Annonce

Netavisen Pios undersøgelse af kritiserede artikler tilendebragt

Et beklageligt forløb, udtaler chefredaktør.

I oktober 2021 beskrev Ekstra Bladet kopiering og mulige brud på ophavsretten i flere af Netavisen Pios artikler.

Som en konsekvens af den omtalte artikelproduktion blev den ansvarlige medarbejder hjemsendt og er siden fratrådt. De pågældende artikler blev afpubliceret.

Netavisen Pio har efterfølgende foretaget en gennemgang af samtlige artikler, udgivet af den pågældende medarbejder tilbage fra vedkommendes tiltrædelse i juni 2020.

Netavisen Pio konstaterer på baggrund af det arbejde, at yderligere 13 artikler fra den pågældende medarbejder muligvis ikke lever op til reglerne for ophavsret. Derfor er de pågældende artikler trukket tilbage.

Chefredaktør for Netavisen Pio, Niels Jespersen udtaler i den forbindelse:

”Det er et beklageligt forløb, og det er uacceptabelt at kopiere andres tekster og bryde ophavsretten. Det har jeg kraftigt indskærpet over for medarbejderne. Det er mit ansvar, at det ikke gentager sig."

“På Netavisen Pios vegne vil jeg atter undskylde over for berørte medier og ikke mindst journalisterne, hvis arbejde er blevet taget.”

Sideløbende med denne undersøgelse har Netavisen Pio gennemgået sin citatpraksis, og i den forbindelse er det besluttet, at Netavisen Pio fremadrettet vil følge de skærpede citatregler fra Danske Medier fra januar 2020.


Flere artikler om emnet