Annonce

Boganmeldelse: Succes på Borgen

Ny bog fra Bent Winther hudfletter dansk politik for at være overfladisk - og falder selv i samme fælde.

Berlingskes politiske redaktør Bent Winther har begået en kort, velskrevet og skarp bog om tillidskrisen mellem vælgerne og politikerne. Winthers udgangspunkt er, at et dysfunktionelt trekantsdrama mellem pressen, politikerne og spindoktorerne har forårsaget krisen, og at det er tid til, at vi stopper op, og spørger os selv, om det er det folkestyre, vi vil have.

Analysematerialet til bogen er primært interviews med en 10-15 folketingsmedlemmer, kommentatorer og tidligere rådgivere.

Bogen er delt op i ti små kapitler, der hudfletter den udvikling den danske politiske kultur har undergået siden årtusindskiftet. Det gælder fx den voldsomme brug af soundbites, de evindelige forsøg på at skabe kant til den politiske modstander, også når den ikke er der, de mange personlige skandalesager og medfølgende offentlige undskyldninger og den øgede fokusering på politikernes privatliv.

Bedst er Winther når han revser indspistheden i det politiske miljø, hvor politikere, rådgivere, journalister, kommentatorer og lobbyister bytter jobs i et tempo og omfang, der gør det svært gennemskue om uvildigheden er intakt, og når han udstiller den enkle og meget endimensionelle skabelon, som langt de fleste politiske historier i medierne er bygget op omkring.

Winthers bog er som sagt en fin og enkelte steder sylespids kritik af den politiske kultur anno 2012, derfor kan det også kun undre, at hans valg af format (”10 gode råd til den nye politiker”) og overskrift (”Succes på Borgen”) udtrykker selve antitesen til hans kritik af forfladigelse af den politiske kultur. Ved at pakke en sober og interessant kritik ind i et gavepapir kaldet ”politiker-håndbog” vader Winther desværre selv direkte ned i den afgrund af overfladiskhed han lige har brugt 150 sider på at advare om at den politiske kultur er på vej til at falde i!

Dette til trods er det en anbefalelsesværdig bog.

Succes på Borgen - 10 gode råd til den nye politiker. Af Bent Winther. Berlingske Media Forlag.

Denne anmeldelse er også bragt i Djøfbladet.


Flere artikler om emnet