Annonce

De Konservative går langt for at undgå Jarlov: Udnævner ukendt til ny politisk ordfører

Helt nyt folketingsmedlem afløser Mette Abildgaard som politisk ordfører, mens hun er på barselsorlov
Foto: Folketinget/Steen Brogaard
Rasmus Jarlov (K)
De Konservative har på partiets sommergruppemøde valgt et helt ukendt, nytiltrådt folketingsmedlem som politisk ordfører.

Nemlig Frederik Bloch Münster, som blev medlem af Folketinget i juni som stedfortræder for Niels Flemming Hansen, der 9. juni blev valgt til Europaparlamentet.

Frederik Bloch Münster afløser Mette Abildgaard som partiets politiske ordfører fra nu og frem til foråret, hvor Abildgaard vender tilbage til Folketinget efter endt barselsorlov.

Med hvervet som politisk ordfører gør Frederik Bloch Münster kometkarriere i De Konservative:

så jeg er kun glad for, at jeg får muligheden for at være på den størst mulige scene

“Jeg er i det her 100 procent, så jeg er kun glad for, at jeg får muligheden for at være på den størst mulige scene med det størst mulige ansvar,” siger 29-årige Frederik Bloch Münster til Ritzau ifølge Berlingske.

Mette Abildgaard har haft ordførerposten siden 2016.

Mere højreorienteret

Kender af De Konservative, politisk kommentator Benny Damsgaard, vurderer over for Netavisen Pio, at Münster får posten, fordi han politisk ligger meget på linje med Mette Abildgaard:

“Det er et overraskende valg, fordi han har begrænset politisk erfaring. Forklaringen ligger nok i, at han politisk ligger meget på linje med Mette Abildgaard. Så med valget af Frederik Bloch Münster vil det være en videreførsel af hendes linje.”

Med valget af Münster undgår man også partiets højtprofilerede finans- og forsvarsordfører, Rasmus Jarlov:

En mere højreorienteret, en mere national-konservativ linje

“Hvis man havde valgt en Rasmus Jarlov, ville man have fået en anden stil og en anden politisk linje. En linje, som der ikke er flertal for i gruppen. Så havde man fået en noget mere konfrontatorisk linje. En mere højreorienteret, en mere national-konservativ linje,” vurderer Benny Damsgaard.

I kølvandet på De Konservatives daværende formand Søren Pape Poulsens pludselige død tidligere på året meddelte Rasmus Jarlov i marts, at han på ingen måde gik efter formandsposten, da der ikke var opbakning i gruppen til hans politiske linje:

“Jeg har to små drenge og vil ikke gå glip af deres barndom. Alene af den grund skal jeg ikke være partiformand. Men selv hvis jeg ville, så har jeg slet ikke evnerne, og mine politiske holdninger flugter heller ikke godt nok med resten af partiets folketingsgruppe til, at det ville give mening,” skrev Jarlov på det sociale medie X.

Rasmus Jarlov deltager i øvrigt ikke i partiets sommergruppemøde. Han deltager i stedet i Folketingets Forsvarsudvalgs rundrejse i Grønland denne uge. Jarlov er formand for Forsvarsudvalget.

Forhindret af fødsel 

Heller ikke Mette Abildgaard deltager i sommergruppemødet. Hun fødte nemlig tidligere på ugen barn nummer tre. Fødslen fandt sted i tirsdags - et par uger før termin:

“Godt nok et par uger før termin, men med en kampvægt på 4300 gram var det nok fint at få ham ud lidt før ventet. Også selvom det kostede mig vores sommergruppemøde i partiet, pyt,” skriver Mette Abildgaard i et opslag på Facebook, der slutter med at konkludere at familien er det vigtigste:

“Vi nyder tilværelsen i babyboblen og føler os så velsignede og taknemmelige over tre sunde, velskabte børn. Familien er bare det vigtigste.”

placeholder
 


 

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Det forstår man da godt at de konservative prøver på at køre udenom Jarlov - De ved jo aldrig hvor de har ham - han har det med at køre solo når det passer ham -
En lidt sær og kejtet starut , sådan oplever jeg ser ham , når han optræder på tv -

Konservative ville med Jarlov blive en dødssejler. Mere end de er i forvejen.