Vads retorik vækker mindelser om 1950’ernes kommunist-paranoia

På nuværende tidspunkt kører debatten omkring udlændingeordfører for Socialdemokratiet, Frederik Vads, tale om, hvad han selv har døbt, den tredje erkendelse i integrationsdebatten.

En tale der kan findes på Vads Facebookside, og som jeg kan anbefale at lytte til, hvis man gerne vil have et indblik i, hvor det moderne Socialdemokrati befinder sig, og hvilke skred, der måske ligger i horisonten.

Jeg har nu lyttet til Vads tale, hans forsvar af samme, både ’Ugens gæst’ og ’Slotsholmen’ med Kaare Dybvad og ’P1 debat’ med blandt andet Frederik Vad og Morten Dahlin, og jeg må indrømme at deres måde at tale om disse emner på, skræmmer mig temmelig meget.

Mistænkeliggørelse

Når Frederik Vad taler om en infiltration af på overfladen venlige og “velintegrerede” muslimer, der i virkeligheden har mål om at bruge deres embeder til at undergrave det danske samfund, lyder det ikke kun ret konspiratorisk.

Men det er altså med til at mistænkeliggøre alle muslimer, og lad os være ærlige, alle med etnisk oprindelse i Mellemøsten.

Det udgangspunkt der hedder, at uanset hvor almindeligt og omgængeligt et andet menneske virker, så skal du være på vagt for, at de kunne gå med hemmelige tanker om, hvor meget de håber på at kunne undergrave det danske samfund.

Hvordan ved man, om kantinebordet i styrelsen er et helt almindeligt mødested for kolleger, eller et farligt og undergravende parallelsamfund?

Det er et rigtig, rigtig dårligt udgangspunkt at møde nogen med. Hver gang jeg har set nogen sige, at de selv føler sig mistænkeliggjort eller såret af Vads udtalelser, har han svaret “jamen, det er jo ikke dig, det handler om”, og det illustrerer præcis problemet med Vads tankegang.

For hvordan ved man så, hvem det handler om? 

Hvordan ved man, om kantinebordet i styrelsen er et helt almindeligt mødested for kolleger, eller et farligt og undergravende parallelsamfund? 

Hvordan ved man om medarbejderne på apoteket, er der fordi de ønsker at hjælpe folk og gøre en god gerning, eller kun har taget jobbet for at drive salafistisk virksomhed.

Det kan man ikke vide, og på den måde er alle med mellemøstligt udseende mistænkeliggjort.

Kultur spiller en rolle

Det er især Frederik Vads brug af ord som infiltration, og Kaare Dybvads fremhævning af Salafisme og Hizb ut-Tahrir (en, i Danmark, meget lille islamisk bevægelse), der gør mig bekymret.

Når man hører denne retorik, hvor man taler om femtekolonnes-lommer af kryptosalafister, er det svært ikke at tænke på Mccarthyismen, og de forfærdelige konsekvenser af forsøg på at bedrive sindelagskontrol, vi tidligere har set.

Det, der er helt skørt, er implikationerne af Vads såkaldte tredje erkendelse

En ting er at snakke om, at kultur selvfølgelig spiller en rolle i integration, og er noget der er nødvendigt at arbejde med.

Der er heller ikke noget galt i at sige, at religiøs fundamentalisme grundlæggende er samfundsskadelig - det er jeg sådan set enig i.

Hvad er løsningen?

Det, der er helt skørt, er implikationerne af Vads såkaldte tredje erkendelse.

For når man siger, at der er et problem med, at der er mange muslimer, der går og pønser på at bruge deres embeder til at undergrave det danske samfund.

Og når man siger, at der er et problem med muslimske politifolk, socialrådgivere og så videre, der går rundt med anti-vestlige og salafistiske holdninger, hvad skal man så gøre ved dette påståede problem? 

Kaare Dybvad har jo ret, når han siger, at man ikke bare kan ringe alle muslimer i arbejde op og spørge, om de er salafister

Her siger Vad, at vi bliver nødt til at gøre noget politisk for, at disse problemer bliver afdækket og forsket i.

Hvordan gør man så det?

Glæder mig ikke til svaret

Kaare Dybvad har jo ret, når han siger, at man ikke bare kan ringe alle muslimer i arbejde op og spørge, om de er salafister, ligesom Joseph McCarthy også hurtigt kom frem til, at det ikke var nok bare at spørge mistænkte, om de var kommunister.

Så hvis et sådant problem reelt skal afdækkes, hvis vi reelt skal til bunds i omfanget af en bestemt type tanker eller en bestemt ideologi, hvordan gør man så det?

Det spørgsmål har historisk set haft nogle rigtigt ubehagelige svar.  

Og jeg glæder mig ikke til at finde ud af, hvordan Socialdemokratiet vil besvare det.