Annonce

Inde og ude i Østjylland: Hvem vinder S-mandaterne

En tidligere bykonge, en fremadstormende politisk ordfører og regeringens veteran er blandt kandidaterne, der kæmper om de socialdemokratiske mandater i Østjylland.
Socialdemokraterne fik i 2011 27,2 procent af stemmerne, pænt over landsresultatet på 24,8. Et af landets bedste resultater fik Socialdemokraterne i Randers Nordkredsen, hvor partiet fik 36,6 procent af stemmerne.  Godt hjulpet af afstemningsstedet Nørrevangsskolen, i den nordlige del af Randers by, hvor Socialdemokraterne fik hele 48,0 procent af stemmerne. Det dårligste resultat for Socialdemokraterne var i Hedenstedkredsen med 21,1 procent.

Østjyllands Storkreds har 11 opstillingskredse, som inkluderer fire kredse i Aarhus, to i Randers, Djursland, Favrskov, Skanderborg, Hedensted og Horsens.

Valget gav Socialdemokraterne syv mandater, hvoraf det sidste var et tillægsmandat, der i sidste øjeblik flyttede fra Brønshøj i København til Randers. Det gav valg til forsvarsminister Nicolai Wammen, beskæftigelsesminister Henrik Dam Kristensen, miljøminister Kirsten Brosbøl, politisk ordfører Maja Panduro, gruppeformand Laif Lahn Jensen, miljøordfører  energi- og klimaordfører Jens Joel og Torben Hansen, der ikke har nogen ordførerskaber, fordi han har valgt at stoppe for at hellige sig kommunalpolitikken i Randers.

Socialdemokraterne sidste mandat sidder meget løst, og en tilbagegang fra syv til seks mandater er meget realistisk.

De andre partier i Østjylland er ikke overrendt af stærke kandidater. De radikales leder Morten Østergaard stiller op i Østjylland og vil naturligt bliver voldsomt eksponeret i medierne i valgkampen, og vil helt sikkert forbedre sit personlige stemmetal.

Sidste valgs helt store stemmesluger fra Venstre, Lykke Friis, er stoppet, og derfor er Troels Lund Poulsen og Michael Aastrup Jensen partiets største trækplastre. Desuden får Jonas Dahl fra SF og Ole Birk Olesen fra Liberal Alliance pæne stemmetal. Meget interesse vil der naturligvis også være omkring de konservatives Naser Khader.

Sstemmer Østjylland

Ja, det hed stadig Århus, ikke Aarhus, ved sidste valg.

Beholder Wammen borgmestereffekten
Med 32.119 personlige stemmer var forsvarsminister Nicolai Wammen, der er opstillet i Aarhus Syd, den helt store stemmesluger ved sidste valg. 24 procent af alle vælgerne i Østjylland, der stemte socialdemokratisk, satte deres kryds ved den tidligere Aarhus-borgmester.

Det er et spørgsmål om ikke Wammens meget pæne valg i nogen grad kan tilskrives enborgmestereffekt” og at den vil være aftagende, fordi han ikke længere er førstemand i kommunen. Ser man eksempelvis på kollegaen Nick Hækkerup, som skiftede borgmesterkontoret Hillerød ud med Chrsitiansborg, oplevede han at gå 25 procent tilbage i sit personlige stemmetal fra 2007 til 2011.

Men selv med tilbagegang i den størrelsesorden, så er Nicolai Wammen sikker på det første mandat.

Populær politisk ordfører
Det socialdemokratiske mandat nummer to falder så til politisk ordfører Maja Panduro, Randers Sydkredsen, der som førstegangsopstillet i 2007 fik 7.333 stemmer. Dengang var hun dog i tæt duel med Torben Hansen om stemmerne i Randers. Det er hun ikke denne gang, hvor han stopper og er blevet erstattet af tidligere byrådsmedlem i Randers Malte Larsen. Malte Larsen er ikke officielt ”skyggekandidat”, hvilket vil sige, at han både får plakater og fører kampagne, men vi forventer, at Maja Panduro tager hovedparten af stemmerne i både Randers Nord og Randers Syd.

To ministre på de næste pladser
Beskæftigelsesminister Henrik Dam Kristensen, Horsenskredsen, kan se tilbage på en valgperiode med mange oplevelser, først som transportminister, så tilbage som gruppeformand og så tilbage på ministerholdet i forbindelse med den rokade som Karen Hækkerups exit udløste. Som beskæftigelsesminister overtog han alle regeringens problemer med dagpengereformen, men har i nogen grad formået at lægge en dæmper på debatten.

Dam Kristensen gik lidt tilbage i personlige stemmer ved sidste valg. Det kunne han sagtens gøre igen, men han bliver reddet af, at vælgerne i Horsens ikke stemmer på nogen andre kandidater, men på partiet.

Østjyllands tredje socialdemokratiske minister er miljøminister Kirsten Brosbøl, Skanderborgkredsen, der overtog posten fra Ida Auken i starten af 2014. 37-årige Brosbøl blev første valgt til folketinget i 2005, men det kom alligevel som en overraskelse for de fleste, at hun skulle være minister.

Som minister har hun levet en lidt anonym tilværelse, men har på det seneste fået opmærksomhed som ansvarlig for tilladelsen til at lave forsøg med skiftergas-boringer i Nordjylland. Det fylder i hvert fald meget i kommentarfeltet på hendes Facebookside.

Om den vrede så også når at rykke sig til Skanderborg og omegn er spørgsmålet. Vi tror det ikke.

På syv år har Danmark fordoblet eksporten af vandteknologi til Kina. I dag tog jeg imod den kinesiske vandminister, Chen...

Posted by Kirsten Brosbøl on 11. maj 2015

Kirsten Brosbøls umiddelbart største udfordring er Nicolai Wammen, der tidligere (1997-2004) har været opstillet og valgt i Skanderborgkredsen. Ved sidste valg fik han 2.886 stemmer i Skanderborg og han står derfor for tre ud af fire stemmer, der går til S-kandidater uden for kredsen.

Gruppeformand med god kreds
Det femte og sidste kredsmandat står gruppeformand Leif Lahn Jensen, Djurskredsen, til at få. Djurskredsen er med 14.983 stemmer - lige akkurat den største. Det er en stor fordel for Leif Lahn Jensen, der er en udpræget lokal kandidat, der fik over 90 procent af sine personlige stemmer på Djursland.

Leif Lahn Jensen har i perioden markeret sig meget i debatter om arbejdsmarkedsforhold og djøffiseringen af politik, men et af de mere omdiskuterede indslag var, da han sagde, at han ”intet havde imod ulighed”. Den udmelding fik SF og Enhedslisten helt op i det røde felt.

Brygmann-klon eller Brosbøls barselsvikar
Hvis der falder et sjette (tillægs)mandat i Østjylland, så står det mellem Jens Joel, Aarhus Østkredsen og byrådsmedlem Daniel Toft Jakobsen fra Hedensted Kommune, der er opstillet i Favrskovkredsen og desuden har fået en skyggekandidat hjemme i Hedensted, hvor han var opstillet sidst.

Jens Joel står i Aarhus lidt i skyggen af Nicolai Wammen, men han har en aktiv kampagne med mange unge DSUere og Frit Forum-aktive. Jens Joel vil også være den første til at kapitalisere på en eventuel Nicolai Wammen-tilbagegang, fordi de frigiver stemmer i Aarhus. Sker det, så bliver Jens Joel genvalgt.

Daniel Toft Jakobsen, der i denne periode havde en kort periode i Folketinget som barselsvikar for Kirsten Brosbøl, var ved sidste valg opstillet i den lille Hedenstedkreds, men er denne gang skiftet til Favrskovkredsen (Hammel, Hadsten m.fl.) nord for Aarhus, men har holdt fast i sin gamle kreds, der har opstillet Thyge Risvig som skyggekandidat. Det er de to absolut mindste kredse, men hvis man lægger hans resultat i Hedensted sammen med den tidligere kandidat i Favrskovs, så ville det være nok til at tage det sidste mandat. Men det kræver at han kan holde stemmerne i begge kredse, og kan han ikke det, må Daniel Toft Jacobsen igen tage til takke med pladsen som førstesuppleant.

I den just afholdte ekstraordinære generalforsamling er Thyge Risvig blevet opstillet som Hedensted kredsens folketings...

Posted by Socialdemokraterne i Hedensted kommune on 29. januar 2015

Udover skyggekandidaterne Malte Larsen og Thyge Risvig, så er der yderligere to kandidater, der ikke umiddelbart står ti valg, nemlig den tidligere overvismand Christen Sørensen, der er blevet opstillet i Aarhus Nordkredsen, og hvis politiske dagsorden er at skælde ud på EU’s austerity-politik og Finansministeriets regnemodeller. Om der er et vælgermæssigt publikum til det synspunkt, som ikke allerede stemmer på Enhedslisten, er nok mere tvivlsomt.

Den anden kandidat er Kim Qvist, der er opstillet i Aarhus Vest. Kim Qvist var ved sidste valg opstillet i Haderslevkredsen i Sydjylland, hvor han fik et rigtig pænt valg. Haderslevkredsen som hans far, Poul Qvist Jørgensen, i mange år repræsenterede i Folketinget. Det er nok rimelig sikkert, at antallet af eksil-sønderjyder i Aarhus, der kan huske Poul Qvist Jørgensen med veneration nok til at stemme på hans søn, er begrænset. Det selv om Qvists kampagnekasse er velpolstret.
Netavisen Pio forudser
Bliver helt sikkert valgt
Nicolai Wammen, Aarhus Sydkredsen
Maja Panduro, Randers Sydkredsen

Bliver sandsynligvis valgt
Henrik Dam Kristensen, Horsens
Kirsten Brosbøl, Skanderborg
Leif Lahn Jensen, Djurs
Jens Joel, Aarhus Østkredsen

Bliver sandsynligvis ikke valgt
Daniel Toft Jakobsen, Hedensted og Favrskov

Bliver helt sikkert ikke valgt
Malte Larsen, Randers Nord
Kim Qvist, Aarhus Vest
Christen Sørensen, Aarhus Nord

Vil ikke vælges
Thyge Risvig, Hedensted
Hvem vinder S-mandaterne
Frem mod folketingsvalget valget bringer Netavisen Pio en serie af analyser af hvilke af de socialdemokratiske kandidater, der lige nu står til at blive valgt.

Her er analysen af Københavns Storkreds
Her er analysen af Københavns Omegns Storkreds
Her er analysen af Nordsjællands Storkreds
Her er analysen af Fyns Storkreds
Her er analysen af Sydjyllands Storkreds
Her er analysen af Vestjyllands Storkreds
Her af analysen af Nordjyllands Storkreds

David Troels Garby-Holm er forhenværende redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet