Sproget er en politisk kampplads, hvor vi definerer virkeligheden. Derfor må meningsdannere og politikere på venstrefløjen også være opmærksomme på, hvordan de taler om virkeligheden, så højreorienterede ord og begreber ikke vinder dominans i den offentlige debat. Her er syv bud på ord, som venstrefløjen bør bruge noget mere.

1. Skattesænkning eller skattenedsættelse
Lad os stoppe med at bruge udtrykket skattelettelse. For i dét ord er der en forståelse af skat som en byrde, man helst vil være fri for. Sådan er det selvfølgelig ikke hos os på centrum-venstrefløjen. Skat er et solidarisk bidrag til en stærk velfærdsmodel. Den nu tidligere norske statsminister Jens Stoltenberg har i Norge haft succes med tale om ”skattekutt” i stedet for skattelettelser. Lad os i Danmark tale om skattesænkninger eller skattenedsættelser.

Op til sidste folketingsvalg gik S og SF til valg på en såkaldt betalingsring rundt om København. Det var ikke verdens bedste politiske kommunikation. Hvorfor kaldte partierne den ikke for en miljøring eller lignende?

2. Fælleskasse og sammenskudsgilde
Ord som statskasse eller statsfinanser er både farveløse og kedelige. Vi på venstrefløjen skal blive bedre til at give vores sprog bestemte værdier – især når vi taler om økonomi. Lad os beskrive det med en metafor, som vi forstår: Statskassen er en fælleskasse, som vi hver især bidrager til for det fælles bedste, og vores samfundsmodel er som et stort sammenskudsgilde.

3. Højreorienteret og højrefløj
Når vi taler om liberalister, konservative og andre på den anden fløj, bruger vi ofte samlebetegnelsen borgerlig. Men borgerlig er oftest et positivt ladet ord, som bl.a. relaterer sig til borgerlige rettigheder som ytringsfrihed og ejendomsret samt retssamfundet. Lad os da kalde dem, hvad de er: højrefløjen eller de højreorienterede partier.

4. Privatisering
Når markedskræfterne bider sig ind på offentlig grund, særligt i velfærdssektoren, har det mange betegnelser. Vi støder på udtryk som udlicitering, fritvalgs-ordning og konkurrenceudsættelse, men i sidste ende er de alle pæne ord for, at private virksomheder skal opnå profit på offentlige opgaver – oftest velfærdsopgaver. Lad os kalde en spade for en spade og tale om privatiseringer.

5. Fattigdomsydelser
VK-regeringen indførte sammen med Dansk Folkeparti både et kontanthjælpsloft og starthjælpen, hvor sidstnævnte var en nedsat kontanthjælp til indvandrere. Ordet lyder ganske positivt og leder tankerne hen på, at man lige skal hjælpes i gang. Men i praksis er det en langt lavere kontanthjælp. Særligt Socialdemokraterne har formået at italesætte starthjælpen og kontanthjælpsloftet som fattigdomsydelser. Det kunne man blive ved med.

6. Velfærdsstop
Anders Fogh Rasmussen lancerede sit skattestop, og nu taler Lars Løkke om et byrdestop for danske virksomheder. Det lyder jo ganske rart alt sammen, at ”byrderne” skal høre op, men i praksis er det jo en forringelse af finansieringsgrundlaget for vores sundhedsvæsen, uddannelsessektor og ældrepleje. Vi kunne jo begynde at kalde det for et velfærdsstop.

7. Miljøring
Den er måske ikke så aktuel længere, men vi tager den med alligevel. Op til sidste folketingsvalg gik S og SF til valg på en såkaldt betalingsring rundt om København. Det var ikke verdens bedste politiske kommunikation. Hvorfor kaldte partierne den ikke for en miljøring eller lignende? Det fortæller jo langt mere om initiativets formål. Og mon ikke danskerne hellere vil have en miljøring til gavn for klimaet end en betalingsring til gavn for … betalingen.

Jakob Esmann (f. 1993) studerer retorik på Københavns Universitet, sidder i DSU’s forretningsudvalg og er studentermedhjælper på Netavisen Pio.