Annonce

Hver tredje FOA-medlem udsat for vold og trusler

“De her tal er dybt alarmerende,” lyder det fra FOA, som er bekymret for rekruttering af nye medarbejdere til velfærdsfagene.
Foto: FOA
Maria Klingsholm, forbundssekretær i FOA
35 procent af FOA´s medlemmer bliver udsat for trusler, chikane og kvælningsforsøg.

Det viser en ny undersøgelse, som fagforbundet har lavet på tværs af forskellige arbejdsgrupper som for eksempel SOSU’er og pædagogmedhjælpere.

FOA: Det er ikke godt nok  

I FOA er man stærkt bekymret over tallene.

”De her tal er dybt alarmerende. Der er simpelthen alt for mange, der går på arbejde med risikoen for at blive udsat for vold og trusler om vold, og det er ikke godt nok,” siger Maria Klingsholm, forbundssekretær i FOA, i en pressemeddelelse.

Hun frygter desuden, at endnu flere end undersøgelsen viser er udsat for vold.

Jeg vil næsten gå så langt at kalde det for en katastrofe

“Jeg vil næsten gå så langt at kalde det for en katastrofe, og jeg kan være bange for, at mørketallet er endnu højere, fordi mange medarbejdere desværre kommer til at acceptere, at vold og trusler er en del af jobbet. Men vi må aldrig acceptere vold,” lyder det fra Maria Klingsholm.

Vigtigt at vende udvikling 

I FOA’s undersøgelse fremgår det, at volden mod velfærdsmedarbejderne ikke er faldet de seneste fem år på trods af diverse tiltag.

”Undersøgelsen understreger, at der er brug for et nyt og bedre strukturelt fokus på både psykisk og fysisk vold. Der skal kigges på hele paletten igen,” siger Maria Klingsholm.

Hun peger i den forbindelse blandt andet på, at lederne skal have den rette uddannelse, at en god introduktion af nye medarbejdere er vigtig og at medarbejdere får den rette viden og uddannelse.

Derudover er det vigtigt at fastholde personale og sørge for, at uddannet personale udfører arbejdsopgaverne.

”Det gode forebyggende arbejde omkring arbejdsmiljø udfordres af høj udskiftning i personalet og flere ufaglærte. Og det bliver let en ond cirkel, for vi kan heller ikke trække nye kræfter til et fag, hvis oplevelsen er, at man er i risiko for at blive udsat for vold,” siger Maria Klingsholm.

“Derfor skal vi have vendt udviklingen og nedbragt volden. Og det haster,” understreger hun.

Emma Inge Hansen er journalist på Netavisen Pio. 


Flere artikler om emnet