Den 25. januar i år er det 25 år siden, at statsminister Poul Nyrup Rasmussen præsenterede sin fire-partiregering, bestående af Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti. En regering med blandt andre Svend Auken, Mogens Lykketoft og Marianne Jelved.
En regering som kom til magten, efter at den konservative statsminister Poul Schlüter havde måtte kaste håndklædet i ringen på grund af Tamilsagen.
Regeringens første store opgave var at få overbevist danskerne om at stemme ja til Edinburgh-aftalen, som skal sikre det danske EU-medlemskab, efter at danskerne i 1992 havde stemt nej til Maastricht-traktaten. Edinburgh-aftalen indeholder de fire forbehold som, trods flere afstemninger, stadig står i dag .
"SRCDKF"-regeringen holder dog i kort tid. Allerede året efter ryger Kristeligt Folkeparti ud af folketinget og Nyrup fortsætter i spidsen for en regering med S, radikale og CD.
Læs også: 25-året for Nyrup-regeringen: Syv vigtige resultater
Mens Nyrup og de øvrige har travlt med at være regering, så sidder Venstres daværende næstformand Anders Fogh Rasmussen og skriver på en bog – Fra Socialstat til Minimalstat – der udkommer i november 1993. En bog som senere skulle få en ikonisk betydning i en valgkamp.
Også i den socialdemokratiske folketingsgruppe, som ved valget i 1990 havde fået valgt hele 69 medlemmer, havde mange nye ansigter som senere skulle få fremtrædende poster. Blandt de nyvalgte var blandt andet Henrik Dam Kristensen, Karen Jespersen og Norddjurs’ nuværende borgmester Jan Petersen (der den 25. januar 2018 fylder 60).
Verden i 1993
Det er en verden i forandring, som Nyrup-regeringen, træder ind i. Der er stadig optimisme efter murens fald og sovjet-kommunismens sammenbrud.
Det er gang i det internationale samarbejde. I Europa bliver EF med Maastricht-traktaten til EU.
Europa får også et nyt land. Republikken Makedonien bliver det år officielt anerkendt, i første omgang under navnet Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien (FYROM), for ikke at forveksle den med den græske provins af samme navn. Her 25 år senere er Grækenland stadig ikke kommet videre og Makedonien kaldes således stadig FYROM eller FYR Macedonien i internationale sammenhænge.
Og i Afrika bliver Eritrea en selvstændig nation efter i mange år at have været underlagt Ethiopen. Eritrea har senere udviklet sig til at være et af kontinentets værste diktaturer, men dengang var alting stadig godt og fremtiden så lys ud.
Fremgang var der også i Sydafrika, og Nelson Mandela og den sydafrikanske præsident Frederik de Klerk modtager i fællesskab Nobels fredspris.
Og i januar 1993 blev Bill Clinton indsat som præsident i USA:
Men der er også konflikter. Borgerkrigen i Eks-jugoslavien raser og det samme gør borgerkrigen på Sri Lanka, der har sendt hundredtusinder af de førnævnte tamiler på flugt. Og i Nordirland er der også fortsat konflikt mellem nordirske unionister og irske republikanere.
Og i Somalia efterlader sammenstød mellem lokale militser og det amerikanske militær over 1.000 døde somaliere og 18 døde amerikanske soldater i det som bliver kendt som Black Hawk Down-episoden,
Kulturen i 1993
Musikalsk var danskerne på vej væk fra den dansk-sprogede polerede pop-rock, der havde domineret i 80erne og på vej over mod mere engelsksprogede, grunge-inspirerede rockmusik. En københavnsk trio der hedder Dizzy Mizz Lizzy vinder det år DM i Rock og med det en pladekontrakt.
Rapmusik på dansk var så småt begyndt at blive en ting, efter at MC Einar og Rockers By Choice har forladt scenen. Gruppen Østkyst Hustlers dannes og laver en julekalender til DR's børneradio - en julekalender der bliver forløberen til gennembruddet Verdens Længste Rap.
Ved årets Grammy-fest er det dog hverken rap eller rock, der løber med årets hit. Det gør til gengæld Shu-bi-dua for deres landeplage om Sexchikane.
I filmens strømmede biografgængerne til for at se Bille Augusts filmatisering af Åndernes Hus med Jeremy Irons og Meryl Streep og Glen Close i hovedrollerne. Filmen var en skuffelse i USA, men herhjemme fik den næsten en million mennesker i biografen.
I 1993 var der også premiere på Peter Schrøders filmatisering af Det Forsømte Forår med Frits Helmuth som Lektor Blomme og en meget ung Thomas Villum Jensen som Edvard Ellerstrøm.
1993 blev også et skelsættende år i en anden genre, nemlig computerspil. Det var nemlig året hvor spillet Doom udkom. Doom er det første ”first person shooter”-spil – altså et spil, hvor man ser begivenhederne gennem figurens øjne.
Spillet – som er ret voldeligt - blev naturligvis gjort ansvarlig for alverdens ulykker og ungdommelig degenerering, blandt andet blev det kædet sammen med skoleskyderiet på Columbine High School.
I sportens verden
1993 er året hvor den højt stønnende tennisspiller Monica Seles under en kamp i Hamborg, bliver stukket ned af en psykisk syg fan af hendes tyske rival Steffi Graf.
I cykling vinder spanieren Miguel Indurain, den brune muskel, sin tredje Tour de France-titel, mens Bjarne Riis bliver en samlet nummer fem i løbet. Jesper Skibby – også godt pumpet op på doping - ser sig ikke tilbage og vinder løbets femte etape til Évreux i Normandiet.
Andetsteds i cykelsporten slår den skotske opfinder/cykelrytter Graeme Obree timerekorden på en cykel, som blandt andet er bygget af dele fra en gammel vaskemaskine.
Verdens bedste basketballspiller Michael Jordan stiller - for en periode - basketball-støvlerne på hylden for i stedet at forsøge sig som professionel baseball-spiller. Efter to sæsoner i ”minor league”-baseball vender han tilbage til Chicago Bulls i 1995.
Efter sejren ved EM i fodbold i Sverige året før spirer det i dansk fodbold. Den nystartede fusionsklub FC København vinder klubbens første mesterskab, godt hjulpet på vej af de to rødhårede tvillinger Martin og Michael Johansen.
I England vinder Manchester United med danske Peter Schmeichel på mål klubbens første mesterskab i 26 år.
Årets dyreste spillerhandel i 1993 er den kroatisk angriber Alen Boksic, der skifter fra franske Olympique Marseille til italienske Lazio for omkring 85 millioner kroner – eller godt 4 procent af hvad Paris Saint-Germain i 2017 måtte betale for den brasilianske angriber Neymar, da den franske klub hentede ham .