Lars Løkke Rasmussens Venstre-regering er død. Som en anden Cæsar blev regeringen dræbt af dem, der burde stå den nærmest.

Især Liberal Alliance efterlod Venstre-regeringen blødende og uden mange andre muligheder end at forsøge at tilfredsstille Anders Samuelsens altoverskyggende topskattekrav ved at invitere ham med ombord på den ellers synkende skude. Hans ultimative, stålsatte og ufravigelige krav om topskattelettelser samt vælgernes tillid var nemlig til salg for udsigten til en ministerpost med dertilhørende ministergoder.

Heller ikke det andet parti, Løkke nu inviterer ind i varmen, har gjort tilværelsen nem for Venstre. Det Konservative Folkeparti gik endda så langt som at gøre brug af et af de ypperligste våben inden for politisk krigsførelse, nemlig at stille et mistillidsvotum til en af Løkkes betroede ministre, som efterfølgende måtte træde tilbage.

Men Lars Løkke & Co. er dog ikke helt uden skyld for regeringens nærmest historisk korte levetid. Havde det ikke været for deres selvdestruktive regeringsførelse og manglende respekt for folkestyret, kunne han måske have nået at forbinde de mange åbne sår og ringe 1-1-2, før det var for sent.

Vi mindes i dag en Venstre-regering, der trods et utal af uopfyldte løfter, også udskød en hel del vigtige beslutninger. Beslutninger, der skulle sikre Danmark en lysere fremtid. Det er ikke bare sket en, to eller tre, men hele tolv gange på de beskedne seksten måneder, de efterhånden forgæves har forsøgt at lede landet.

Senest har Løkke skudt forhandlingerne om en samlet 2025-plan - som har til formål at sikre vores alles fremtid mere end bare ét år ad gangen - til hjørne. Forhandlingerne gik til grunde inden de kom i gang, da de borgerlige partier ikke kunne blive enige, om de skulle tilgodese de rigeste i samfundet med topskattelettelser, eller fratage de unge deres SU og tvinge allerede nedslidte folk til at arbejde længere med krav om senere folkepension og efterløn.

Med sig i graven tager Venstre-regeringen også flere af sine mislykkede løfter. Blot få dage efter regeringen trådte til, annoncerede en stolt, ambitiøs Lars Løkke, at han ville indføre en ’straksopbremsning’ af flygtningestrømmen. Men trods store ord med tilhørende store armbevægelser lykkedes dette heller ikke for ham, da over 17.000 flygtninge efterfølgende er kommet til Danmark.

En anden af Løkke og hans medsammensvornes idéer var, at den offentlige sektor ikke skulle vokse. Men efter flere forhandlinger kunne en knap så forhandlingsstolt finansminister præsentere endnu en finanslov indeholdende offentlig vækst. Til spørgsmålet om, præcist hvilke aftryk Venstre fik sat, svarede Claus Hjort Frederiksen, at de fik en finanslov. Sagt på en anden måde: De får ret, og vi får ro.

Samtidig med den beskedne offentlige vækst så vi en overordnet nedjustering af væksten i økonomien – hele fire ud af fire mulige gange. Stik mod, hvad Løkke og hans økonomiske kompagnoner tidligere lovede.

Et fjerde løfte, hvor Løkke og regeringen igen måtte bide til bolle, var det absolutte skattestop der skulle bestå, så længe Venstre sad ved magten. Det løfte bliver heller ikke overholdt, da bundskatten hæves med 700 millioner kroner.

Hvad angår at sikre danskernes tryghed lykkedes det heller ikke Løkke at indføre en lovet rocker- og bandepakke, en såkaldt ghettopakke, en ungdomskriminalitetspakke og få etableret en ny politiskole til uddannelse af flere ordenshåndhævere, der kan lette noget af byrden for vores allerede hårdt trængte betjente.

Vi tager i dag afsked med en Venstre-regering, der aldrig formåede at indfri sine mange løfter, men som dog formåede at sætte tæt på rekord i at udskyde vigtige beslutninger. Hvil i fred, Venstre-regering. Du vil ikke blive savnet.

Benny Engelbrecht (MF) er finansordfører for Socialdemokratiet. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.