I stedet for at fyre seniorer bør arbejdsgiverne forkæle det grå guld
I stedet for at fyre seniorer bør arbejdsgiverne forkæle det grå guld
Ligestil seniorer på Arne-pension med dem på seniorpension, og se arbejdsudbuddet blomstre
Vi kender godt melodien. Arbejdsgiverne “skriger” på arbejdskraft og politikere og økonomer med bekymrede miner taler om faldende fødselstal og alt for få unge i håndværkerfagene.
Men der er en løsning, der både er god for samfundsøkonomien og den enkelte danskers pengepung.
Foruden at give både værdighed og indhold i manges liv.
Nemlig at give Arne-pensionisterne samme mulighed for at arbejde som deres kolleger på seniorpension.
I dag kan seniorpensionister tjene op til 86.900 kroner om året uden at blive modregnet i deres pension, mens Arne-pensionister kun må tjene 26.200 kroner før skat.
Som Palle Smed, direktør i Faglige Seniorer, påpeger, er der ingen god grund til at fastholde så stramme regler for Arne-pensionisterne.
Mange af dem ønsker at kombinere pension med en langsom tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet. Det burde både staten og arbejdsgiverne opmuntre til frem for at afskrække fra.
Win-win-win
Der er klare fordele ved at give alle ældre samme mulighed for at supplere deres pension uden risiko for modregning.
Det vil ikke kun forbedre livskvaliteten for mange, men også styrke arbejdsudbuddet.
Det giver ingen mening at binde hænderne på folk, der stadig har kræfter og lyst til at bidrage.
Flere seniorer på arbejdsmarkedet betyder øget produktivitet, flere hænder og mindre pres på pensionssystemet
Som Smed siger, er det en "win-win-win-situation" for både samfund, virksomheder og de ældre selv.
Flere seniorer på arbejdsmarkedet betyder øget produktivitet, flere hænder og mindre pres på pensionssystemet.
Forkæl seniorerne
For at få seniorpension skal man visiteres af en læge, mens Arne-pension er en rettighed for dem, der har været længe nok på arbejdsmarkedet.
Det giver derfor kun mening, at begge grupper får de samme muligheder for at arbejde ved siden af deres pension.
Som samfund bør vi skabe fleksible rammer, der giver flere incitament til at blive længere på arbejdsmarkedet
Seniorerne vil gerne arbejde. Når de ikke får muligheden, er det fordi arbejdsgiverne ikke tager dem til jobsamtale. Fyrer dem og ikke tilbyder værdige og attraktive arbejdsvilkår.
I stedet for som Tican-slagteriet at være så forhippede på at slippe af med ældre medarbejdere, burde arbejdsgiverne forkæle deres seniorer.
Som samfund bør vi skabe fleksible rammer, der giver flere incitament til at blive længere på arbejdsmarkedet.
Tilføj kommentar