For bag den markante og overraskende tilbagegang på 1,8 procentpoint og fire mandater, gemmer sig en for den yderste venstrefløj trist historie.

Et årtis landvindinger uden for de store byer er stort set tabt. Partiet gik mest markant tilbage på landet, i forstæderne og i købstæderne. Alle de steder hvor det store flertal af danskerne bor og arbejder.

Valgnederlaget blev dermed en kæmpe begmand for Mai Villadsen, Pernille Skipper og Pelle Dragsted, der i et årti har forsøgt at reformere partiet og slagte venstrefløjens hellige køer: 

Den socialistiske revolution og kompromisløse modstand mod EU og NATO.

Målt i fugleflugtslinje er afstanden beskeden, men symbolikken er tydelig

For det har længe været Enhedslisten erklærede mål, at gøre op med fordommene om autonome piercede aktivister. Man skulle i stedet være der, hvor danskerne var flest.

I praksis kan det mærkes ved, at man havde flyttet weekendens årsmøde fra hippe indre Nørrebro til solide og folkelige Valby. Målt i fugleflugtslinje er afstanden beskeden, men symbolikken er tydelig:

Årsmødesalen ligner næsten en af Mette Frederiksens håndboldhaller.

Enhedslisten blødte stemmer i alle retninger

At valgresultatet tages dødsensalvorligt understreges af den interne evaluering som Enhedslisten har lagt frem. Her spares der ikke på selvkritikken. Valgkampen var alt for dårligt forberedt og udført.

Hvor andre partier gemmer deres ømme tæer for medierne, byder Enhedslisten op til træskodans. Det er meget anerkendelsesværdigt.

Problemet er bare, at valgets tale var alt andet end tydelig. Man mistede både stemmer til Socialdemokratiet og det i Enhedslistens optik bovlamme SF, samt det genopstandne Alternativet.

Enhedslisten tog endnu et skridt ind mod midten

For de venstreorienterede aktivister var Enhedslisten for vage, når de “kun” ville lukke halvdelen af dansk kødproduktion. For de vælgere, der ønskede at Mette Frederiksen fortsatte som statsminister, blev de evige trusler om at vælte regeringen trættende i længden.

For rød til de grønne og for grøn til de røde. Venstrefløjens evige dilemma.

Men fordi valgresultatet blev så broget, så materialiserede der sig heller ikke nogen reel udfordring til reformisterne. Ja faktisk, lykkedes det ledelsen at gøre nederlaget til et behov for yderligere professionalisering. Det som mange græsrødder kalder højredrejning.

I stedet manifesterede partiets venstrefløj sig med pacifistiske og defaitistiske udfald mod støtten til Ukraine. Imens blev nedlæggelsen af militæret skrevet ud af principprogrammet og den mere NATO og EU-positive linje stadfæstet.

Enhedslisten tog endnu et skridt ind mod midten.

Der kommer en dag

Spørgsmålet er imidlertid, hvor meget Enhedslisten kan gøre fra eller til. Partiet fik sit folkelige gennembrud under Thorning-regeringens reform-amok.

Da Mette Frederiksen genopfandt Socialdemokratiet som arbejderparti, tog det luften ud af projektet.

Nu indgår S atter i en reform-regering med borgerlige midterpartier. Regeringens konfrontationer med fagbevægelsen giver venstrefløjen gode vækstmuligheder. Enhedslisten kunne ikke bede om et bedre udgangspunkt for en kommende valgkamp.

Til den tid vil socialdemokraterne atter få brug for Enhedslistens mandater.

Samtidig er der ikke noget, der tyder på, at regeringen står foran sit folkelige gennembrud.

I takt med at regeringen knirker i sit svageste led - Venstre, og i takt med at Finansministeriet har afblæst den økonomiske krise, som udgør regeringens grundfortælling nærmer dagen sig, hvor normen med en rød og en blå blok genoprettes.

Til den tid vil socialdemokraterne atter få brug for Enhedslistens mandater. Det er i virkeligheden her Enhedslisten bør evaluere, for rollen som opposition mestrer man intuitivt.

Det er som støtteparti, at Enhedslisten har svært ved at finde sin plads, og det fandt årsmødet ikke nogen løsning på.