”El clásico” er et af fodboldverdens fasttømrede udtryk. Fodboldkyndige verden over vil vide, at det er navnet på en af de største kampe, der findes på nogen grønsvær på denne klode: Real Madrid mod FC Barcelona. Men El Clásico er mere end Messi mod Ronaldo og Piqué mod Sergio Ramos. I Spanien er det også en kamp om selve den spanske identitet. En kamp mellem samling og uafhængighed. Mellem kongedømme og republik. Mellem aristokrati og progressivitet. Og i nogen grad mellem højre og venstre side af den politiske skala.

Hvor Barcelona – i hvert fald i deres eget narrativ – er de progressive, de undertrykte, uafhængighedsstræbende underdogs, har Real Madrid så længe nogen kan huske været klubben for det spanske establishment. Aristokratiet, monarkiet – og Generálisimo Franco.

Kongeklubben Real Madrid spillede nemlig en vigtig rolle i den fascistiske diktator Francos Spanien.

For at forstå hvordan ”Los Blancos” kunne blive et vigtigt værktøj for Franco, må vi først forstå, hvad Franco-Spanien egentlig gik ud på.

Francos styre handlede om et forenet Spanien. Et centralistisk og patriotisk Spanien. Franco slog hårdt (og blodigt) ned på uafhængighedsbevægelserne i Baskerlandet og Catalonien, hvor han blandt andet forbød de lokaler dialekter. I Francos Spanien talte man spansk. I fodboldens verden betød det blandt andet, at baskiske Athletic Bilbao blev omdøbt til Atlético Bilbao. Athletic er et baskisk ord; det hedder Atlético på spansk.

Franco elskede Madrid – og Madrid elskede Franco. Rygterne om Francos positive særbehandling af hovedstadsklubben er mange, men for en stor dels vedkommende udokumenterede. Én historie er alligevel medtaget her for at belyse opfattelsen af Real Madrids forbindelse til Franco i resten af Spanien:

I den første kamp i semifinalen i den spanske pokalturnering, Copa del Rey, havde Barcelona vundet 3-0 over Real Madrid. En af Francos officerer mindede – hvis man skal tro de Barcelona-baserede – kilder Barcelona-spillerne om, at de kun fik lov til at spille fodbold på styrets nåde. Real Madrid vandt returopgøret med sensationelle 11-1.

Om historien er sand eller blot en undskyldning for et sviende nederlag til La Blaugrana finder vi nok aldrig ud af. Men den beskriver den følelse, mange fans uden for Madrid har: At Reals succes på banen var hjulpet godt på vej af Franco-styret. Historien om, at Madrid får lidt ekstra hjælp med på vejen lever videre den dag i dag. Eksempelvis, når modstandernes fans hånende synger ”así, así, así gana el Madrid” (sådan, sådan, sådan vinder Madrid), når de synes, dommerkendelserne går madrilenernes vej.

Selvom det er stærkt tvivlsomt, om Madrid-spillerne fik hjælp af Franco-styret, er det evident, at Real Madrid blev en vigtig del af Franco-Spaniens PR-arbejde.

I en tid, hvor Francos fejlslagne økonomiske politik havde forarmet Spanien, stod Real Madrid nemlig for Franco som et eksempel på styrken i den spanske enhed. Ført an af de to (måske) bedste fodboldspillere i verden på det tidspunkt, Alfredo di Stefano og Ferenc Puskas, vandt Real Madrid Europa Cuppen hele fem gange i træk fra 1956-60. Især 1960-finalen bliver husket. Real Madrid slog tyske Eintracht Frankfurt med sensationelle 7-3 på Hampden Park i Glasgow. Både Alfredo di Stefano og Ferenc Puskas scorede hattrick i den kamp.

Real Madrids succes på banen blev af styret brugt som et bevis for, at Franco-Spanien var et velorganiseret land. ”Real Madrid er en form for sportmanship. Det er den bedste ambassade, vi nogensinde har haft”, er Francos daværende udenrigsminister Fernando María Castiella citeret for at sige. Los Blancos var en mulighed for Franco for at vise Spanien frem, for at skabe positiv opmærksomhed om det ellers forarmede, brutale land. Franco greb den mulighed – og kongeklubben lod sig velvilligt gribe, ført an af præsident Santiago Bérnabeu, der under borgerkrigen selv havde kæmpet som frivillig i Francos hær. Den tidligere – og anti-fascistiske – klubpræsident Rafael Sanchés Guerra blev smidt på porten efter Francos sejr i 1939 og bliver ikke nævnt i den madrilenske klubhistorie.

VIP-boksene til Real Madrids hjemmekampe blev en slags statsråd for Franco. Det var dér, pingerne mødtes. Det var her, Franco viste sin klub frem.

Franco er for længst død og borte, og fascismen er erstattet af demokrati. Og kongeklubben har efterhånden fået luget ud i det fascistiske tendenser blandt klubbens fans – selvom der stadig er en stærk højreorienteret dominans i fan-grupperinger som Ultras Sur. Men Real Madrid er stadig klubben for et samlet Spanien. Historiens gamle, latente konflikt lever videre den dag i dag, når madridistaerne synger Que Viva España, når de møder de uafhængighedshungrende fans fra Barcelona og Athletic Bilbao.

Næste afsnit i vores serie om politiske fodboldklubber udkommer på torsdag, hvor vi tager til Livorno i Toscana og kigger på den stærkt venstreorienterede klub AS Livorno.