Annonce

Socialdemokrater sejrede på Færøerne

Comeback til socialdemokratisk lagmand i Torshavn.
Foto: Javnaðarflokkurin
Socialdemokraten Aksel V. Johannesen vinder valget på Færøerne, 2022
Torsdagens valg på Færøerne blev - som meningsmålingerne havde spået - en sejr for det socialdemokratiske oppositionsparti Javnaðarflokkurin.

Partiet fik 27 procent af stemmerne og gik to mandater frem og valget betyder, at Færøernes lagmand den kommende valgperiode med stor sandsynlighed bliver den 50-årige Aksel V. Johannesen.

Valget blev også en personlig succes for Aksel V. Johannesen, der med 1.961 personlige stemmer blev den største stemmesluger på de 18 øer i Atlanterhavet.

Aksel V. Johannesen siger til Ritzau, at han nu vil drøfte en regeringskoalition med de to øvrige partier, der har siddet i opposition, Tjóðveldi og Framsókn.

De tre partier kan tilsammen mønstre et flertal på 18 ud af Lagtingets i alt 33 mandater.

De tre partier sad også i regering sammen fra 2015 til 2019 med Aksel V. Johannesen som lagmand.

Udløst af homofobi

Valgets store taber blev det konservative parti, Fólkaflokkurin, som tabte to mandater og Sjálvstýrisflokkurin, som ønsker mere færøsk uafhængighed, tabte sit ene mandat i parlamentet og ryger helt ud.

Selv om de tre nuværende oppositionspartier har flertal, så åbner den nuværende lagmand, Bárður á Steig Nielsen fra Sambandspartiet, der er Venstres søsterparti, op for at indgå i en regering.

Sambandspartiet holdt fast i de syv mandater, som partiet havde før valget.

Lagtingsvalget var blevet udskrevet efter at den færøske udenrigsminister Jenis av Rana under den danske folkeitngsvalgkamp havde sagt, at han ikke kunne støtte Søren Pape Poulsen som statsministerkandidat, fordi Pape er homoseksuel.

Det fik lagmand Bárður á Steig Nielsen til at fyre Jenis av Rana, som derefter trak sit parti, Miðflokkurin, ud regeringen.

 

David Troels Garby-Holm er forhenværende redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet