Annonce

Kritik preller af på minister: Afviser at se på overgangsordning for studerende i klemme

Uddannelsesminister Christina Egelund (M): Rimeligt, at nogle studerende må optage studielån i sidste del af deres studie
Foto: Uddannelses- og Forskningsministeriet
Christina Egelund (M), Udannelses- og Forskningsminister
Uddannelsesminister Christina Egelund (M) afviser at indføre en overgangsordning for de universitetsstuderende, som er kommet i klemme på grund af SU-reformen aftalt mellem SVM-regeringen og Liberal Alliance, De Konservative og Dansk Folkeparti december sidste år.

Den nye SU-reform betyder, at studerende, der påbegynder en kandidatuddannelse til sommeroptaget 2025, skal gennemføre deres studier til normeret tid for at kunne få SU. Indtil vedtagelsen af den nye SU-reform kunne man få SU til den normerede studietid plus et år.

Den nye SU-reform rammer de studerende, der blandt andet har skiftet studieretning i tiltro til, at man kunne få SU i et år ud over den normerede studietid. De vil nu løbe tør for SU i slutningen af deres studietid.

“Ikke den store overraskelse”

Det kritiserer blandt andet SF, Danske Studerendes Fællesråd og Dansk Magisterforening. Men kritikken preller af på uddannelsesminister Christina Egelund:

“SF, Danske Studerendes Fællesråd og Dansk Magisterforening er jo modstander af SU-reformen i sin helhed. Så at de også er kritiske over for, hvornår reformen implementeres, er jo ikke den store overraskelse,” siger Christina Egelund til Netavisen Pio.

“Men det er jo rigtigt, at der vil være nogle, som vil stå i den situation - hvis de starter på deres kandidatuddannelse efter 2025 - at de formentlig vil løbe tør for SU i deres sidste måneder af deres uddannelse. Det betyder for dem, at de vil skulle optage et SU-studielån de sidste måneder indtil de bliver færdiguddannede.”

Og det ser ministeren ikke det store problem i:

I Norge står den udelukkende på SU-lån hele vejen

“Nej, for nu får nogle danske studerende så i den allersidste del af deres studietid bare den situation, som norske studerende står over for fra dag et. I Norge står den udelukkende på SU-lån hele vejen.”

“Man står altså ikke uden forsørgelse. Man har mulighed for at optage studielån på gode vilkår.”

“Så kan vi jo aldrig lave noget om”

Kunne man ikke på det her ene punkt - regeringen og forligspartierne - overveje at lave en overgangsordning, så studerende med studieskift ikke kommer i klemme?

“Det mener jeg ikke. Hvis man gjorde det, så sidestiller man ikke studerende. Og det går jeg ikke ind for. Jeg synes, at de, der studerer i samme periode, skal have ens vilkår. Ellers diskriminerer vi. Og det går jeg ikke ind for.”

Nogle kommer i klemme, og det er så prisen for at lave SU-systemet om?

“Det er klart, at når vi ændrer reglerne, så påvirker det dem, som er i SU-systemet. Hvis man skulle mene, at en omlægning ikke må påvirke nogen, så kan vi jo aldrig lave noget om. Men man opererer jo som borger i et samfund ud fra de omstændigheder, der er. Og hvis man lægger den dyne ned over politik, jamen så kan man jo aldrig lave noget om.”

det synes jeg er rimeligt

“Den konsekvens, som nogle studerende får, det er, at de i de sidste måneder af deres studietid kan gøre brug af SU-studielån. De er altså ikke uden forsørgelse. Og det synes jeg er rimeligt.” 

Så SU-reformen vedtaget i december står ved magt?

“Ja, det gør den.”

Opdateret kl. 16.35 med oplysningen om, at de nye SU-regler gælder for studerende, der påbegynder en kandidatuddannelse til sommeroptaget 2025

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Rent økonomisk har SU reformen slet ingen betydning for statskassen. Men det er endnu en salamiskive, som bliver skåret af velfærdsstaten, som fjernes i små bider bid for bid således, at befolkningen slet ikke bemærker det. Om bare få år er der intet tilbage.

PS. Moderaterne er intet andet end Venstre og den minimal stat Anders Fogh Rasmussen ønsker at omdanne Danmark til og som Lars Løkke Rasmussen fik til opgave at viderefører efter Fogh's afgang til NATO. Helt efter amerikansk forebillede.

Danmark er gået i stå.
Nu har man, hele ugen, hørt om Søren Pape Poulsen alt for tidelig død.

Men hvorfor skal begge lands-dækkende 2 tv-stasioner sende det på begge deres kanaler
altså på alle 4 lands-dækkende kanaler

Og det er ikke fordi jeg er kold..Ære være hans minde

Jamen lad os da bare give SVM en ordentlig begmand ved EUROPAPARLAMENTSVALGET. Så kan det være noget af idiotiet og magtfuldkommenheden fordufter.

Hvad skulle det hjælpe på regeringens politik? SVM vil formentligt også have sit flertal efter den 9. juni....

Ja helt utrolig så små sko man kan gå i, når det gælder de unges og vel dermed Danmarks fremtid. Der var fint råd til skattelettelser på godt 5 milliarder om året til 1/6 af lønmodtagerne, som får mere udbetalt om måneden efter skat, end mange tjener før skat. Nu rasles der allerede med sablerne over manglende midler til eskaleringen af forsvarsudgifterne. Udgifterne til minkavlerne, hvor mange var på vej til at lukke i forvejen, er vokset til tæt på 30 milliarder. Banker og realkreditinstitutter klapper vel i hænderne over statssubsidierne?!

Mette vil hellere bruge pengene på spindoktorer og offentlig ansatte.

Hvis nu vi havde undgået Mink-overkompensationen, og rettidigt havde smidt de samfundsskadelige Boston Consulting Group folk m.fl. ud af SKAT og Forsvaret, så havde vi rigeligt med midler til at opretholde fuld SU til i hvert tilfælde danske studerende.