Annonce

Iskold minister: I udlandet er man ved at tabe kæben over, hvor generøst det danske SU-system er

Lovgivning med tilbagevirkende kraft: SU-reform rammer også nuværende studerende - SF kalder minister i samråd
Foto: Uddannelses- og Forskningsministeriet
Christina Egelund (M), Udannelses- og Forskningsminister
SU-reformen fra december sidste år - indgået mellem regeringspartierne Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne og De Konservative, Liberal Alliance og DF -rammer nogle studerende med tilbagevirkende kraft.

De nye regler med en kortere SU-periode rammer nemlig også nuværende studerende, der under de hidtidige SU-regler brugte mere tid på deres studium end den normerede tid.

Det skriver Politiken.

SF mener, at det er helt urimeligt, at SU-reformen rammer beslutninger, som er truffet af studerende for år tilbage - altså længe før SU-reformen blev vedtaget:

“Uanset hvad man måtte mene om SU’en må de fleste sgu da kunne blive enige om at man ikke bør lave reformer der straffer beslutninger, der blev truffet før valget og var inden for reglerne,” skriver partiets uddannelsesordfører Sofie Lippert på det sociale medie X.

Indkalder minister til samråd

Sofie Lippert og SF indkalder nu uddannelsesminister Christina Egelund (M) i samråd. Det oplyser Lippert i endnu et opslag på X:

“Hvordan kan regeringen mene at det er rimeligt at SU-reformen, der træder i kraft i 2026, kommer til at virke med tilbagevirkende kraft helt tilbage til 2021? Jeg indkalder uddannelsesministeren i samråd og prøver at få svar.”

Indtil SU-reformen var det muligt for studerende at få SU ét år længere end den normerede studietid. Men med vedtagelsen af den nye SU-reform kan man fra 2025 kun få SU til sin kandidatuddannelse i den periode, uddannelsen er normeret til.

Det rammer nu de studerende, der inden reformen har skiftet uddannelsesretning eller taget orlov i tiltro til, at der var mulighed for SU et år ud over den normerede studietid.

“Er det sådan vi lovgiver”

Danske Studerendes Fællesråd (DSF) er fortørnet. DSF mener, at det vil ramme tusindvis af studerende, der kommer til at stå uden SU til den sidste del af deres uddannelse:

“Tilbagevirkende kraft. Er det sådan vi lovgiver, Christina Egelund,” spørger forperson hos DSF, Esben Bjørn Salmonsen, på X.

Hos DM - Dansk Magisterforening - er man helt på linje:

Det er urimeligt, at SU-reformen også rammer nuværende bachelorstuderende

“Det er urimeligt, at SU-reformen også rammer nuværende bachelorstuderende, som er blevet forsinket pga studieskift/arbejde,” skriver forperson, Camilla Gregersen, på X.

Minister: Det danske SU-system er meget generøst

Uddannelsesminister Christina Egelund ser ikke noget problem i, at reformen rammer bagudrettet:

“Når jeg synes, at det er rimeligt, skyldes det, at de studerende i de sidste måneder af deres studie bliver ligestillet med det, der er vilkårene for norske studerende fra dag 1 i deres studieliv – og langt de fleste studerende i hele verden. Jeg er lige kommet hjem fra et uddannelsesmøde i Bruxelles, og når jeg fortæller mine kollegaer om vores SU-system, er de ved at tabe kæben over, hvor generøst det er,” siger hun til Politiken.

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Når politikere - og altså også ministre - skal begrunde dette og hint, så henvises der ofte til tilstande udenfor Danmarks grænser. I dette tilfælde fortæller ministeren, at hendes kolleger taber kæben over danske forhold for SU. Jamen så lad dem dog tabe kæben, skyd brystet frem og fortæl alverdens kæbetabende politikere, at så’n har vi det altså i Danmark. Det er vi stolte af og har tænkt os at fastholde, thi det eneste råstof landet har er unge menneskers uddannelse, og den eller de muligheder skal ikke begrænses af tilfældige politiske kastevinde - og vi har råd til det.

Hvorfor kan man ikke stille krav til studerende og stramme op på ydelse af SU, Danmark ender som et land hvor verdens studerende får SU, men ingen udenlandske studerende betaler deres gæld til Danmark. Hvorfor skal skatteyderne hele tiden betale til studerende der ups lige skifter studie, og derfor skal have et ekstra års SU. Der stilles uendelige krav til skatteydere, de skal arbejde mere, betale deres gæld ellers kommer staten efter dem. Da jeg var ung - gå i lære, flyt hjemmefra, få dig et liv = klar dig selv hvorfor gælder dette ikke mere, vi blev hærdet og i stand til at få et liv. Bevares ikke alle klarerede det men laaaaangt flere end idag, hvorfor????

Hvis de studerende ikke kan klare deres studie på den norminerede tid, er det måske fordi de har valgt et studium hvor evnerne ikke slår til. Så har de muligheden at søge en andet form for uddannelse/arbejde som svarer til de evner de er "beriget" med. Det er jo ikke alle der kan blive "Djøf-er"

Tak til SF for at ville kalde ministeren i samråd....

HVILKE af de nuværende folketingsmedlemmer og ministre har mon modtaget SU under deres uddannelser?

Der findes hvis ingen af de 179 medlemmer der kan undsige sig at have modtaget SU og mon de selv gik for lud og koldt vand i deres for manges vedkommende flerårige studietid på universitetet, nej vel, men det har de i deres spareiver med vilje fuldstændig glemt alt om. Sådan kan akademikere med adskillige års studietid på bagen også arte sig. Hvad gør de ikke for at promovere sig, lader dobbeltmoralen råde!

Jeg har aldrig forstået lovgivninger med tilbagevirkende kraft, og jeg tror heller ikke jeg kommer til det. I mine øjne er det direkte absurd. Alle lovgivninger skal kun gælde fremadrettet ligegyldigt hvilke love der er tale om.