På samme måde som kvinder i hele verden markerer deres kampdag den 8. marts, har mænd siden 1992 brugt den 19. november til at markere deres kampdag. Nogle vil måske hævde, at mænd både historisk og hver eneste dag har ”sejret ad helvede til”, og at en kampdag derfor er unødvendig. Vi mener det modsatte.

Vi mener, at mænd har noget at kæmpe for, og vi mener sågar, at mændenes kamp er den samme som kvindernes: nemlig kampen for ligestilling og kampen imod forskelsbehandling. Den kamp vindes i Danmark, når kvinder får mere indflydelse, og når mænd får en bedre behandling – eller sagt på en anden måde: Når ligestillingen i løn og indflydelse øges, og når forskelsbehandlingen i blandt andet sundhedssektoren og i forældrerollen mindskes.

Lad os adressere det åbenlyse med det samme: Kvinder er underrepræsenteret i politiske topposter og på direktørgangene. De tjener gennemsnitligt mindre end mænd. Og – måske værst af alt – viser statistikken af grove forbrydelser, som mord og voldtægt, at langt overvejende begås AF mænd MOD kvinder.

Manglende ligestilling skader både mænd og kvinder
Kamp for mænds ligestilling er alt for vigtig til, at vi som fællesskab kan overlade den til kvinder alene. Manglende ligestilling er skadelig for hele vores samfund og rammer os alle.

Det er derfor ærgerligt, at debatten ofte ledes på afveje af en gruppe debattører, der mere eller mindre insisterer på at gøre ligestillingskampen til en kønskamp, hvor enten mænd eller kvinder skal stå tilbage som enten skyldige eller tabere, som professor Hans Bonde for nyligt skrev i Politiken.

Bonde videreformidlede i sit debatindlæg lønkommissionens budskab om, at mænd generelt tager valg, der gavner deres løn (vælger højtbetalte job, undgår deltid osv.) – og at kvinder aktivt tager valg, der skader deres muligheder for en høj løn.

Bonde mener, at mænd bliver ramt af ”skam og skyld”, når de læser om uligeløn, lige som han påstår, at kvinder benytter sig af en strategi, der spiller på mænds skamfølelse, når debatten falder på ligeløn.

Vi tror ikke, at fagforbundene bag ligelønskampagnen gør det for at få mænd til at føle skam og skyld. Kampen for ligeløn er netop ikke en kamp imod mænd, men en kamp for et bedre samfund.

Det er derudover fagforeninger og ikke kun kvinder, der i kampagnen kæmper for ligeløn, og det er hele vores samfund, og ikke kun mænd, som kampagnen henvender sig til. De misforståelser, der antageligt har forårsaget skam og vrede hos Bonde, var muligvis undgået, hvis han så kampen for ligeløn som andet end blot en kvindekamp – også derfor er der behov for mændenes kampdag.

Kvindefag værdsættes ikke nok
At det, at kvinder ofte vælger at arbejde i ”kvindefag”, skulle retfærdiggøre en generelt lavere kvindeløn, er en påstand bygget på forkerte præmisser.

Offentligt betalt arbejde, som kvinder i langt højere grad besidder end mænd – er offentligt værdisat. Altså har vi som samfund valgt at tildele typiske kvindeerhverv en lavere løn, end job i det private, hvor der ofte er en overvægt af mænd. At vores samfund værdisætter den ene halvdel af befolkningens evner laverer end den anden, ser vi som et ligestillingsproblem.

De områder af et menneskes arbejdsliv, hvor kvinder udfører størstedelen af arbejdsindsatsen, som for eksempel børnepasning og husligt arbejde, slet ikke tælles med, når værdisætningen af kvinders arbejdsindsats vurderes. Selve grundlaget for at udregne forskellen i hvordan mænd og kvinders arbejdsindsats værdisættes og honoreres, er derfor ligestillingsmæssigt skæv.

Mænd og kvinder er forskellige
Kampen for ligestilling og manglende forskelsbehandling bunder ikke i at mænd og kvinder er ens, og at kønsmæssige ubalancer derfor skal bekæmpes.

Tværtimod bør det særligt i ligestillingsdebatten erkendes, at mennesker er forskellige, og at individuelle variationer i evner også krydser kønsgrænser. Samtidig bør det erkendes, at forskningen meget klart viser, at en stor andel af menneskers medfødte evner i stort omfang følger kønsgrænserne – risikovillighed og chancetagning findes for eksempel oftere hos mænd, som måske også kan forklare nogle af forskellene i kønsfordelingen af fængselsindsatte, stuntmænd osv.

Behovet for ligestilling skyldes forskellighed
Den tidligere norske statsminister Gro Harlem Brundtland sagde engang, at der findes ”egenskaber, der typisk er mere udtalte hos mænd – eller hos kvinder”, og forklaret, at hun helt bevidst har undgået den fejlslutning ”At mænd og kvinder må have lige muligheder på alle samfundsområder, fordi vi er ens”, da det for hende ville ”være mindst lige så overbevisende at sige: fordi vi er forskellige”. Hvis blot denne pointe ville vinde større indpas i den danske debat, ville vi være noget langt.

Kønnenes forskellighed er det stærkeste argument for at kæmpe for ligestilling. Danmark lider kompetencetab, når kønnene ikke modtager lige behandling. Det begrænser vores samfundsudvikling, og også derfor kan mænd ikke overlade ligestillingskampen til kvinder alene.

Mænd er i risiko
Ligesom kampen for ligeløn er en kamp, som mænd skal deltage i, mener vi selvfølgelig også, at kvinder skal deltage i kampen for ligebehandling af mænd i Danmark.

Mænd i Danmark dør gennemsnitligt fire år tidligere end kvinder, mænd har 40 procent større risiko for at dø af kræft. De har 2000 procent (20 gange) større risiko for at dø under sport. De har over ti gange større risiko for at dø på jobbet. De har over dobbelt så stor risiko for at blive alkoholikere. Og de har tre-fire gange større risiko for at begå selvmord.

På den sociale og kulturelle front oplever drenge og mænd lige så uopnåelige mål som piger og kvinder. Hvor børnehavens piger har Barbies unaturlige krop at stirre sig blinde på, har drengene He-Man, hvis kropsproportioner er lige så forskruet som Barbies.

Mænd halter efter kvinder i uddannelsessystemet
Uddannelsesmæssigt halter drengene også efter pigerne – i en tid, hvor vi godt nok uddanner for mange akademikere, men i den grad kan se ufaglærte pressede af udenlandsk arbejdskraft, udliciterede job eller robotter.

På ungdomsuddannelserne færdiggør fire procent færre drenge end piger deres eksamener, og på de videregående uddannelser er dette steget til 14 procent. Man ser stadig en meget træg udvikling i toppen af dansk samfund, men med den markant større mængde kvinder, der om få år står til rådighed, er det svært ikke at forestille sig at kvinder på et tidspunkt fylder lige så meget som mænd.

Kvinder har det ikke for godt
Vi ønsker ikke mere fokus på mænds ligestilling, fordi vi synes, at kvinderne har det ”for godt”, men fordi vi ønsker, at alle skal have det bedre.

Øremærket barsel til mænd vil betyde en stor udligning af lønforholdene samtidig med, at det kan forventes, at det vil hjælpe på forskellen i forældremyndighedsfordelingen.

Større fokus på mænds fysiske sundhed vil give sundere borgere, der skaber mere værdi for os andre. Og større fokus på deres psykiske helbred kan have næsten uoverskuelige positive effekter som færre overgreb mod sig selv, men i særdeleshed også færre overgreb mod andre. Sunde, dannede, ikke-misbrugende individer med kontrol over eget liv begår mindre kriminalitet.

Derfor er det i samfundets interesse at se på, hvordan vi rækker en hånd ud til dem, der roder rundt på betongulvet i samfundets bygning – og her finder vi overvejende mænd.

Der er så enormt meget at hente for os alle, hvis vi erkender, at vi placerer os forskelligt i forskellige statistikker, og at det altid kan blive bedre. Vi ser det som et faktum, at der er store samfundsmæssige landvindinger at gøre, når det kommer til især fysisk og psykisk sundhed - en begyndelse på en fremgang for hele befolkningen.

Jarl Feyling er socialdemokratisk regionsrådskandidat i Region Hovedstaden,

Marcus Vesterager er socialdemokratisk kandidat til Københavns borgerrepræsentation

Niels Gyldenlund Mikkelsen er socialdemokratisk kandidat til byrådet i Syddjurs