Annonce

Venstre vejrer morgenluft og SF tæt på rekord i ny måling

Venstre og Moderaterne sikrer regeringen fremgang til 76 mandater. Festen fortsætter for folkesocialisterne.
Foto: Jacob Kjerumgaard. Venstre. Flickr.
Jakob Ellemann-Jensen, formand for Venstre (Arkivfoto)
Venstre holder fast i deres momentum i dagens politiske måling lavet af Voxmeter for Ritzau.

Her opnår de nemlig opbakning fra 12,3 procent af vælgerne, hvilket ville give dem 22 mandater - det er kun ét mandat fra valgresultatet på 23 mandater.

Fremgangen er særligt interessant, da det er den første måling foretaget efter Ellemanns hjemsendelse af departementschef Morten Bæk som følge af våbensagen. Noget tyder altså på, at vælgerne belønner den hjemvendte forsvarsminister for at tage resolut handling i sagen.

Moderaterne går ligesom Venstre to mandater frem fra sidste uge. Derfor sniger SVM-regeringens partier sig op på samlet 76 mandater og 43 procent på trods af en lille tilbagegang for Socialdemokratiet.

Rødt flertal

SF har stået godt i målingerne siden SVM-regeringens fødsel. Denne nyeste måling er ingen undtagelse, hvor partiet går en smule frem fra sidste uge og står til 14,3 procent og hele 25 mandater. Hvis SF kan holde sig på samme niveau frem til næste valg, vil det være partiets næstbedste valg nogensinde - kun overgået af de 27 mandater, de fik i 1987.

Samtidig holder de andre tidligere røde støttepartier fortsat skansen

Samtidig holder de andre tidligere røde støttepartier fortsat skansen. Enhedslisten går to mandater tilbage fra sidste uge, men står stadig til 12 mandater og dermed solidt over valgresultatet på ni mandater.

Både De Radikale og Alternativet har ligget stabilt omkring henholdsvis 4 og 3 procent i de sidste mange målinger, og sådan fortsætter det i dagens måling, hvor De Radikale står til seks mandater, og Alternativet scorer fem mandater. Det er en tilbagegang på et mandat siden valget for hvert af de to partier.

Samlet set ligger den gamle røde blok - Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten, De Radikale og Alternativet - på 50,4 procent og 88 mandater, hvilket er en fremgang på et enkelt mandat siden valget. Det fortsatte flertal kan udelukkende tilskrives SF og Enhedslisten, der som de eneste to partier i den gamle røde blok er gået frem siden valget.

Den røde opposition til SVM-regeringen, bestående af SF, Enhedslisten, De Radikale og Alternativet, står dog stadig kun til 27,4 procent, så trods SF’s og Enhedslistens flotte præstation er det stadig meget svært at forestille sig et rødt flertal uden Socialdemokratiet.

Konservativ tumult

Som tidligere beskrevet har Det Konservative Folkeparti været plaget af heftige interne uenigheder om det konservative medlem af Europa-Parlamentet, Pernille Weiss, hvor partiledelsen ønsker hendes afgang, mens flere lokale partiforeninger gerne så hende genopstillet.

to mandater under det i forvejen skuffende valgresultat

Tumulten virker også til at slå igennem i dagens måling, hvor partiet ligger 1,5 procentpoint lavere end før det nyeste drama omringende Pernille Weiss. Det svarer til kun otte mandater og dermed to mandater under det i forvejen skuffende valgresultat.

Nationalkonservativ stilstand

Kigger vi mod resten af blå blok, er den eneste store vinder Liberal Alliance, som siden sidste uge er gået fra 17 til 19 mandater. Det er en fremgang på hele fem mandater eller 2,6 procentpoint siden valget.

For de tre partier på den nationalkonservative fløj, Danmarksdemokraterne, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige, går det anderledes stille for sig.

Danmarksdemokraterne går et procentpoint tilbage fra sidste uge og lander dermed præcis på de 8,1 procent, som de også fik ved valget. Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige har næsten ikke rykket sig ud af stedet de sidste mange uger, hvor de begge har ligget lige omkring 3 procent.

Voxmeters politiske meningsmåling baserer sig på telefoninterview med 1.003 danskere over 18 år. Den statistiske usikkerhed for hvert parti ligger på maksimalt 2,6 procent.

Studentermedjælper på Netavisen Pio. Studerer statskundskab ved Københavns Universitet.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Tror ikke SF holder de 14 prc. Dyhr er jo blevet bedste veninde med Støjberg, Så????
Sig mig hvem du omgås og jeg skal osv...-

Jeg tror målingerne ændrer sig væsentligt det kommende år, både for SF og LA. Men vi får se

det er jo et lotterispil at stemme på Jacob Ellemand, han er jo til salg for hvad som helst.

Føj! Det burde ikke være muligt at skifte ministerpost når man som Jacop Ellemann-Jensen har forårsaget en mega skandale i Forsvarsministeriet. Jeg fatter ikke at han vil være sig selv bekendt.

Føj! Det burde ikke være muligt at skifte ministerpost når man som Jacop Ellemann-Jensen har forårsaget en mega skandale i Forsvarsministeriet. Jeg fatter ikke at han vil være sig selv bekendt.