Derfor handlede diskussionerne til min mors fødselsdag i pinsen ikke overraskende om venstrefløjens forhold til Socialdemokratiet. Regeringspartiet, hvor jeg selv lægger mine kontingentkroner.

I dag tegnes venstrefløjen af Enhedslisten, som er der hvor min bror er aktiv og skulle til årsmøde.

Selv om vi i både familien og i arbejderbevægelsen er uenige om meget, så har vi også meget til fælles. Her tænker jeg ikke mindst på de mange gamle arbejdersange.

Arbejdersange fortæller altid en historie. De handler om sejre, nederlag og om håb for fremtiden. Spørgsmålet er hvilken arbejdersang, der passer bedst til Enhedslistens nuværende situation og den vej de vil gå?

For Enhedslisten står nemlig ved en skillevej. Skal man gå efter en benhård oppositionspolitik med det mål at maksimere stemmer, eller søge allianceopbygning, der kan skabe grundlaget for en fremtidig progressiv regering?

Hvordan får partiet skabt en situation, hvor Enhedslisten igen kan få indflydelse på dansk politik?

På dagsordenen til Enhedslistens årsmøde stod vigtige emner som NATO-medlemskab, forholdet til EU og balancen mellem rød fordelingspolitik og den grønne omstilling. Men der blev også diskuteret mere smalle emner som holdningen til borgerløn og Cuba.

Det vigtigste emne var evalueringen af valgkampen og dermed den kurs, partiet havde valgt i Folketinget.

Årsmødet burde nok have brugt mere tid på det store fremadrettede strategiske spørgsmål, der skal være retningsgivende for Enhedslistens arbejde de næste tre år: Hvordan får partiet skabt en situation, hvor Enhedslisten igen kan få indflydelse på dansk politik?

Bella Ciao

I Enhedslisten er man ærgerlig over, at Socialdemokratiet sagde farvel til den røde blok og i stedet valgte at indgå i en regering med Venstre og Moderaterne. Det kom som en overraskelse for mange og efterlod Enhedslisten med en bitter eftersmag.

Selvom Mette Frederiksen gentog det igen og igen under valgkampen, troede man ikke rigtig på det.

Særligt Arne-pensionen og de mange klimatiltag var højdepunkterne

Enhedslisten føler, at de har været loyale og har forsvaret Mette og regeringen under Coronakrisen, og at de sammen med den Socialdemokratiske regering har ført Danmark i en mere grøn og retfærdig retning.

Særligt Arne-pensionen og de mange klimatiltag var højdepunkterne. Selvfølgelig var der også områder, hvor man ikke var enige, men samlet set gik det i den rigtige retning, og Enhedslisten blev taget med på råd.

Mange venstrefløjsvælgere havde håbet, at det gode samarbejde kunne fortsætte, selvom De Radikale var ultimative og Alternativet kaotisk.

El pueblo unido

Men håbet blev knust, og sejren sank i grus, da Mette Frederiksen og Socialdemokratiet faktisk gjorde hvad, de havde sagt, og dannede en regering over midten.

På weekendens årsmøde blev det hyppigt efterlyst, at Enhedslisten skulle have gået hårdere til den Socialdemokratiske regering, stillet flere krav og stået mere stejlt på sine principper.

I den diskussion misser kritikerne dog en central pointe. Det var ikke samarbejdet med Enhedslisten, der fik Socialdemokratiet til at danne en regering hen over midten.

Det var De Radikales ultimative krav og Alternativets kaotiske ledelsesstil, kombineret med behovet for en styrkelse af det danske forsvar og den lurende økonomiske krise.

Så det var ikke Enhedslistens skyld, at samarbejdet med den Socialdemokratiske regering ikke kunne fortsætte

Forsvaret og krisehåndteringen kunne man måske have fundet løsninger på, men identitetskrisen hos De Radikale og Alternativets partybus ville hurtigt have ført en ny regering ud på vejgrøften.

Så det var ikke Enhedslistens skyld, at samarbejdet med den Socialdemokratiske regering ikke kunne fortsætte.

Sang om at samle kræfter

Mens Enhedslisten samler kræfter, står de overfor et afgørende strategisk valg. Skal de kalde til kamp mod regeringen, klatre op i træet og lade de retoriske slagvåben lyne?

Skal de tordne mod afskaffelsen af store bededag, oprustningen og arrangere kompromisløse demonstrationer for klimaet? 

Den anden vej er sværere og vil kræve meget mere af Enhedslisten

Denne strategi vil helt sikkert give vind i sejlene og en god følelse i maven. Men den vil ikke skabe forandringer og med stor sandsynlighed placere Enhedslisten i samme bus som De Radikale og Alternativet på deres vej mod at kopiere det blå Danmarks splittelse og manglende mulighed for at skabe et parlamentarisk alternativ.

Den anden vej er sværere og vil kræve meget mere af Enhedslisten. De kan faktisk forsøge at skabe det parlamentariske flertal, som en Socialdemokratisk ledet regering kan basere sig på.

Enhed skaber styrke

Hvis Enhedslisten dyrker enheden og bruger lidt mindre energi på at skyde på regeringen, vil de kunne fungere som en samlende kraft. Mulighederne er der. Selvom SF nyder godt af SVM-regeringens hjælp til deres fremgang i målingerne, kan de se mere indflydelse i en regering med et rødt/grønt parlamentarisk grundlag.

De Radikale ved, at indflydelsen ligger i regeringsdeltagelsen, og de har nu fundet ud af, at de kan skyde en pil efter regeringsdeltagelsen, med en regering hen over midten eller som en del af en blå regering.

Alternativet skal nok have lidt hjælp, men selv de vil på sigt kunne se mulighederne i en mere seriøs og mindre kaotisk tilgang til politik

Deres eneste chance for regeringsdeltagelse er, som en del af en Socialdemokratisk regering med et rødt/grønt parlamentarisk grundlag.

Alternativet skal nok have lidt hjælp, men selv de vil på sigt kunne se mulighederne i en mere seriøs og mindre kaotisk tilgang til politik.

Hvis Enhedslisten og resten af de røde/grønne/lilla oppositionspartier spiller deres kort rigtigt, vil de kunne stå efter næste folketingsvalg med et bæredygtigt, rødt/lilla/grønt alternativ til en SVM-regering, der med Venstres nedsmeltning har mistet sit flertal.

Kæden

Så hvilken vej vælger Enhedslisten i denne ulvetid?

På årsmødet blev det klart, at partiet valgte en mere pragmatisk linje. Trotskisterne og partiets venstrefløj fik ikke flertal for deres forslag, og nu ser Enhedslisten EU som en ny kampplads i stedet for at ønske afskaffelse, og medlemskabet af NATO skal ikke afbrydes øjeblikkeligt.

Sangen ‘Kæden’ handler om sammenhold i svære tider, og det er den vej, Enhedslisten har valgt at gå.

Kun gennem en alliance og et troværdigt parlamentarisk alternativ kan Enhedslisten genskabe sin indflydelse.

Spørgsmålet er selvfølgelig, om de kan få Alternativet og De Radikale med på vognen.