Annonce

Debat: Tæm techgiganterne inden de tæmmer os

De store dyr på den teknologiske prærie skal tæmmes, inden deres uhæmmede udvikling får uoverskuelige konsekvenser for vores frie samfund.
Lassoen skal findes frem, og den hurtigst løbende hest skal gøres klar til at kunne følge med de store techgiganters krumspring for at undgå enhver form for regulering.

Vi har set nogle af de konsekvenser, de såkaldte 'fake news' - krydset med en god portion polarisering og en antidemokratisk indstilling - kan have for et ellers frit og demokratisk samfund.

Techgiganterne, altså virksomheder som Google, Facebook, Netflix og Amazon, tager ikke selv et stort nok ansvar, der kan forhindre den slags.

Vi skal stille krav

Derfor mener jeg, at det er ekstremt vigtigt, at vi begynder at stille krav til techgiganterne om, hvordan de skal opføre sig i vores samfund, så det forbliver frit, retfærdigt og ikke mindst lige.

F.eks. betaler techgiganterne ikke særlig meget skat, set i forhold til deres formodede indtægter.

Grunden til, at jeg skriver formodede indtægter, er, at de på snedig vis skjuler deres indtægter i de enkelte europæiske lande, de opererer i.

F.eks. påstår Google i Danmark, at de har omsat for små 210 millioner og haft en profit, der spyttede sølle 3,9 millioner i skattekassen i 2016? 

Jeg finder det i hvert fald meget tvivlsomt, at Googles indtjening har været så lav.

Et snedigt trick

Techgiganterne bruger mange mere eller mindre snedige tricks for at undgå at betale skat.

Gennem et omfattende netværk af selskaber både i Europa og i Caribien, f.eks. Bermuda, sendes overskud rundt og rundt mellem lande og udenom skattemyndighederne. Dermed undgår de at betale den skat, de burde.

Vi bliver nødt til at få tæmmet techgiganterne inden de får vokset sig uoverskueligt store og deres manglende selvkontrol får for store konsekvenser for samfundet.

Teknologisk udvikling, innovation og stigende ulighed må for mig aldrig gå hånd i hånd langs vejen, der fører os til i morgen.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Enig. Det er jo tankevækkende at medierne og vi som borgere, lynhurtigt kan samles om en demokratisk velreguleret ministerbeslutning om hvor et kommende Udrejsecenter for udviste kriminelle asylansøgere iøvrigt skal placeres på danmarkskortet, men vi er ikke engagerede som fællesskab overfor de velkendte techgiganter fra Kina, Indien og USA, som uden nogen form for lovlig demokratisk regulering, bevidst skjuler overskud og omgåes vores ellers finmaskede indkomstskattelove. Vi har i vesten været flittige brugere af antimonopol lovgivning, men når det kommer til Google, Facebook, Amazon, med flere beundrer vi dem. Fra mediernes side, demokratiets vagthunde, er man nærmest næsegrus beundring for disse konglomeraters magt og snedighed til at komme udenom den demokratiske kontrol. Vi må forvente at medierne træder i karakter og vi må selv, som borgere gå sammen i en massiv protest mod, at disse giganter kan få lov at gå fri for at betale SKAT hvor de tjener deres overskud. Så må lovene revideres, hvis det er det, vi har forsømt. Dertil en skarp regulering af deres demokratiske ansvar, medvirken til skattesvindl, medvirken til at udbrede falske nyheder, medvirken til at kriminelle kan organisere sig, er også medvirken til at undergrave vores demokratiske samfund og skal selvfølgeligt være strafbart og straffes. Som platformsudbyder har man selvfølgeligt også ansvar for at kreere en løsning som sikrer, at kriminalitet ikke foregår via og ved brug af, platformene. Har man dygtighed nok til at udvikle og drive disse giganttjenester, har man som giganttjenesteudbyder rigeligt med de faglige kompetencer det kræver, at udvikle platformsadgangen til at være reguleret ift hvad platformene bruges til!!! Tudekiks til dem som siger, det ikke er muligt. Selvfølgeligt er det muligt!