Nu er det efterhånden et stykke tid siden, at vedtagelsen af den nye offentlighedslov blev en realitet, og vi har efterhånden haft tid til at vende os til tanken om Mortens Bødskovs 'fortrolige rum'.Ikke desto minder sidder man tilbage med en dårlig smag i munden.

Det er ikke længere muligt at forhindre vedtagelsen af loven, så meget står klart. Men der er stadig mulighed for at lave damage control. Et godt sted at begynde ville være at sætte nogen til at evaluere loven over de næste tre år.

Den idé har de heldigvis også fået inde bag murene i Justitsministeriet, men så springer kæden igen af for Morten Bødskov. Han har nemlig valgt at give opgaven til ombudsmanden.

Selvom en evaluering af offentlighedsloven i udgangspunktet synes at være en naturlig opgave for netop ombudsmanden, så er der ikke en særlig gennemtænkt beslutning. Selv samme Ombudsmanden har nemlig selv siddet i Justitsministeriet og været fortaler for selv samme offentlighedslov forud for, at den blev vedtaget.

Så kom ind i kampen Morten! Er det ikke lidt som at sætte ræven til at vogte gæs

Ville det ikke være bedre at nedsætte en uafhængig kommission, der kan evaluere loven?

Mortens Bødskovs argument for at vælge ombudsmanden er, at han slet ikke skal vurdere den nye offentlighedslov. Han skal kun kontrollere, at den bliver overholdt. Det er næsten det samme som at sige at ombudsmandespraksis ingen betydning har.

Det er et meget besynderligt synspunkt, som mest at alt må betragtes som meningsløst nonsens.

Ombudsmanden er en institution, som skal kontrollere den offentlige forvaltning, dog uden bindende retsvirkninger. På trods af det spiller ombudsmanden en enorm stor rolle i det danske retssystem.

Omvendt viser det også, at Justitsministeren har et inderligt ønske om at beholde offentlighedsloven som den her. Han er slet ikke interesseret i at finde ud af, hvilken skade den måtte udrette.

Jeg håber, at Morten Bødskov kommer på andre tanker, for jeg er for alvor begyndt at bekymre mig på vegne af det danske demokrati. Grøften mellem vælgerne og politikerne på Christiansborg bliver kun dybere.

Hvordan kan det på nogen måde være befordrende for det danske demokrati?