivere, men på den anden side er vi mange som er offentligt ansatte og fagligt aktive.

Det er en del af den socialdemokratiske identitet at være på lønmodtagernes side, men vælgerne har ønsket at vi skal være arbejdsgivere.

Jeg er selv socialdemokratisk lokalpolitiker i København, men jeg er samtidig også kommunalt ansat brandmand og fællestillidsmand for cirka 250 brandfolk.

Jeg er vokset op i en rød familie i København, og fra lille sad jeg på mine fars skuldre, blandt de røde faner hver 1. Maj i Fælledparken.

For mig har det altid været indlysende at skulle være socialdemokrat og værne om de socialdemokratiske værdier.

Kasketterne trykker
I disse dage er virkeligheden den, at det er udfordrende at være socialdemokratisk lokalpolitiker samtidig med, at være kommunalt ansat medarbejder og tillidsmand.

Jeg bliver på min arbejdsplads dagligt mødt med spørgsmålene; “Hvorfor mit parti ikke vil støtte arbejderne?”, “Hvordan vi kan kalde os et arbejderparti, når vi ikke stopper en så stor lockout mod netop arbejderne?” og “Hvorfor vi ikke bakker fagbevægelsen op?”

Rigtig gode spørgsmål og spørgsmål som jeg også har stillet mig selv. For jeg mener ikke, at vi i Socialdemokratiet bør lægge stemmer bag en så stor lockout, på det kommunale og regionale område, som der er lagt op til. Og når man nu har gjort det, så savner jeg et socialdemokratisk argument hvorfor.

Jeg forstår, at lockout-muligheden er et redskab i værktøjskassen som staten og kommunerne kan benytte, men vi i Socialdemokratiet burde have sikret fagbevægelsen og arbejderne en fair kamp, og kun tilladt en lockout på samme størrelse som den varslede strejke.

Hvis det ender med konflikt, så kan det resultere i en tømt strejkekasse og et regeringsindgreb med et blåt aftryk. Og det er ikke nogen sejr for lønmodtagerne.

Mine kollegaer savner at se Socialdemokraterne kæmpe lønmodtagerne kamp og det tror jeg også gælder for mange andre lønmodtagere. Jeg tror stadig på den danske model og jeg vil kæmpe for den!

Jeg håber der bliver fundet en løsning, så vi kan undgå en storkonflikt.

 

Andreas Keil er medlem af Borgerrepræsentationen i København for Socialdemokratiet.