Annonce

Fagforeningsformand har et godt råd til aggressive bilister: Kør hjemmefra fem minutter før

Roadrage: Anlægsarbejdere, der bygger Hovedstadens Letbane overfuses af vrede bilister. 3F-formand: “Man skal ikke skældes ud, bare fordi man passer sit arbejde.”
Foto: Hovedstadens Letbane
Hovedstadens Letbane, Glostrup-krydset
Råb og vrede skældsord er blevet hverdag for anlægsarbejdere, der frem til 2025 er ved at opføre den kommende letbane mellem Ishøj og DTU nord for Lyngby.

Ifølge Hovedstadens Letbane oplever de ansatte at blive overfuset verbalt af vrede bilister. Særligt galt er det lige nu i Herlev, hvor byggeriet kræver nogle trafikomlægninger:

“Nogle bilister ruller vinduet ned og råber ukvemsord ind på byggepladsen. De kritiserer arbejdet eller siger, at de er til gene for deres kørsel,” fortæller Niels Brock, der er senior projektleder i Hovedstadens Letbane til TV 2 Kosmopol.

Roadrage - et velkendt fænomen

Bilist-vreden er blevet så udtalt, at Hovedstadens Letbane har lavet visitkort, som anlægsarbejderne kan dele ud til vrede bilister. Selskabet laver også - i samarbejde med Herlev Kommune - opslag på Facebook, hvor bilisterne opfordres til at holde en god tone. Og afholde sig fra at lade deres vej-vrede - roadrage - gå ud over anlægsarbejderne.

Formand for 3F Vestegnen, Thomas Overgaard, mener ikke det er rimeligt, at bilisterne lader deres vrede gå ud over hans medlemmer:

Mine medlemmer passer jo bare deres arbejde

“Det fortjener de ikke. På ingen måde. Mine medlemmer passer jo bare deres arbejde. Man skal ikke skældes ud, bare fordi man passer sit arbejde.”

Hvad er dit råd til frustrerede bilister?

“Få styr på temperamentet. Og kør hjemmefra fem minutter før. Jeg synes da også, at det en gang imellem kan være lidt irriterende, når de laver trafikomlægninger, men jeg synes faktisk at letbanen og de involverede kommuner er gode til at informere om trafikomlægningerne.”

Thomas Overgaard nævner, at fænomenet med roadrage ikke er nyt, og ikke aftagende. Snarere tværtimod: 

Det er lidt lige som den vrede, man hælder ud på de sociale medier

“Det er lidt lige som den vrede, man hælder ud på de sociale medier, hvor man sidder trygt og godt derhjemme i stuen og raser. Her sidder man så bare trygt og godt inde i bilen. Det er desværre et fænomen, som ikke er aftagende.”

3F Vestegnen har omkring 4.800 medlemmer.

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Butiks ansatte har kendt det i mange år,
håndværkere er ligeglade med andre mennesker.