Som tidligere beskrevet her på Netavisen Pio, så skal Socialdemokratiet i gang med at diskutere nyt principprogram. Her skal de klassiske socialdemokratiske værdier sættes ind i en moderne sammenhæng og beskrives med et moderne sprog, som udvalgets sekretær, Dan Jørgensen, har forklaret til Netavisen Pio.

Et af de ord, som med garanti vil optræde i det nye principprogram, er ordet ’Frihed’. Sammen med ’Lighed’ og ’Solidaritet’ har det været med fra den socialdemokratiske bevægelses spæde ungdom. Men hvad mener socialdemokrater egentligt, når de taler om frihed? Og har det ændret sig over tid – havde Pio, Brix og Geleff den samme opfattelse af frihed, som Auken, Nyrup og Lykketoft?

Netavisen Pio har set nærmere på, hvordan opfattelsen af frihed har udviklet sig i de seks hidtidige principprogrammer, Socialdemokratiet har vedtaget fra 1876 og frem til 2004.

Du kan i øvrigt læse mere om de enkelte principprogrammer her.

1876: Arbejderstanden skal være fri fra undertrykkelse
I Gimleprogrammet hedder det: ”For at befri Arbejderstanden for den Byrde, som bestandig ligger paa den, udfordres det, at Arbejdsmidlerne bliver fælles Ejendom og staar til Afbenyttelse for alle Medlemmer i Samfundet, saa at det rene Udbytte tilfalder Enhver og bliver uddelt paa en retfærdig Maade”.

To forhold er interessante at bide mærke i fra Socialdemokratiets første principprogram. For det første, så tales der altså ikke om frihed, men om at befri, det vil sige om at undgå en ydre tvang, som arbejderne var underlagt under den kapitalistiske produktionsform. For det andet, så er frihed her et kollektivt begreb: Det er ikke det enkelte menneske, men klassen, Arbejderstanden, der skal sættes fri fra den ydre tvang.

1913: Ufrihed skyldes kapitalismen
I principprogrammet fra 1913 hedder det: ”Overklassens Herredømme over Produktionsmidlerne medfører politisk Ufrihed, social Ulighed, Splid mellem Nationerne og skaber Elendighed for Samfundets produktive Medlemmer (...) Arbejdernes Frigørelse maa være Arbejderklassens eget Værk”.

I principprogrammet fra 1913 er frihed stadig et kollektivt projekt, i det der tales om, at Arbejderklassen skal sættes fri fra den undertrykkelse, der følger af den kapitalistiske produktionsmåde. Frihed og opgør med kapitalismen er altså stadig nær forbundet, og arbejderklassens frihedskamp handler derfor fortsat om at afskaffe den private ejendomsret til produktionsmidlerne.

1961: Menneskets frihed sikres gennem demokratisering
I programmet Vejen Frem fra 1961 står der, at ”Den demokratiske socialisme har som mål at frigøre mennesket, sikre dets tryghed og give det mulighed for en fri udvikling under ansvar over for fællesskabet (…) Den demokratiske socialisme må derfor arbejde for en demokratisering af hele samfundslivet, så det enkelte menneske får forudsætninger for frit valg, erhvervsmæssigt og kulturelt.”

I 1961 kapitalismen trådt i baggrunden som den altdominerende fjende, der skal bekæmpes. I stedet for Arbejderstanden er det nu det enkelte menneske, som er kommet i centrum for det socialdemokratiske frihedsprojekt. Frihedsprojektet en er blevet et mere positivt og mindre konfrontatorisk.

1977: Frihed er opgør med social arv
I principprogrammet fra 1977 hedder det, at ”Den demokratiske socialisme har som mål at frigøre mennesket, sikre dets tryghed og give det mulighed for en fri udvikling under ansvar overfor fællesskabet. Den demokratiske socialisme bygger på respekten for mennesket og viljen til at skabe lige muligheder for alle. (...) Samfundet skal modvirke de forskelle, der er grundlagt gennem arv og miljø, så ingen på grund af begrænsede forudsætninger forhindres i at leve en rig og meningsfyldt tilværelse”.

Her lanceres frihed som et opgør med den negative sociale arv, der skaber ulighed fra barnsben og som sætter sig spor langt op i livet. Samtidig kobles spørgsmålet om frihed nu sammen med målsætningen om lige muligheder for alle. Samfundet skal skabe de rammer, der sikrer frihede for alle, ved at arbejde for blandt andet uddannelse og arbejde til alle.

1992: Frihed og lighed går hånd i hånd
I programmet Det ny århundrede står der om frihed, at ”Ægte frihed eksisterer kun, når både politiske og sociale frihedsrettigheder består. Enhver borger skal have ret til medbestemmelse om sin egen hverdag og om samfundets indretning på alle niveauer. (…) Frihed og lighed er ikke hinandens modsætninger, men hinandens forudsætninger eftersom reel frihed forudsætter, at alle gives lige muligheder for at udfolde sin frihed.”

I 1992-programmet ses frihed som forbundet med rettigheder, det vil sige, at det enkelte menneske har rettigheder, politiske såvel som sociale, i forhold til fællesskabet. I de tidligere programmer var rettighedstænkningen primært møntet på civile rettigheder som ytrings- og forsamlingsfriheden. Ligesom i 1977-programmet fastholdes en tæt kobling mellem frihed og lige muligheder. Det er fortsat op til samfundet at skabe de nødvendige rammer, men opgøret med kapitalismen fremhæves nu ikke længere som en forudsætning for friheden.

2004: Frihed handler om livsmuligheder
I det seneste principprogram Hånden på hjertet hedder det, at ”Frihed handler først og fremmest om livsmuligheder. For os er fællesskabet og de muligheder, fællesskabet giver os, den eneste vej til at sikre det enkelte menneske frihed til at forfølge sine drømme og udnytte sine evner. Fællesskabet er ikke frihedens modsætning, men dens forudsætning”.

Her ligger opfattelsen af frihed tæt på den fra 1992. Der tales altså ikke længere om ”arbejderklassens” frigørelse fra den kapitalistiske undertrykkelse, men om frihed som et projekt, der handler om livsmuligheder for den enkelte.

Fra kollektivt til individuelt fokus
De sidste 100 år er altså sket en forskydning i, hvordan frihed opfattes. Hvor frihed i slutningen af det 19. århundrede først og fremmest var kollektiv og fokusere på at give arbejderklassen frihed fra undertrykkelse og udbytning, så er den i starten af det 21. århundrede i højere grad individuel og fokusere på at give frihed til at udfolde sig selv som menneske.

Samtidig er fællesskabets rolle ændret. Fællesskabet ses i dag som forudsætningen for friheden, men ikke længere målet for friheden. Det er i dag det enkelte menneske, som er målet for friheden, mens fællesskabets rolle er at sikre optimale rammer for, at hvert enkelt menneske kan udleve sine drømme.