Annonce

Arbejdernes litterære talerør er gået bort

Mindeord over forfatter John Nehm. Han skrev indlevende, solidarisk og stærkt om dagliglivet men med stort fokus på uligheden i samfundet.
John Nehm, en af Danmarks store arbejderforfattere, er gået bort.

John, som jeg havde den store glæde at lære at kende, blev født i 1934 og voksede op på Nørrebro og Amager. Han levede den første del af sit liv som blandt andet arbejdsdreng, arbejdsmand, chaufførmedhjælper, silketrykker, og lagerforvalter mens han skrev sine første bøger i sin sparsomme fritid.

Han levede den første del af sit liv som arbejdsdreng, arbejdsmand, chaufførmedhjælper, silketrykker, og lagerforvalter mens han skrev sine første bøger

Siden fik han, gennem hårdt arbejde, mulighed for at etablere sig som fuldtidsforfatter og får gennem livet udgivet 38 bøger og en række filmmanuskripter og teaterstykker.

Socialdemokrat for livet 

Hans store roman-trilogi startende med “Dagen og vejen” der handler om liv, magtforhold og arbejderklasse i land og by i mellemkrigsårene står stadig idag som en vigtig markør af et forfatterskab, hvor John Nehm skrev indlevende, solidarisk og stærkt om dagliglivet men med stort fokus på uligheden i samfundet. Det er rigtig ærgerligt at en filmatisering af romanserien måtte opgives, men det kan nåes endnu.

John Nehm skrev indlevende, solidarisk og stærkt om dagliglivet men med stort fokus på uligheden i samfundet

John var gennem hele livet socialdemokrat og havde blandt andet mange samtaler med Anker Jørgensen med hvem han delte baggrund som ufaglært arbejder.

Mange husker stadig Erik Clausens  fremragende film “ De frigjorte” som baserer sig på John Nehms roman med samme titel og Morten Arnfreds “Johnny Larsen”, der blev lavet på baggrund af Johns erindringsromaner “Ståsted søges”, “Man går ind ad en port”og “Hvor ryger min skorsten“.

John Nehm skrev blandt andet også det både stærke og poetiske teaterstykke “Billys bænkeliv” om livet som hjemløs, med skuespiller Jarl Forsman i hovedrollen.

En stor, stille ener i dansk litteratur

Han virkede som foredragsholder og gæstelærer i mange fagforeninger og på bl.a Esbjerg Højskole og er blevet belønnet af fagbevægelsen med LO’s Kulturpris 1980, Fremads jubilæumslegat 1984, Jord og Betonarbejdernes Kulturpris og SID’s Arbejdernes Kulturpris i 1994. Herudover har han modtaget Kulturministeriets Børnebogspris og Martin Andersen Nexø-legatet.

John Nehm var en stor, stille ener i dansk litteratur

John Nehm var en stor, stille ener i dansk litteratur. Æret være hans minde.

Medlem af Folketinget og næstformand for Socialdemokratiet. Kultur-medie og idrætsordfører. Tidligere konsulent i LO.


Flere artikler om emnet