Annonce

Tidligere lokal DSU-formand vil afløse Rosenkrantz-Theil

Tidligere lokal DSU-formand har som den første annonceret, at han vil afløse Pernille Rosenkrantz-Theil som folketingskandidat i Vordingborgkredsen.
Socialdemokraterne i Vordingborg leder efter en ny folketingskandidat, efter at Pernille Rosenkrantz-Theil har annonceret, at hun er på vej til Østerbrokredsen. Og selvom intet formelt er besluttet, så har der allerede nu meldt sig en interesseret afløser, Jonas Ring Madsen, på banen.

Jonas Ring Madsen har ikke tidligere være opstillet til noget politisk hverv, men han er medlem af bestyrelsen i den socialdemokratiske partiforening på Vesterbro.

Han er dog opvokset i den lille by Kalvehave, der ligger ved foden af Dronning Alexandrines Bro i Vordingborg Kommune. Som 16-årig meldte han sig ind i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU) som og var derefter med til at starte den lokale DSU-afdeling i Vordingborg op igen.

Derudover har Jonas Ring Madsen en overgang siddet i bestyrelsen i den socialdemokratiske partiforening i Langebæk og har en periode været praktikant for socialdemokraterne på Christiansborg.

”Jeg er blevet opfordret til at stille op, og det er med stolthed, at jeg har lyttet til og overvejet denne opfordring. Derfor er det med glæde og stor ydmyghed, at jeg melder mig som kandidat på næste generalforsamling i Vordingborgkredsen, hvor jeg håber at få den fornødne opbakning,” siger han til Netavisen Pio og fortsætter:

”Det vil være en drøm, der går i opfyldelse for mig, hvis jeg skulle være så heldig at få opbakning til at repræsentere Vordingborgkredsen. Jeg er født og opvokset her, og identificerer mig med den hverdag, som præger de fleste mennesker i Vordingborg kommune.”

Jonas Ring Madsen er uddannet cand.scient.adm. (politik og administration) fra Aalborg Universitet og er 32 år gammel. Han arbejder til dagligt som politisk konsulent i uddannelsessektoren.

Han har tidligere været ansat i blandt andet Arbejdsmarkedsstyrelsen og i Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen i Københavns kommune. Han bor i dag i Solrød Strand sammen med kæreste Lotte.

Der er planlagt generalforsamling den 16. marts.

David Troels Garby-Holm er forhenværende redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet