Målet er frihed

Siden 1871 har frihed været Socialdemokratiets endemål, men tendensen går imod mindre frihed, ikke mere.

Siden 1871 har frihed været Socialdemokratiets endemål. I 1871 med tilføjelserne lighed og broderskab lånt fra den franske revolution i 1789 defineret i Menneskerettighedserklæringen som menings-, ytrings- og handlefrihed.

Siden er formuleringens ordlyd ændret, men ikke meningen og heller ikke at friheden er vort mål.

Det hedder således i 1888-programmet: “Socialdemokratiets Opgave i alle Lande maa være Menneskers fuldkomne Frigørelse uden Hensyn til Køn, Race eller Nationalitet“, og vi vil “befri Arbejdet fra den udbyttende Kapitalisme”.

I 1913-programmet hedder det, at “Gennemførelsen af det socialistiske Fælleseje og den socialistiske Produktion vil betyde Tilintetgørelsen af alle Former af Udbytning, Undertrykkelse og social Ulighed” og at vores “verdenshistoriske Opgave er alle Menneskers fuldkomne Frigørelse uden Hensyn til Køn, Race eller Nationalitet”.

Vort mål er altså og har altid været den personlige frihed.

Ligheden og solidariteten er (kun) midlerne eller vejen hertil. Desværre anses sætningen i Grundloven § 71, 1. pkt.: ”Den personlige frihed er ukrænkelig” som en programerklæring uden retligt indhold.

Hvad er frihed?
Der synes at være en tendens til at definere frihedsbegrebet som (alene) omfattende forenings-, menings-, ytrings- og forsamlingsfrihed og retten til at stemme (som anført i Grundloven), hvorimod handlefriheden og den fuldkomne frigørelse ofte er uomtalt eller ignoreres.

Naturligvis er forsamlingsfrihed vigtig, men det er ikke noget, der i det daglige har nogen betydning for den almindelige borger og historien viser, at i de situationer hvor der er behov for store forsamlinger/demonstrationer samles folket uanset om man må eller ej – og ofte er reaktionen fra myndighederne den samme: Opløsning, for heller ikke i et demokrati må opløb finde sted. Som det er formuleret i Grundlovens § 79: ”Forsamlinger under åben himmel kan forbydes, når der af dem kan befrygtes fare for den offentlige fred.”

Også ytringsfriheden er væsentlig. Den er dog ikke absolut, og man kan straffes for ytringer, der er forbudt ved lov (”dog under ansvar for domstolene”). I den forbindelse kan tilføjes, at retten til at ytre sig er relativt værdiløs, hvis der ikke er nogen, der hører, ser eller læser ytringen der fremføres, hvilket er tilfældet for langt de fleste borgere. Der er vel kun nogle få tusinde mennesker i Danmark, der ikke alene kan få deres synspunkter i medierne men også - hvad der er ytringens formål - få en reaktion på disse.  Sådan er vi mennesker jo indrettet. Det er ikke et standpunkt eller en meningstilkendegivelse, der er vigtig eller som man forholder sig til. Det er (kun) om fremsættelsen sker af en ”kendt”, det være sig politiker, journalist, realityprogramdeltager, meningsdanner, skuespiller, forbundsformand, arbejdsgiverforeningsformand, erhvervsleder osv. Og fred være med det, heri er for så vidt intet nyt. Desuden gælder ytringsfriheden kun i forhold til myndighederne – ikke i forhold til en arbejdsgiver.

Frihed til at handle selv
For menigmand derimod er frihedsbegrebet et andet. Her er det vigtigste – og eneste man reelt selv har indflydelse på – sin egen personlige frihed. Handlefriheden.

Det synes jeg er det væsentligste, hvis vi fremover vil gøre os håb om at genvinde fordums styrke.  I den offentlige debat (godt kolporteret af de borgerlige) prøver man på at fremstille valget mellem socialisme og kapitalisme, som valget mellem frihed og lighed.

Vi må med syvtommersøm fastslå, at forudsætningen for (menigmands) frihed er lighed og solidaritet, men at lighed og solidaritet ikke er målene (i sig selv) men midlerne til at opnå friheden.

Skal friheden konkurrere med ligheden, vil friheden altid (i sidste ende) vinde, og som man siger, skal man ikke starte et slagsmål, man ikke kan vinde.

Hvordan har friheden det?
For det første er friheden for menigmand blevet væsentligt forringet gennem forringelserne af ligheden - også med socialdemokratiske stemmer. Her tænker jeg bl.a. på afkortelse af dagpengeperioden, efterlønsreformen, sygedagpengereformen, førtidspensionsreformen samtidig med, at der er givet skattelettelser til de bedst stillede. Det er ikke noget, der fremmer hverken ligheden eller den personlige frihed (til at gå i biografen, købe ordentlig mad, have råd til gaver til børnefødselsdage, tage på ferie/udflugter – eller råd til tandlægebehandling/briller).

Forringelserne har også haft en negativ effekt på de borgere, der (endnu) ikke er direkte berørt af forringelserne i form af frygt for fyringer med heraf følgende usikkerhed, om man kan blive boende i egen bolig, når dagpengeperioden er udløbet. Dette får ikke folk til at bruge penge men til at spare op, hvilket ikke er hensigtsmæssigt, når der er brug for at få gang i omsætningen. At man så derudover strammer skruen i forhold til den personlige frihed med kontrolforanstaltninger, påtvungne ressourceforløb og mistænkeliggørelse i øvrigt, skal disse grupper ikke alene tåle væsentlig nedgang i velfærd men – hvad der opfattes som det værste og mest krænkende – indskrænkninger i den personlige frihed. Man bruger så at sige guleroden som pisk. Og værst: man tager værdigheden fra folk, hvilket føles værre end fattigdommen.

Friheden er presset
For det andet er den almene personlige frihed gradvist væsentligt indskrænket inden for de sidste 50 år.

I slut-60’erne og start-70’erne havde vi ungdomsoprøret med krav om frihed. Det er bemærkelsesværdigt, at dette oprør fandt sted på et tidspunkt med velstand, gode uddannelsesmuligheder og fuld beskæftigelse. I september 1971 grundlagdes fristaden Christiania (der nu skal normaliseres!).

Siden er der indført mulighed for forældrepålæg (med adgang til modregning i offentlige ydelser) til forældre med utilpassede unge, gensidig forsørgelsespligt, uddannelseshjælp til unge under 30 år, opfølgningssamtaler (med evt. skærpet tilsyn), ”nyttejob”, ressourceforløb (også for døende), forbud mod opførelse af plejehjem (i dag skal de ældre være meget syge for at få en ældrebolig og først efter et visitationsforløb, der opfattes som nedværdigende stroppeture), adgang til indskrænkninger i den tildelte hjemmehjælp, hvis kommunens økonomi ændrer sig (til det værre).

I dag er det sædvanligt, at børn passes i daginstitution/dagpleje ofte i tidsrum længere end arbejdstiden for voksne, der oprettes mammutinstitutioner med mere end 100 børn, og skovbørnehaver er på retur. Der er et bredt politisk ønske om, at alle børn skal gå i institution. Har arbejdsløse ikke dokumenteret institutionsplads mistes understøttelsen. Der skal udarbejdes skriftlige pædagogiske læreplaner for alle børn i aldersgruppen 0-2 år. Mandligt ansatte er udsat for mistænkeliggørelse og må ikke skifte børnene (uden opsyn) eller have dem på skødet. I nogle institutioner er der indført forbud mod svinekød. Eller mod sukker så man skal have frugt med ved børnefødselsdage i stedet for flødeboller eller kage.

Fra skoleåret 2009/-10 blev børnehaveklassen obligatorisk, og der indførtes trinmål. I 2014 trådte den ny skolereform i kraft, der vel ideologisk kan synes tæt på DDR-systemet. Med et ugentligt timetal op til 35 timer for eleverne. Gennem skoleforløbet skal gennemføres 10 nationale tests. Der er bindende mål og vejledende læseplaner. På mange skole er der indført forbud mod sukker og kakaomælk.  På mange arbejdspladser er sukker fjernet fra kantinerne.

I 1970’erne diskuterede vi på den skole jeg gik på, om også de små elever skulle have lov til at ryge. I dag bliver lærere fyret, hvis de ryger i arbejdstiden. Det samme gør andre ansatte – også i selvbetalte pauser eller for hjemmehjælperes vedkommende på vej mellem to borgere. Ansatte skal nu være rollemodeller.

I gymnasierne er der forbud mod alkohol på udflugter, ture og uddannelsesrejser, selv om de unge er over 18 år. Det er der i øvrigt også nu på næsten alle arbejdspladser i arbejdstiden.

Der er gennemført en fremdriftsreform, der tvinger unge hurtigere gennem uddannelsessystemet.

Med hensyn til den personlige frihed i øvrigt kan nævnes forbud af salg af tobak og alkohol til unge under 16 år (der dog gerne som 13-14-årige må drikke altervin), obligatorisk motion på nogle arbejdspladser, søvntjek af ansatte, promillegrænse på 0,5 (tidligere var den 2,0), påbudt sikkerhedsseler, styrthjelm på knallert/motorcykel, redningsvest.

Adgang til inddragelse af kørekort for diabetikere og folk med søvnapnø, overvejelser om formodet samtykke til organdonationer, øget anvendelse af tv-overvågning (der er mere end 350.000 kameraer i Danmark). Omfattende digital overvågning af telefonsamtaler og internetbrug. Øget kontrol af ansatte ved brug af pda’er, tv-overvågning og lignende. Og alt skal dokumenteres. Er man for fed bliver man fyret. Bøder (for eksempel til pensionister) for at male sit hus blåt eller rense tagrende.

Adgang ikke alene til tvangsfjernelse men tillige til tvangsbortadoption af børn af handicappede og misbrugere allerede ved fødslen. På kommunale hjemmesider er der opslag om, at hvis man har mistanke om omsorgssvigt eller socialt bedrageri, kan dette anmeldes (digitalt) anonymt. Jagttegn blev indført i 1922 og fiskeri kræver fisketegn. Ved strande med blåt flag, er hundebadning siden 2014 forbudt. Der er i 2016 indført forbud mod indsamling af æg fra vilde fugle, og der er nu indført kontrol af dæktryk og løse nummerplader, hvor overtrædelse medfører bødestraf.

Jeg påstår ikke, at alle disse indskrænkninger i den personlige frihed nødvendigvis ikke i et vist omfang ikke kan være velbegrundede eller besluttet ud fra de bedste motiver, men der er en tendens, som man bør forholde sig til.

Laveste fællesnævner er ikke frihed. Lad os i stedet satse på foreningsmængden og mangfoldigheden – ikke fællesmængden.

Kontrol er godt – tillid er bedre, for nu at fejlcitere Lenin.

Man må aldrig glemme, at totalitarisme uanset form/ideologi i sin egen selvforståelse grundlæggende er begrundet i et ønske om at gøre verden bedre. Det gælder også kommunisme, fascisme og fundamentalistiske religioner. Og (det danske) demokrati – uden sammenligning i øvrigt.


Erik Herss er tidligere forbundsjurist i FOA, tidligere formand for Socialdemokratiet i Glostrup og p.t. bestyrelsesmedlem for Socialdemokratiet i Lejre.


Dette er det seneste bidrag i Netavisen Pio og Socialdemokratiets essay-konkurrence ‘fremtidens socialdemokrati’ i forbindelse med udarbejdelse af partiets nye principprogram.

Du kan læse mere om konkurrencen her. Vil du selv bidrage med en kronik kan du kontakte Netavisen Pio på redaktion@piopio.dk.

Følgende essays er hidtil offentliggjort:
Bent Hansen: Frihed, lighed, deltagelse
Charlotte Holtermann: Et princip om en værdig død
Charlotte S.H. Jensen: … for at fri vor bundne ånd
Ellen Marie Andreasen: Unge har brug for successer – ikke mere pres
Filip Sebastian: Socialdemokratiet i fortid og fremtid
Hans Stavnsager: Frigørelse og fællesskab
Henning Tjørnehøj: Louis Pio kæmpede for ligeberettigelse
Inger-Lise Nedergaard Carstensen og Vivian Nedergaard T. Brodthagen: Visioner og virkelighed
Jeppe Lindstrøm Christiansen: Vores Socialdemokrati
Jesper Knudsen: Socialdemokratiet må tilbage til rødderne
Kasper Fogh: Socialdemokratiet må se fremad
Kurt Kirkedal Jensen: Det skulle have været så godt
Morgan Krüger: Uddannelsespolitikken skal ud af overfløjens hænder
Nicolai Kjærgaard Sørensen: S skal ud af sin comfort zone
Ole Lund Petersen: Det står vi for
Per Kristensen: Med dannelsen som drivkraft
Rasmus Stoklund: Det gode liv og globaliseringen
Søren V. Knudsen: Fremtiden tilhører socialdemokratismen
Tommy J. Johnsen: Sundhed er en socialdemokratisk mærkesag


Kommentarer fra Facebook