Fagbevægelsen advarer mod at sænke beløbsgrænse: Vil presse lønnen

Billigere udenlandsk arbejdskraft vil sætte halvanden million danske lønmodtagere under lønpres. Urimeligt, mener FH-formand
Et forslag fra Venstre, Konservative, Dansk Industri og Dansk Arbejdsgiverforening om at sænke grænsen for hvor mange penge en udlænding fra lande uden for EU skal tjene, for at komme til Danmark.

De borgerlige partier og arbejdsgiverne foreslår at sænke den såkaldte beløbsgrænse til 360.000 kroner. Beløbsgrænsen er i dag på 445.000 kroner.

Men knap hver tredje faglærte og hver fjerde ufaglærte lønmodtager vil blive berørt af en lavere beløbsgrænse. Det kan føre til pres på lønnen.

Det viser et nyt notat som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, AE-rådet, har lavet i samarbejde med Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH).

En lavere beløbsgrænse vil åbne for import af arbejdskraft fra tredjelande, altså lande uden for EU, og det vil få konsekvenser for næsten hele det faglærte arbejdsmarked og over halvdelen af det ufaglærte arbejdsmarked, står der i notatet.

En sænkning af grænsen vil betyde, at lønmodtagere med en indkomst mellem den foreslåede grænse og den nuværende grænse vil blive konkurrenceudsat, hvis forslaget vedtages.

Vi er lodret imod!

I Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) advarer man mod forslaget:

”Vi er lodret imod! Hvis man følger forslaget fra Venstre, Konservative, Dansk Industri og Dansk Arbejdsgiverforening vil 1,4 millioner lønmodtagere herhjemme blive udsat for et urimeligt lønpres fra hele verden," siger FH-formand Lizette Risgaard ifølge en pressemeddelelse:

"Vi skal bruge opsvinget til at få alle vores ledige kolleger med, ikke til at udvikle et yderligere lønpres."

FH-formanden påpeger, at mange i den offentlige debat tror, at forslaget handler om højtuddannede, men at forslaget vil ramme helt almindelige faglærte og ufaglærte lønmodtagere:

”De fleste danskere tror, at beløbsordningen handler om it-ingeniører og andre specialister – det er helt forkert. De specialister får typisk en højere løn end det, vi taler om i forhold til beløbsgrænse."

“Men når det er sagt, så vil en lavere beløbsgrænse udsætte et flertal af faglærte og ufaglærte for stor lønkonkurrence fra medarbejdere fra tredjelande. Det er helt unødvendigt,” siger hun.

Læs hele notatet her.


 

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Kommentar:
Der er ikke spor underligt i, at Dansk Arbejdsgiverforening og Dansk Industri, samt Venstre og Det Konservative Folkeparti har denne holdning...

Min persolige holdning til ovennævnte er, at vi skal ikke sænke beløbsgrænsen for arbejdskraft fra tredjelande, da man alene inden for EU har omkring 15 millioner arbejdsledige, dem kan danske virksomheder jo ansætte først, det gør man så ikke, alt imens man råber op om, at de ikke kan få arbejdskraft...

God eftermiddag,
Erling Drews

Hvorfor skal vi have udlændinge til at tage vores job. Stop al udenlandsk arbejdskraft. At fh og s har fundet det iorden at konkurrence udsætte danskerne viser tydeligt at vi trænger til nogle nye ledere.

De har allerede muligheden for at hente arbejdskraft i hele EU. Det må være nok.

Lizette du ved udmærket godt, at den EU arbejdskraft, du peger på har lingvistiske udfordringer. Ledigheden er nu pænt under 100.000 Vi kommer til at importere arbejdskraft. Stil nu RIMELIGE krav om, hvordan det skal foregå !! Bh 🌹🌹🌹🌹

Annonce