Annonce

Ny bog: Verden er alligevel ikke af lave

Med overlegent overblik genfinder Weekendavisen-journalist sin optimistiske barnetro: Det skal nok gå alt sammen. Netavisen Pios chefredaktør, Niels Jespersen, anmelder.
Foto: Sara Galbiati, Gyldendal Medie, 2023
Christian Bennike er aktuel med bogen 'Engang troede vi på fremtiden'.
At McDonald's-restauranter skulle udgøre et effektivt værn mod krig, fremstår i dag som en absurd position. Ikke desto mindre, var det for ikke så forfærdeligt længe siden en udbredt holdning.  

For tilbage i 1990'erne kunne man med lidt god vilje argumentere for at to lande, der begge lagde jord til den populære amerikanske fastfood-kæde, aldrig havde været i væbnet konflikt. Det var før Putin og hans morderiske krige.

Verden var med datidens liberalistiske Erasmus Montanus-logik flad, forstået på den måde, at alle gamle forhindringer i form af politiske og kulturelle grænser var på vej ud. Fremtiden tilhørte dem, der hurtigst muligt kunne frigøre sig fra de nationale fællesskaber.

Det var lufthavnskosmopolitternes tidsalder. En æra hvor eliten rullede deres samsonite-kufferter igennem de samme afgangshaller, før de rejste tusindvis af kilometer for at møde mennesker, der tænkte på samme måde og gik i det samme tøj.

Det er nemt at gøre grin med datidens naivt-optimisme verdenssyn, og det gør Weekendavisen-journalisten Christian Bennike fremragende i sin nye bog ‘Engang troede vi på fremtiden’.

Men samtidig argumenterer han også overbevisende for, at det på et tidspunkt i verdenshistorien efter murens fald gav mening at anse de vestlige liberaldemokratiske samfund som historiens højde- og slutpunkt.

OK, Doomer

Bennike har et skarpt blik for tidsåndens sprog, som det kom til udtryk i populærkulturen. Tag eksempelvis blockbuster-hittet ‘Titanic’ fra 1997. Da filmen udkom, blev den kritiseret for at være venstreorienteret i sin kritik af overklassen.

Men hovedpersonen Jack er ikke en nedslidt industriarbejder, der blev forfulgt på grund af sine fagforeningsaktiviteter. Han var en fri fugl, der sorgløst levede fra hånden til munden og lod forsynet råde.

Jack er symbolet på liberalismen, og så længe overklassen ikke stod direkte i vejen for hans selvrealisering, så havde han ikke noget at udsætte på deres privilegier. De udgjorde blot lidt farverig staffage på Jacks spændende vej gennem livet.

Vi har været i større problemer både før og efter 2. verdenskrig

På samme måde som Jack (uden sammenligning i øvrigt) rejser Bennike igennem sin ungdom og videre gennem verden, hvor han taler med spændende mennesker. Aktivister, embedsmænd, politikere og borgere, der på en eller anden vis har noget i klemme.

Og selv om Bennike har et skarpt blik for de mange kriser, der tårner sig op, så mister han aldrig modet. Bogen er en velkommen modgift til den udbredte pessimisme eller “doomer’isme” på Vestens vegne.

Det er netop evnen til selvkritik og reform, der adskiller os fra diktaturerne og som sikrer, at det alt sammen nok skal gå. Vi har været i større problemer både før og efter 2. verdenskrig, og hver gang har demokratiet vist sig som en overlegen styreform.

Forfatteren vil helst ikke være uvenner med nogen

Bogens forsigtige optimisme er dens styrke, men også dens svaghed. Indsatsen mod hullet i ozon-laget er et godt argument for, at det faktisk er muligt at håndtere en global klima-krise, men deraf følger jo ikke, at det også denne gang vil lykkes.

Hele to gange nævner Bennike hvordan fossil-industrien systematisk har spredt misinformation om faren ved Co2-udledning. Men han nævner ikke, hvordan hans egen arbejdsplads’ favoritkilde CEPOS i 2009 publicerede et bestillingsangreb på vindmøller betalt af kul og olie-lobbyen.

For en journalist fylder mediernes rolle i det hele taget overraskende lidt i Bennikes bog

Eller at der i 00'erne ikke og 10'erne næppe var en alternativ teori, der kunne frikende menneskeheden for ansvaret for den globale opvarmning, som ikke blev meget grundigt og meget positivt dækket i Weekendavisen.

For en journalist fylder mediernes rolle i det hele taget overraskende lidt i Bennikes bog. Når han nu mener, at truslen mod Vestens sammenhængskraft ikke kommer fra racisme og klimaangst, så kunne det havde været interessant at høre en medie-insider vurdere sin egen branche.

Bennike vil som journalist hellere beskrive end tage stilling. Det gør bogen tilgængelig for alle, men også til en lidt fersk oplevelse.

 

'Engang troede vi på fremtiden'. 170 sider. Christian Bennike. Gyldendal. 2023.

Niels Jespersen er chefredaktør på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

At lande med McDonald's ikke går i krig mod hinanden er en fuldfed skrøne:
- USA invaderede Panama i 1989, på trods af den fælles burgerkæde.
- 1990'ernes Jugoslavien havde McDonald's, men landet blev alligevel sønderbombet af NATO.
- Også Indien og Pakistan, der begge spiser McDonald's uden gris og ko, har været i krig.
Rusland udslettede resterne af teorien i Georgien, før Ukraine. Dødstallene under krigene i det tidligere Jugoslavien overgår i øvrigt fortsat den igangværende russiske invasion af Ukraine.

Tilsvarende med frasen om at demokratier ikke slås indbyrdes. Såån nærmest korrekt, men kun ud fra meget håndplukkede definitioner og åremål.

Demokratiet har givet os mange ting. Men det har også givet os adolf Hiltler, som blev demokratisk valgt, klimaudfordringen (som reelt er en katastrofe, som demokratiet ikke formåde at forhindre), samt ødelæggelse af vandmiljøet, flere og flere pesticid forurenede drikkevandsbåringer.

Demokratiet som en overlegen styreform? Det er vist en påstand med modefikationer. Den mangler en bremse, som kan forhindre styreformen leder os ud over afgrunden.