Annonce

S-veteran bliver spidskandidat

Christel Schaldemose bliver spidskandidat for Socialdemokratiet til næste års Europa-Parlamentsvalg.
Foto: Socialdemokraterne i Europa-Parlamentet.
Christel Schaldemose (S), Gruppeformand for de danske socialdemokrater i Europa-Parlamentet.
Socialdemokratiets gruppeformand i Europa-Parlamentet, Christel Schaldemose, bliver partiets spidskandidat ved næste års Europa-Parlamentsvalg.

Det fremgår af en mødeindkaldelse til et møde fredag i denne uge i Socialdemokratiets hovedbestyrelse, som Netavisen Pio har set.

Der er formelt tale om indstilling fra den socialdemokratiske hovedbestyrelse, hvilket betyder at Christel Schaldemose formelt skal vælges som spidskandidat af partiets årsmøde - det der tidligere hed kongres - senere på året. Men det ville være en stor overraskelse, hvis der kommer modkandidater og at indstillingen ikke bliver fulgt.

Den 55-årige fynbo har været medlem af Europa-Parlamentet siden 2006, hvor hun kom ind som suppleant for Henrik Dam Kristensen. Ved det seneste parlamentsvalg i 2019 fik hun 65.000 personlige stemmer.

Hun afløste Jeppe Kofod som formand for den tre medlemmer i den socialdemokratiske gruppe i 2019, da han blev udenrigsminister.

Christel Schaldemose har i de 17 år i Europa-Parlamentet især arbejdet med forbrugerspørgsmål og med miljøpolitik. Hun er uddannet cand.mag i historie. Før hun blev politiker arbejdede hun med folkeoplysning.

Første kvinde i 30 år

Socialdemokratiet fik tre mandater valgt ved det seneste Europa-Parlamentsvalg.

Christel Schaldemose bliver i øvrigt den første kvindelige socialdemokratiske spidskandidat i 30 år.

Senest en kvinde stod øverst på listen var ved valget i 1994, hvor den nuværende Hillerød-borgmester Kirsten Jensen var partiets spidskandidat.

 

David Troels Garby-Holm er forhenværende redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Håber hovedbestyrelsen vælger Christel. Solidt arbejdende og godt inde i sagerne. Held og lykke.

Ingen tvivl om Christel bliver valgt gør det Kæmpe arbejde ❗️er dygtig, vilidt&forkæmper for et bedre EU.og rettigheder, sætter Danmark på Kortet,der stor anerkendelse i Parlamentet for Christel, s arbejde.
Tillykke til.Christel &os Alle 🚩

Det er den helt rette indstilling, Hovedbestyrelsen skal behandle. Christel har fra starten haft et stærkt politisk engagementet og den dybe faglighed, der er nødvendig i vanskelige europæiske sager. Hvis disse kompetencer for alvor skal slå igennem på den internationale scene, skal de kombineres med erfaring og relationer. Christel har det hele.