Podcasts til din mobil

Lyt gratis,

På iPhone: Apple Podcasts

På Android: Podcast Addict

Søg efter Netavisen Pio i app'en og lyt med glæde.

Tingets Tilstand: Regeringen tager fløjlshandskerne af

Målingerne kårer nu Liberal Alliance som ikke bare det ubestridt største borgerlige parti, men også det næststørste parti overhovedet. Samtidig er fløjlshandskerne røget af i regeringen, hvor Socialdemokratiet advarer om Liberal Alliances yderligtgående nedskæringspolitik, og Moderaterne anklager partileder Alex Vanopslagh for populisme og en skør udenrigspolitik.

Er Alex Vanopslagh rustet til at føre næste valgkamp som statsministerkandidat? Og hvorfor tager regeringen allerede nu hul på kampagnen mod Liberal Alliance i stedet for at holde krudtet tørt indtil valgkampen?

For en uge siden landede finansminister Nicolai Wammens (S) overenskomstaftale med ansatte i staten. Den byder på betragtelige lønstigninger til de knap 200.000 statsligt ansatte i Danmark og sætter dermed forventningerne højt for de over 500.000 kommunalt og regionalt ansatte.

Er aftalen et tegn på, at regeringen efterhånden har sluppet de værste bekymringer for inflationen? Og styrker den Wammens position i Socialdemokratiet, hvor han og justitsminister Peter Hummelgaard ses som de to mest sandsynlige kandidater til formandsposten efter Mette Frederiksen?

Det svarer Niels Jespersen og Benny Damsgaard på i denne udgave af Netavisen Pios politiske podcast Tingets Tilstand, hvor de også kommer omkring de nye opdagelser i Samsam-sagen og et opsigtsvækkende valgløfte fra Venstres spidskandidat til Europa-Parlamentet, Morten Løkkegaard.

I studiet:
Niels Jespersen, chefredaktør af Netavisen Pio

Benny Damsgaard, politisk kommentator, lobbyist og tidligere kommunikationschef i Det Konservative Folkeparti