Annonce

Ung S-profil ny spidskandidat i Nyborg

24-årige Sonja Marie Jensen vandt afstemning om at blive spidskandidat for Socialdemokratiet i Nyborg ved næste kommunalvalg
De socialdemokratiske medlemmer i Nyborg foretrak Sonja Marie Jensen frem for Martin Stenmann som den politiker, der skal forsøge at vippe kommunens borgmester, Venstre-manden Kenneth Muhs, af pinden. Det skriver Fyens.dk.

Onsdag aften blev det afgjort, at det er byrådsmedlem Sonja Marie Jensen som bliver partiets borgmesterkandidat til kommunalvalget om godt tre år.

Sonja Marie Jensen vandt en kampafstemning over byrådskollegaen Martin Stenmann med stemmerne 125 mod 99.
Fik stort nederlag

Posten som borgmesterkandidat for Socialdemokratiet i Nyborg blev ledig straks efter valget i november sidste år, som var en stor skuffelse for Socialdemokratiet.

Ved valget tabte Socialdemokratiet med Vibeke Ejlertsen i spidsen stort til venstremanden Kenneth Muhs. Socialdemokratiet gik tilbage med 8,2 procentpoint, mens Venstre gik frem med 15 procentpoint og fik absolut flertal. Og på baggrund af det resultat meddelte Vibeke Ejlertsen meget kort efter valget, at hun ikke ville forsøge at bliver borgmester en gang til.

Sonja Marie Jensen er 24 år, og hun er født og opvokset i Frørup syd for Nyborg. Hun studerer kinesisk og økonomi i København, og har siddet i byrådet siden 2013. Hun fik 637 personlige stemmer ved det seneste valg.

Sonja Marie Jensen blev landskendt, da hun stod frem her på Netavisen Pio og fortalte om sexchikane, som hun føler sig udsat for i sit politiske arbejde.

 

David Troels Garby-Holm er forhenværende redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet