Johannes Hage fødtes ind i en af Danmarks rigeste og mest indflydelsesrige borgerfamilier, og deres tilknytning til tidens nationalliberale, der fik gjort op med datidens adel, gennemtrumfet Grundloven og siden tabte sin anseelse, efter tabet til tyskerne i 1864, er på mange måder gjort af et stof, der er værd at læse om.

Det var familien Hage, der satte den berømte guldaldermaler, Constantin Hansen, til at male den grundlovgivende forsamling, et maleri, der blev færdig i 1865, dvs. lang tid efter selve indførelsen af Grundloven. Dette gigantiske maleri hang i familiens imponerende palæ på Kongens Nytorv, hvor datidens betydeligste mænd og kvinder samledes.

Det nye borgerskab

Heidi Laura formår at formidle dette miljø glimrende, og man får virkelig et indtryk af bedre at kunne forstå, hvor gennemgribende dette nye borgerskab forstod sin position som opdragende og dannende for hele samfundet.

Mens grundtvigianerne tog sig af bondestanden, blev blandt andet familien Hage det navn, hvorom dette nye borgerskab formidlede og efterlevede ideen om, at de sammen kunne skabe et samfund, baseret på indskrænket demokrati, en art ånds- og kapitalistisk aristokrati, der havde pligter overfor det omgivende samfund.

Familien Hage giftede sig ind i andre indflydelsesrige familier, der bestod af politikere, meningsdannere, erhvervsbaroner og kunstnere, der i midten af det nittende århundrede steg til tops.

Men tabet til tyskerne blev de nationalliberales banesår, der splittede alliancen

Blandt andet svigersønnen Carl Ploug bestred en betydelig plads i datidens værdidebat, som chefredaktør på bladet Fædrelandet, der var de nationalliberales kamporgan. Det var patriotisme, guldalderens nationalisme og en hyldest til krigen, der skulle samle Danmark under én lov.

Men tabet til tyskerne blev de nationalliberales banesår, der splittede alliancen. De nyrige blev langsomt, men sikkert indlemmet i godsejerstanden, og dannede alliance med J.B.S. Estrups styre, der sammen med kongen sørgede for, at grundlovens diktum om, at demokratiet skulle gælde, ikke blev indfriet.

Reaktionær tidslomme

Her, midt under Forfatningskampen, kommer Johannes Hage ind i billedet som barn af denne indflydelsesrige familie, der nok mærkede, at de tabte politisk terræn, og samtidig blev presset af det mere progressive parti Venstre, der ikke ville finde sig i, at Landstinget knægtede Folketingets mulighed for at øve indflydelse på landets udvikling.

Johannes Hage, der selv havde deltaget i krigen, trak sig tilbage fra Københavns offentlige liv, blev siden godsejer af Nivaagaard, hvor han skabte sin egen lille reaktionære tidslomme.

Som politiker ville han ikke høre tale om reformer, hvor staten skulle blande sig i forbedringer for den ilde stedte befolkning, men samtidig var han særdeles aktiv i at forbedre forholdene for borgerne i sine nære omgivelser, via filantropi.

efterfølgende er det som om, at hun taber tråden til det historiske

Som en sjov detalje, indførte Johannes Hage sin egen møntfod til sine arbejdere, så de ikke kunne bruge deres løn på sprut, som Heidi Laura skriver.

Men, altså, er der virkelig ikke mere at sige om den sag, end at han ville redde de stakkels arbejdere fra alkoholisme, ved at tvinge dem til at bruge deres løn på ham selv? 

Men ellers er alt dette simpelthen fremragende beskrevet af Heidi Laura, men efterfølgende er det som om, at hun taber tråden til det historiske.

Intens antagelse

Johannes Hage forblev ugift hele livet, og han havde aldrig en kæreste.

Dette får Heidi Laura til ret intenst at antage, at han nok var homoseksuel, der ikke ville tabe anseelse.

Heidi Laura gør også en hel del ud af at beskrive hvorledes kvinderne havde enorm betydning i datidens borgerskab, og at deres positioner fortjener en bedre historisk dækning.

Faktisk beskriver hun deres betydning så omfangsrigt og dækkende, at hendes biografi om Johannes i virkeligheden handler mere om disse kvinder, hvilket egentlig er godt.

Fordi hun jo har ret, og fordi beskrivelsen af deres forvalterrolle i disse husførelser, der udgjorde sociale enklaver for tidens betydeligste personligheder, faktisk er underbelyst.  

Det er tendentiøst, spekulativt og der er ikke skyggen af beviser for det i bogen

Det går først rigtig galt, da hun begynder at beskrive Johannes tilbagetrækning, indkøb af kunst og arbejde med filantropi, som værende noget feminint, og derfor også et tydeligt tegn på, at han nok var homoseksuel eller queer.

Faktisk skriver hun direkte, at hans reaktionære, politiske holdninger nok var sådan et dække over hans faktiske følelser, der ikke måtte komme frem:

“Den selvdisciplinering, som queer mænd fra borgerskabet typisk underkastede sig selv, kan man meget muligt også se manifesteret hos Johannes i form af en politisk strenghed: Hans modstand mod arbejderbevægelsen, hans paternalistiske tilgang, alliancen med Højre. Der var lagt så stramt låg på alle ukonventionelle tilbøjeligheder, at han kunne være lidt af en stivstikker.”

Det er tendentiøst, spekulativt og der er ikke skyggen af beviser for det i bogen.

Det indrømmer Heidi Laura også direkte, og alligevel bruger hun denne tese til at fortolke hans hårdhed, hans kunstneriske smag og meget andet, som indicier. Men overbevisende er det i hvert fald ikke for undertegnede. Ikke at han måske var homoseksuel, hvilket da godt kunne være tilfældet, men alle ”beviserne” på, at han var det, fremstår som noget vrøvl.

Ærgerligt

Og det er i grunden ærgerligt, for selv i dag eksisterer der altså mennesker, der mener at filantropi, en stærk minimering af staten og retten til privatlivets fred er dyder, der kan rette op på samfundet.

De skal vel ikke beskyldes for at være fortrængte homoseksuelle, der gemmer sig bag et maskulint ydre, og som sysler med noget feminint.

Desuden er det nok sandt, at man kunne tabe anseelse og indflydelse, hvis man som mand ikke var godt gift, men ualmindeligt var det dog ikke.

Johannes Hage skænkede som sagt sin malerisamling til staten

Tag for eksempel romanfiguren Torben Dihmer i Henrik Pontoppidans roman ’De dødes rige’. Det er historien om godsejeren, der også bliver politiker, men som fejler i kærligheden. Alligevel havde denne mand dog anseelse og magt.

Det samme kan siges om for eksempel Georg Brandes, der ikke tilegnede sig magt gennem et stabilt ægteskab, og som ovenikøbet agiterede for libertinisme samt en løsrivelse fra ægteskabets stramme, moralske bånd.

Johannes Hage skænkede som sagt sin malerisamling til staten, ligesom mange andre af datidens store forretningsmænd gjorde det samme, omtrent på samme tid. I Heidi Lauras optik gjorde de det, fordi deres dannelsesidealer krævede det.

Nobel

Men hvad nu med for eksempel Alfred Bernhard Nobel, der havde opfundet dynamitten og blevet stenrig, men samtidig blev beskyldt for at være skyldig i massedrab, grundet sin opfindelse? 

I dag husker de færreste dynamitten, men i stedet den pris, der er opkaldt efter ham. Datidens nationalliberale, der havde tabt store dele af landet til tyskerne, var knækket, og selvfølgelig ville de alle sammen gerne pynte på deres eftermæle.

Det er ikke for kynisk at konstatere, at sådan en strategi kun blev skabt ud fra en egoistisk strategi, men det er da værd at bemærke, at det i hvert fald kom til at fungere sådan.

Men, alt i alt, er Heidi Lauras biografi, der mere er en flot og indsigtsrig slægtsfortælling, godt formidlet

Disse stenrige familier huskes ikke længere for måden, hvorpå de tjente deres mange penge, eller måden, hvorpå de udnyttede deres arbejdere.

Ej heller huskes de for deres fejlslagne politikker.

Det er som filantroper og mæcener, at de huskes.

Men, alt i alt, er Heidi Lauras biografi, der mere er en flot og indsigtsrig slægtsfortælling, godt formidlet.

Det er bare ærgerligt, at slutningen drukner i idiosynkratiske spekulationer, der vist mest af alt har at gøre med, hvad der i dag er ”oppe i tiden”.

Heidi Laura: ’Den stille filantrop. Johannes Hage og hans tid’. 287 sider. Illustreret. Gads Forlag, 2023.