Debat: Stop med at udskamme dem, der tør tale om problemerne med integration
Debat: Stop med at udskamme dem, der tør tale om problemerne med integration
Der er for meget fokus på tonen i debatten fremfor de reelle problemer, mener Emil Juhler-Nøttrup

I de seneste uger har Frederik Vads tale i forbindelse med den årlige værdidebat i folketinget, fyldt enormt meget.
Nogle mener, ligesom chefredaktøren på avisen her, at Frederik Vad skal stå fast og blive ved at holde fokus på den infiltreringstrussel, han taler om, mens andre mener, det vækker minder om 50’ernes mistænkeliggørelse af kommunister.
Blandt kritikerne hører også andre socialdemokrater, der mener, at Frederik Vad ved at introducere den nye erkendelse til udlændingedebatten bidrager til mistænkeliggørelse af ellers velintegrerede danskere med mellemøstlig baggrund.
Beskyldt for racisme
Personligt har tænkt meget over, om jeg skulle skrive det her. Hvorfor? Jamen fordi, jeg ved, at det forsvar for Frederik Vad jeg nu kaster mig ind, kommer til at placere mig i skudlinjen og medføre både slet skjulte og eksplicitte beskyldninger om, at jeg nærer racisme og er medskyldig i dyrkelsen af et mistænkeliggørende narrativ.
Det er, i sagens natur, ikke en sjov position at være i. Det er jeg også sikker på, at Frederik Vad og alle før ham kan skrive under på.
I Danmark har det de sidste 30 år nemlig været sådan, at ligegyldigt hvordan man sætter fokus på problemer forbundet med indvandring fra MENAPT-landene, ja så bliver man beskyldt for at nære racisme, mistænkeliggøre og sådan helt i grunden egentlig bare at være et dårligt menneske.
Når jeg alligevel ikke kan lade vær, skyldes det min bevidnelse af deadline-interviewet med Frederik Vad, hvor han i ramme alvor, efter jeg ved ikke hvor mange gange at have hyldet alle, som lever op til de tre kriterier, skal sidde og forsvare den måde, hvorpå han fortæller om kvinder, der ikke tør lade krisecentre ringe til kommunen i frygt for at en fætter så fortæller videre, at hun er der.
Hvis det helt seriøst stadig er der, vi er, nemlig der hvor måden man siger tingene på, tilsyneladende fylder mere end selve indholdet i den samfundsundergravning medførende social kontrol af f.eks. kriseramte kvinder, man beskriver, så bliver nogle nødt til at råbe vagt i gevær.
Jeg henviser beskedent til, at budskabet om, at vi skal passe på tonen i debatten, fordi sproget har en radikaliserende effekt på mellemøstlige indvandrere, er en tilgang, vi har prøvet, lige siden debatten startede, uden det har løst noget, og at det er en tilgang, man har dyrket langt mere radikalt i Sverige resulterende i dertil radikalt større udfordringer.
Der er også problemer i Danmark
Ja, gradsforskellen i udfordringerne handler naturligvis mest om det langt større antal i Sverige, men det er i sig selv også en konsekvens af retorikken, så på den måde hænger det hele jo sammen.
I interviewet citerer Frederik Vad også den svenske justitsminister for at have sagt: ”Vi taler om en systemtruende forbrydervirksomhed med stor anvendelse af vold, der bringer vidner til tavshed, truer socialrådgivere, infiltrerer myndigheder og politiske partier, som handler med narkotika, som bedrager ældre og vores velfærdssystem.”
Og nej, Sverige er selvfølgelig ikke Danmark. Vi valgte heldigvis en anden vej, fordi et borgerligt flertal tog ansvar for i flere år at trodse det bedrevidende kabinet af medier, politikere, akademikere og andet godtfolk, der havde travlt med at udskamme DF og andre borgerlige som racister.
Citatet er dog alligevel relevant, fordi der er grund til at se mod Sverige, når vi skal vurdere, hvilke problemer der tegner i horisonten, eftersom det jo er sådan, at alle problemer vi ser i Sverige, også springer frem i Danmark, om end det er med en vis forsinkelse og i en mindre grad.
Hvor der i Sverige er store boligområder, politiet ikke har kontrol over, har vi i Danmark mindre områder, hvor politiet enten ikke har kontrol, eller kæmper med voldelige metoder for at tilegne sig den.
Hvor der i Sverige kan tales om et samfund nærmest delt i to baseret på etnicitet, ser vi i Danmark stadig flere indvandreboligområder-, skoler-, og uddannelser.
Hvor der i Sverige er et gigantisk problem med indvandrerbander, har vi i Danmark det præcis samme problem, bare i mindre omfang, og hvor der i Sverige er, som justitsministeren beskriver, en gennemgående infiltreringstrussel mod den svenske stat, er der i Danmark den helt samme trussel, problemet er bare langt fra lige så stort.
Der er ingen, der har helle for kritik
Hvorfor skal Frederik Vad udskammes som en, der skaber racisme og mistænkeliggør, bare fordi han stiller sig på den kriseramte kvinde- og det danske frisinds side?
Det er mig simpelthen ubegribeligt, at vi i stedet for at tage problemerne i opløbet vælger, for Gud ved hvilken gang, at gå ind på den sti, der handler om, at det er tonen i debatten, der reproducerer de problemer, der er forbundet med MENAPT-indvandring.
Prøv at hør her. Der er ingen, der har helle for kritik, og da slet ikke når det drejer sig om noget så fundamentalt som en kulturkrig for værdier som ligestilling, frihed og frisind - imod kvindeundertrykkende religiøs fundamentalisme.
Kommentarer
Rasmus: Dit
Gert: Fint indspark. Per
Poul: Ja, føj for en klam
Niels: I første omgang er der
Selvfølgelig skal Frederik
Tilføj kommentar