Annonce

Mette F: Regeringen har taget et skridt til højre

”Der er jo ikke noget tryghed forbundet med at arbejde længere, hvis man har en nedslidt krop” lyder det fra Mette Frederiksen. Socialdemokratiets partiformand tager pulsen på den nye trekløver-regering og afviser, at den nye regering på nogen måde bliver leveringsdygtig i tryghed.
”Jeg vil i høj grad betvivle, om vi har fået en ny start. Så vidt jeg kan se, har vi fået en regering, der i allerhøjeste grad bygger videre på Venstre-regeringens regeringsgrundlag med det oveni, at man i virkeligheden tager et markant skridt til højre. Man går endnu længere ud med et privatiseringsønske, endnu flere arbejdsudbudsreformer og allerede nu taler man om en endnu senere tilbagetrækning. Og oveni i alt det lavere økonomisk vækst (i den offentlige sektor, red.) – det vil sige endnu flere besparelser på velfærden. Det er en regering, der har taget et skridt til højre.”

Sådan lyder vurderingen fra Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, da Netavisen Pio mødte hende på Christiansborg til en snak om status på dansk politik lige nu, efter en turbulent periode med valgrygter og regeringsrokade.

Og mens Mette Frederiksen sagtens kan forestille sig, at der kommer mere ro på de interne stridigheder i regeringen - hvilket hun også peger på kan føre til, at der ikke bliver truffet ret mange beslutninger - så anbefaler hun altså ikke, at vælgerne skal tro på en ny begyndelse.

Ingen velfærdsnedskæringer for S-mandater
Når Mette Frederiksen kigger på den nye VLAK-trekløverregering og dens regeringsgrundlag, så er det især to ting der optager hende, de planlagte nedskæringer på velfærden og regeringens planer om at hæve pensionsalderen.

”Det har kostet velfærdssamfundet dyrt, at der er blevet forhandlet et nyt regeringsgrundlag. Statsministeren sagde da han præsenterede sin 2025-plan, at 0,5 procent var absolut nødvendigt. Det var allerede for lavt dengang, men nu går man så endnu længere ned. Hvis der er flere, der bliver ældre og noget, der bliver dyrere, så skal vi jo bruge flere penge for bare at få det samme. Det, regeringen lægger op til nu, er at afsætte færre penge end det, der er behov for. Det vil komme til at betyde direkte besparelser og fyringer.”

Det vil komme til at betyde direkte besparelser og fyringer

Netavisen Pio: Er der nogen områder, hvor du forventer, at Socialdemokratiet vil samarbejde med den nye regering?

”Hvis man ønsker, at den nedslidte danske lønmodtager, som i forvejen har svært ved at holde fast i sin tilknytning til arbejdsmarkedet, skal arbejde mere, for at der kan gives topskattelettelser, så er svaret nej. Det er ikke den rigtige retning for Danmark. Jeg tror ikke på, at vi bliver rigere eller dygtigere af det. Og det er grundlæggende uretfærdigt. Så der kommer de socialdemokratiske mandater ikke i spil.

Men vi har indtil nu kunnet samarbejde om noget, og det kan vi også gøre fremadrettet. Hvis vi kan få regeringen til at opgive den der blinde tro på, at hvis bare man laver besparelser i det offentlige og giver efterfølgende skattelettelser, så kommer væksten. Hvis vi kan få dem overbevist om, at deres ønske om skattelettelser er mere ideologisk betinget, end det har rod i virkeligheden, så mener jeg godt, at vi kan lave en bredt funderet erhvervs- og vækstpolitik, som understøtter skabelse af danske arbejdspladser."

Mette F: De nedslidte får ingen tryghed af at arbejde længere
Begrebet ’tryghed’ har de seneste fyldt mere og mere i den offentlige debat. Den nye justitsminister kalder sig  tryghedsminister, mange partier taler om tryghed for boligejerne og også Lars Løkke brugte begrebet da han citerede LO-formand Lizette Risgaard for at sige ”Utrygge mennesker tøver. Trygge mennesker tør.”.

Mette Frederiksen tvivler dog på, at regeringen skaber mere tryghed for de ansatte i den offentlige sektor.

”Jeg tror ikke, at der er mange offentligt ansatte, der tror, at det bliver bedre at arbejde i sundhedsvæsenet eller ældreområdet, hvis der skal skæres 14 milliarder. Selvom det netop er det, som statsministeren påstår. Der er for meget af det der newspeak i det, statsministeren siger. Vi må love hinanden som socialdemokrater, at vi ikke går ned ad den vej. Vi må stå på mål for den politik, som vi fører. Hvis man ønsker at give penge til topskattelettelser betalt af, at folk skal arbejde længere og besparelser i offentlige sektor, så må man sige det, som det er. Og statsministeren gør i virkeligheden det modsatte.”

Hvis man ønsker at give penge til topskattelettelser betalt af, at folk skal arbejde længere og besparelser i offentlige sektor, så må man sige det, som det er

Målet om at skabe tryghed omkring danskernes pensionsalder, bliver en af det nye års helt store kampe for Mette Frederiksen og Socialdemokratiet.

”Der er jo ikke noget tryghed forbundet med at arbejde længere, hvis man har en nedslidt krop. Det er det, man glemmer her på Christiansborg. I al respekt for mine i øvrigt udmærket kolleger, så virker det som om, de tror, at alle har det samme arbejdsliv. Det er jo ikke rigtigt. Hvis du har gået og gjort rent det mest af dit arbejdsliv, så er der et tidspunkt, hvor dine knæ eller hofte begynder at gøre ondt. Eller hvis du står som  bagageportør ude i Kastrup Lufthavn, så skal der altså flyttes rigtige mange kufferter, hvis du skal arbejde et halvt år mere. Og sådan kunne jeg jo fortsætte.”

Der er jo ikke noget tryghed forbundet med at arbejde længere, hvis man har en nedslidt krop

Mette Frederiksen afviser også yderligere arbejdsmarkedsreformer, hvor det handler om at skrue mere op for arbejdsudbuddet, eksempelvis ved at skrue på dagpengene. Det vil ifølge hende blot skabe mere utryghed.

”En regering, der lægger op til at udvide arbejdsudbuddet så meget, som den her regering gør, skaber mere utryghed og ikke mindre. Derfor er hverken Lars Løkke, trekløver-regeringen eller Anders Samuelsen et svar på den utryghed, der er i vores samfund. Og som er helt reel.”

Løsning: Bekæmp uligheden, prioriter velfærden og uddan lønmodtagerne
Mens trygheden måske er ved at blive et mål for en stadig større dele af det politiske spektrum, som er repræsenteret på Christiansborg, så er det store spørgsmål, hvordan Mette Frederiksen og hendes parti mere konkret vil føre politik, der øger trygheden i den danske befolkning.

Det kræver dog i første omgang, at politikerne erkender at utrygheden derude er reel.

”Først og fremmest ved at vedkende os, at mange af dem, der føler sig utrygge, faktisk har ret. Det er ikke noget med, at man bare skal lytte, det skal vi også, men vi skal også forstå, at deres følelser har hold i virkeligheden. Det er min påstand, at hvis du er almindelig dansk lønmodtager uden ret meget uddannelse og er kommet lidt op i årene, så er det faktisk blevet sværere at være på arbejdsmarkedet, end det var for 20 år siden. Det er også den oplevelse man har, når bor ude i landdistrikterne, hvor der er blevet længere til sygehus, rådhus og måske også til den lokale skole. Den er god nok, der er nogle vilkår, som har gjort det sværere. ”

Netavisen Pio: Men hvordan gør vi det så i praksis?

”Det løser vi for det første ved ikke at gøre forskellene større. Og det er jo netop det, den her regering gør ved at øge uligheden og gøre de skel, der allerede er i dag, endnu mere markante. Det er punkt et, at lade være med at gøre det. Lad være med at indføre kontanthjælpsloft og lad være med at give topskattelettelser. Punkt to; prioriter vores velfærdssamfund, sørg for, at det er trygt, og at der er en skattebase, der kan finansiere velfærden og endelig punkt tre; sats på kompetencer og kvalitet for vores danske lønmodtager.”

Jens Jonatan Steen er chefredaktør på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet