Lytter man til debatten om topskat, kan man få det indtryk, at der ikke er sket noget på skatteområdet i Danmark de sidste mange år.

Da regeringen i sidste uge præsenterede sit skatteforslag, beklagede skatteminister Karsten Lauritzen sig eksempelvis over, at de samlede skatter ikke er blevet sænket de sidste mange år: ”Der har ikke været flertal for at sænke skattetrykket. Det er desværre ingen hemmelighed, men jeg synes som liberal skatteminister, at det er beklageligt”.

Samme toner lød forleden fra professor Peter Kurrild-Klitgaard, som i Børsen skrev, at ”I snart 50 år har skiftende borgerlige regeringer ønsket at sænke skatterne, men når der endelig er sket noget, er det i praksis kun blevet til skatteomlægninger, hvor en lettelse ét sted er matchet af forhøjelser et eller flere andre steder.”

Kilde: Skatteministeriet

Den megen fokus på det samlede skattetryk overser imidlertid det faktum, at der de seneste årtier er sket ganske betydelige forandringer af vores skattesystem, som har haft stor betydning for, hvem der betaler hvor meget: På 30 år er den højeste marginalskat på lønindkomst – altså den skatteprocent, de højest lønnede betaler af den sidst tjente krone – nemlig sat ned fra 73 procent til 56 procent. Et fald på 17 procentpoint.

[content_block id=39720 slug=marginalskat-og-skattetryk]

Det markante fald i marginalskatten har haft stor betydning for uligheden i samfundet. Det forklarer Jonas Schytz Juul, der er analysechef i AE-Rådet, til Netavisen Pio: ”Over de sidste 16 år er der givet skattelettelser for 52 milliarder kroner, og langt størstedelen af gået til de rigeste i samfundet, blandt andet fordi man har sænket marginalskatten. Og den vej lægger regeringen op til at fortsætte med sit forslag om at fjerne loftet over beskæftigelsesfradraget”.

VLAK-regering vil sænke marginalskatten yderligere
Blandt de reformer, der har givet store gevinster til de allerrigeste, peger han blandt andet på skattereformen fra 2009, der afskaffede mellemskatten og dermed sænkede den højeste marginalskat med seks procentpoint.

En opgørelse fra AE-Rådet, som er lavet på baggrund af tal fra Finansministeriet, viser, at der siden 2002 er blevet sænket skatter og afgifter for i alt 52 millioner kroner. Af dem er størstedelen, de 29 milliarder de 29 milliarder gået til de 20 procent rigeste.

De 10 procent rigeste har i gennemsnit fået sænket skatten med 33.000 kroner om året, mens de fattigste 10 procent kun har fået 1.000 kroner mere om året. Konsekvensen er, at uligheden er steget med 1,4 procentpoint målt ved den såkaldte ginikoefficient.

Og ser man på VLAK-regeringens netop offentliggjort skatteudspil, så lægger regeringen op til at videreføre den vej, lyder det fra Jonas Schytz Juul:

”Regeringen vil fjerne loftet over beskæftigelsesfradraget, hvilket jo svarer til at sætte marginalskatten ned for de højeste indkomsterne. Og finansieringen vil man blandt andet hente fra de penge man spare ved at indføre kontanthjælpsloftet, og ved at skære yderligere fem milliarder kroner på overførselsindkomsterne. Det vil entydigt omfordele fra dem der har meget til dem der har mindst.”

Fokus i skattepolitikken blev ændret under Fogh
Jonas Schytz Juul forklarer, at ændringerne i marginalskatterne over de sidste 30 år kan ses i to faser. I den første fase handlede det primært om at ændre strukturen i skattesystemet, så det blev mere robust:

”I slutningen af 1980’erne og begyndelsen af 1990’erne sænkede man den øverste marginalskat. Til gengæld bredte man skattebasen ud, ved at man udhulede værdien af en række fradrag. Formålet var at gøre skattesystemet mere robust, og det var der meget fornuft i. Jeg plejer at bruge det billede, at vi tidligere havde et skattesystem, der var en højt, smalt tårn med smal skattebase og høj marginalskat. Det ændrede man til et bredere fundament, hvor skattebasen var større og marginalskatterne lidt lavere”.

Det er blandt andet værdien af rentefradraget, der siden 1980’erne er blevet reduceret af flere omgange. I 1993 indførte Nyrup-regeringen desuden arbejdsmarkedsbidraget, der er en såkaldt bruttoskat, der opkræves inden der gøres brug af fradrag. Det betød, at de højest lønnede kunne trække færre penge fra i skat. Men fra starten af nullerne ændrede skattereformerne karakter, mener Jonas Schytz Juul:

”Fra starten af 00’erne gik man den anden vej. Man fortsatte med at sænke marginalskatterne, men samtidig indførte man nye fradrag, der gjorde skattebasen smallere, blandt andet beskæftigelsesfradraget. Det handlede ikke længere om at gøre skattesystemet mere robust, i stedet blev der givet store skattelettelser til de allerrigeste”.

Størrelse uændret – sammensætningen ændret
Tilbage står så spørgsmålet om, hvorfor skattetrykket er uændret, når marginalskatten er sat markant ned.

”Flere af de skattereformer man har lavet, blandt andet 2010-skattereformen, har været fuldt finansieret. Man hævede blandt andet en række afgifter for at finansiere den. Derfor er det samlede skattetryk ikke ændret ret meget, men der er ændret meget på sammensætningen af skattebetalingerne, fordi nedsættelsen af skatter især er kommet de rigeste til gode”, fortæller Jonas Schytz Juul.