Annonce

Hvorfor tør S ikke tage diskussionen om tørklædet?

Hvis det stod til en tredjedel af danskerne, så skulle tørklæder forbydes. Men et forbud mod at gå med tørklæde, er et forbud mod vores egen grundlov.
Det kan godt være, at regeringen er panisk angst for at røre ved noget, der bare lugter af indvandrerdebat. Men det er decideret uklædeligt, at man ikke går ud og slår fast med syvtommersøm, at dette er en grundlæggende rettighed.

En tredjedel af danskerne synes, at det bør være forbudt for muslimer at bære tørklæde i det offentlige rum. Ikke niqab. Ikke burka. Men et tørklæde der i større eller mindre grad skjuler deres hår. Det viser en ny undersøgelse, der blev bragt i Berlingske i fredags.

Der er flere problemer i dette. Først og fremmest er det skræmmende, at en så stor del af befolkningen ikke synes, man bør sikre medborgere helt grundlæggende rettigheder. Rettigheder, der er stadfæstet i grundloven såvel som i menneskerettighedserklæringer og konventioner.

Dernæst må man spørge sig selv, hvordan denne nyhed kan gå igennem nyhedsstrømmen stort set uden, at der bliver kommenteret på den fra politisk hold. Det kan godt være, at regeringen er panisk angst for at røre ved noget, der bare lugter af indvandrerdebat. Men det er decideret uklædeligt, at man ikke går ud og slår fast med syvtommersøm, at dette er en grundlæggende rettighed.

Hold op med at se gennem fingre med islamofobi
I Danmark må man bære tørklæde, kalot eller sjal. Ja, for den sags skyld et dørslag. Fuldstændigt efter forgodtbefindende. Det er både ytrings- og religionsfriheden, befolkningen ønsker krænket, når en tredjedel synes, at tørklæder skal forbydes.

Ønsket om et forbud er et tegn på oplysningsunderskud, som man fra politisk hold burde gå forrest og bekæmpe. Det nytter ikke noget, at vi er berøringsangste over for den islamofobi, der åbenbart er udbredt i vores land.

Vender man problemstillingen lidt på hovedet, er der dog også en anden side af sagen, der springer i øjnene. For man kan vel også sige, at ønsket om et forbud er udtryk for et ryk i holdningen til, hvad staten skal tage sig af. Skal staten nu til at være politibetjent, helt ned til hvilket tøj et individ har på? Kan vi så også kræve, at arbejdsløse tager slips på, så de kan få et job?

Socialdemokraterne er nødt til at gå forrest
Jeg er normalt ikke meget for glidebaneargumentet, men når man er inde og pille ved noget så grundlæggende som menneskerettigheder, så er man nødt til at se på de store linjer. Derfor er dette et opråb til de danske politikere. Diskuter religion. Diskuter religionens rolle i samfundet. Diskuter frihedsrettigheder. Diskuter de store ting. Ikke kun detailpolitik og fordelingspolitik. Naturligvis er økonomien vigtig, men er vores frihed ikke også det?

Det er de færreste politikere, der tør røre en etisk diskussion i disse år. Med mindre det handler om dyr.

Men hvis ikke de socialdemokratiske politikere skal være en del af kampen mod totalitære tendenser, hvem skal så?


Flere artikler om emnet