I håbet om at fange de ideologiske strømninger og kongstankerne hos tidens toneangivende socialdemokrater, så er turen nu kommet til undervisningsminister Christine Antorini, der har indvilget i at dele hendes perspektiv på den politiske position, som hun tager størst afstand fra. Hun tager depechen videre fra Erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen, der i sidste uge, der gjorde op med den økonomiske forestilling om trickle-down-effekten.

Pio:  Hvilken idé, person eller politisk tanke er du mest uenig i?

Kombinationen af populisme og nationalisme er skræmmende. Desværre findes kombinationen både på det yderste venstre og det yderste højre. Hos populisterne er svaret på ethvert problem inden for velfærdsstaten at give flere penge, og hos nationalisterne er svaret mod globalisering og international arbejdsdeling at lukke grænserne som værn mod 'dem derude'. Dansk Folkeparti glimrer inden for begge kategorier. P.t. er Thulesen Dahl oppe på at have givet løfter for 155 milliarder kr. (!) med alt lige fra total sanering af kloaknettet til 33 mia kr. efter stormfloden til dagligt bad og ugentlig støvsugning til ældre til 6,5 mia kr. - uden at anvise anden finansiering end det, som nationalister altid peger på: skære u-landsbistanden, lukke for indvandringen og skære i ydelser, der især vil ramme socialt udsatte borgere med anden etnisk baggrund, der bliver låst i endnu større fattigdom, f.eks. ved at genindføre starthjælp og kontanthjælpsloft.

Pio: Og hvorfor er du egentlig så uenig i denne? Hvad din personlig holdning, er den baseret på tidligere oplevelser eller har du en ideologisk baggrund for din uenighed?

CA: Når jeg er grundlæggende uenig i nationalistiske og populistiske synspunkter, er det fordi, det er en sprængfarlig cocktail. Se på konflikter og brændpunkter i verden, hvor vi ikke skal længere væk end til den nyvalgte venstrepopulistiske græske regering, der vandt på EU-modstand som det populistiske svar på mange års dårlig regeringsførelse med deraf skyhøj arbejdsløshed og social forarmelse i landet. Nu hænger regeringen på et ansvar, den ikke er i stand til at kunne løfte, fordi det kræver realistiske pragmatiske internationalt orienterede reformprogrammer, der står i direkte modstrid til det, regeringen blev valgt på. 

De populistiske og nationalistiske partier lever altid højt på at være i opposition. At risikere at komme i regering, er ofte deres langsomme død, som vi også ser det med DF's søsterparti Fremskrittspartiet i Norge, der har mistet mange stemmer, efter det kom i regering og var nødt til at føre realistisk økonomisk politik. Og ser vi på Dansk Folkeparti, er der også en grund til, at Thulesen Dahl ikke går efter at komme i regering. Så skulle han pludselig stilles til ansvar for, hvordan de mange milliarder skulle findes - endda i et Danmark på vej ud af EU, hvis det stod til DF's partiprogram.

Pio: Hvad er det socialdemokratiske og alternative svar på dette område? Hvad bør man i stedet stille op?

Det værste Socialdemokraterne kan gøre mod populister og nationalister er helt at lukke ørerne for deres synspunkter og slet ikke tage debatten. Der er mange borgere, der reelt føler sig udfordret af globaliseringen, f.eks. mange ufaglærte arbejdere i Danmark, der ser deres job overtaget af østeuropæere. Det er netop solidt nationalt og internationalt politisk arbejde, der skal bekæmpe social dumping. Hvis der er noget, som socialdemokrater altid har kæmpet for, er det rimelige og retfærdige løn- og arbejdsvilkår.

I de ti år, hvor Dansk Folkeparti lavede finansloven med VK-regeringen, stillede Dansk Folkeparti ikke en eneste gang et forslag til at bekæmpe social dumping. Da regeringen stillede lovforslag mod løntrykkeri i transportsektoren, stemte DF nej. Ligesom partiet modarbejdede og stemte nej til patentdomstolen, der ubetinget er med ti lat sikre jobs og vækst i Danmark. DF har  til gengæld stillet forslag om at begrænse strejkeretten sammen med Venstre. Kaster vi et blik på EU, har Dansk Folkepartis medlem af Europaparlamentet, Morten Messerschmidt, konsekvent modarbejdet hele EU-pakken imod løndumping. Sådan ser sande populister og nationalister ud. De kalder sig den lille mands beskytter, men arbejder for en politik, der konsekvent modarbejder, at den lille mand får lige mulighed som medarbejder og medborger i samfundet. 

 

Christine Antoini (f.1965) har været børne og undervisningsminister for Socialdemokraterne siden 2011. Hun blev indvalgt for partiet i 2005 og har tidligere siddet i Folketinget for SF. Hun er uddannet cand.comm. fra Roskilde Universitet og har været vært på DR2 programmet Deadline samt sekretariatschef for Forbrugerinformationen.

I de kommende uger vil Pio vi fortsætte vores interviewrække Uenigheden med en række S-ministre;  Dan Jørgensen og  Kirsten Brosbøl. Tidligere har Magnus Heunicke, Mogens Jensen og Henrik Sass Larsen været igennem møllen.