Mange vil sikkert kalde Den Grimme Ælling for en nationalfortælling. Jeg er uenig. Den Grimme Ælling gør jo ikke andet end at blive født. Den Grimme Ælling er eventyrernes svar på en folkepensionist, der til et AOF-kursus i slægtsforskning finder ud af, at hendes tipoldefar var af adelig slægt. Tillykke med det, ælling, men du har aldrig selv gjort noget.

Sådan synes jeg ikke, danskerne er. Næ, vi danere, vi er Klods-Hans. Med gåpåmod, opfindsomhed og ukuelig optimisme tror vi skjoldunger fuldt og fast på, at det kan lade sig gøre. Vi opbygger velfærdssamfund og opdyrker hede. Vi er naive, vi er kantede, vi er bondesnu, og vi lader os ikke skræmme af nogen. Det er Danmark, når Danmark er bedst. Danmark er et eventyrland, man Danmark er endnu mere et klodshansernes rige.

Sportsresultatets korte livscyklus
Måske er det derfor, sportsresultater sjældent rodfæster sig herhjemme. De fortæller ikke noget om det her skøre land mod nord, hvor klint og klit er skør og lav, men skatten er høj og øllerne kolde. De store idrætspræstationer sætter sig sjældent dybe spor i menneskenes sind. De begejstrer. De bjergtager. De fascinerer. Og de glemmes. Det er sportsresultatets livscyklus. De fortæller meget lidt om os som nation.

Nej, sportsresultater bliver glemt. De fortæller intet om, hvem vi er.

Med én undtagelse. Da Danmark vandt EM i fodbold. Den ene gang. Dén aften for 25 år siden har transcenderet den naturlige betydning af et sportsresultat, fordi triumfen på Nya Ullevi er et bidrag til det nationale heltekvad om nationen. Ikke så meget fordi Danmark vandt. Men fordi de vandt på så dansk en måde. Fordi det var Klods-Hans, der vandt.

Feriedrengene på McDonald’s
Fra starten var slutrunden et eventyrligt tag-selv-bord af stegte krager og klaprende træsko. Vi skulle egentlig ikke med, men så kom vi det alligevel, fordi jugoslaverne bor i huler og slås hele dagen.

Feriedrengene kaldte man de danske spillere, der i sidste øjeblik måtte indstille sig på en tur til det svenske for at spille EM-slutrunde. De udlandsprofessionelle var gået på ferie, og de hjemlige spillere skulle afgøre det danske mesterskab fire dage før den første gruppekamp. Angriberen Flemming Povlsen understregede dog, at holdet sagtens kunne holde 90 minutter. 30 minutter i hver af de tre gruppekampe. Og så hjem til Danmark igen, måtte man forstå.

Men sådan foregår et eventyr jo ikke. Det starter lidt besværligt, og Danmark var da også næsten slået ud, efter de to første gruppekampe havde budt på 0-0 mod England og et 1-0-nederlag til de svenske værter. Men så scorede Lars Elstrup til 2-1 mod Frankrig og hupti-wupti, så kunne klodshanserne fra det havblå rige ride direkte til semifinalen og møde Holland.

Og så skete der et eller andet. De tog på McDonald’s og spillede minigolf. De holdt fest på hotellet, da de havde slået Frankrig og hyggede sig, til morgenstund havde guld i mund.

Klods-Hans sparker straffe
Holland var forsvarende europamestre og havde slået de tyske verdensmestre 3-1 i gruppespillet. En parade af verdensstjerner. Men den slags banaliteter er vi klodshanser ligeglade med, for vi har Brian Laudrup, så det kommer ud på et, og Store bliver jo kaldt Store af en grund, og han scorede også til både 1-0 og 2-1. Selvom Danmark egentlig var bedst, endte det i straffesparkskonkurrence. Store scorer. Schmeichel napper på van Basten.

Ethvert eventyr skal have en skurk. En vi ikke kan lide. I det danske eventyr er skurken hollændernes målmand Hans van Breukelen. Med det, man i dag ville kalde ”mindgames” forsøgte han at snyde de danske skytter. Han var lige ved at tricke Flemming Poulsen. Men den slags finder vi os selvfølgelig ikke i, og da Kim Christofte skal sparke det afgørende spark, beslutter han sig for at lade van Breukelen smage sin egen medicin.

Han tager et langt tilløb og gør klar til at sparke. Men i samme øjeblik, han skal til at sparke, gør han tegn til dommeren om, at bolden ligger forkert. Van Breukelen ser måbende til, mens Christofte drejer bolden en halv omgang, tager et alt for kort tilløb og vrider lidt i hoften. Som Valdemar Atterdag satte en hansa-gås på Gåsetårnet, sender Kim Christofte van Breukelen til den forkerte side og Danmark i en historisk finale.

Farvel for evigt, du tyske ørn
Kan man ønske sig en bedre modstander i en finale end Tyskland? Den kroniske overmagt. De forsvarende verdensmestre, der egentlig skulle have fået prinsessen, indtil Klods-Hans ramte den lige i røven og vendte op og ned på historien. Schmeichel redder ”mit einem Hand”, som jeg engang i fuldskab blærede mig med over for en udsmider på en karaokebar i Hamborg. Kent Nielsen der får foden op over hovedhøjde og ekspederer bolden væk for næsten af Karl-Heinz Riedle. Vilfort der scorer til 2-0 og lukker ballet.

Historien går, at de danske toldere ved Kruså gik over til deres tyske kolleger med en halv grillkylling. ”Det er hvad, der er tilbage af den tyske ørn”, skulle de have sagt.

En del af noget større
Det er 25 år siden, og jeg er for ung til at huske det. Jeg var kun spæd den aften. Jeg har fået at vide, at min far, den pæne og i alle henseender ordentlige cand.scient vækkede mig i jubel og ville køre med en kammerat med hornet i bund på en sommerhusvej i Odsherred. Han fik vist ikke lov, og det var nok det bedste.

Den historie er det nærmeste, jeg kommer et minde fra den aften. Alligevel er historien en del af mig, fordi den er en del af os alle sammen. Det er en del af vores nationale krønike, af det ideal, bøgen spejler sig i. At hvis man arbejder hårdt, står sammen og knokler for tingene, så kan det lade sig gøre. Hvis vi holder sammen og kæmper, skal udenbys fjende beredte os finde.

Vi er ikke de største, men vi er så desto meget tættere på hinanden. Vi er hårdtarbejdende og i øjenhøjde. Hos os er der ingen stjernenykker, og hvis bare vi holder sammen, kan det være, at vi denne ene gang rammer den lige i røven. Og når først Klods-Hans kommer ridende, så er der ingen, der er større, end de kan ligge ned.