Annonce

EL’s nye folketingsmedlem blåstemplede som forsker DFLP som en ikke-voldelig organisation

DFLP deltog i terrorangrebet mod Israel 7. oktober 2023: Blåstemplingen betød, at Dansk Institut for Partier og Demokrati i 2013 godkendte et projektsamarbejde mellem DFLP og Enhedslisten - i dag er Leila Stockmarr blevet klogere
Foto: National Resistance Brigades/DFLP
DFLP-soldat fra National Resistance Brigades - også kendt som Martyr Omar Al-Qassem Forces - i aktion 7. oktober
Medlem af Folketinget for Enhedslisten, 76-årige Jette Gottlieb, stopper 1. november for at gå på pension. Hun afløses af Leila Stockmarr.

Leila Stockmarr spillede en hovedrolle i, at Enhedslisten tilbage i 2013 fik statsstøtte til et projektsamarbejde på Vestbredden med DFLP, Democratic Front for the Liberation of Palestine, og to andre venstreorienterede palæstinensiske partier.

Efter terrorangrebet på civile israelere 7. oktober 2023, hvor omkring 1.200 israelere blev dræbt og omkring 240 blev taget som gidsler, oplyste den militære gren af DFLP - The National Resistance Brigades, at de deltog i angrebet - side om side med Hamas-krigere.

Af samme årsag afbrød Enhedslisten ethvert samarbejde med DFLP 19. oktober 2023.

“Gennemtjekket”

I en pressemeddelelse skrev Enhedslisten, at man var chokerede over de nye oplysninger, for partiet havde gennem årene gennemtjekket sin samarbejdspartner, og der havde “aldrig været røde lamper”.

Her henviser Enhedslisten ikke mindst til sit nu kommende nye folketingsmedlem, Leila Stockmarr.

hende, der som ekspert, tilbage i 2013 blåstemplede DFLP som en ikke-voldelig organisation

Det var nemlig hende, der som ekspert, tilbage i 2013 blåstemplede DFLP som en ikke-voldelig organisation.

Tilbage i begyndelsen af 2013 gav Enhedslistens ansøgning om statsstøtte til samarbejdet med DFLP anledning til bekymring i den politisk valgte bestyrelse hos DIPD, Dansk Institut for Partier og Demokrati.

Bestyrelsen bad derfor Enhedslisten om en uafhængig ekspertvurdering af DFLP.

Ifølge Jyllands-Posten indhentede Enhedslisten en ekspertudtalelse fra Leila Stockmarr, der dengang var forsker ved RUC.

I sin udtalelse skrev Leila Stockmarr, at DFLP fra 1960’erne til 1980’erne udførte “blodige terrorangreb mod israelske mål inklusive civile”, men “i begyndelsen af 1990’erne besluttede DFLP officielt at give afkald på våbnene”.

Ifølge notatet benyttede DFLP herefter “ikke-voldelige strategier” som kernen i sit arbejde “mod besættelsen”:

“Siden da har DFLP ikke været ansvarlig for nogen større militære operationer mod israelske mål.”

Ifølge Jyllands-Posten var Leila Stockmarrs notat afgørende for, at bestyrelsen hos DIDP på et bestyrelsesmøde i marts 2013 vedtog at støtte samarbejdet mellem Enhedslisten og DFLP.

Stockmarr-notatet blev også ved senere lejligheder hevet frem, når bestyrelsesmedlemmer udtrykte bekymring over EL/DFLP-samarbejdet.

Fortiede alt om hendes ekspert-notat

Jyllands-Posten oplister en række eksempler på, at DFLP’s militære gren i årene op til Leila Stockmarrs notat langt fra havde lagt volden og terroren på hylden.

Netavisen Pio interviewede Leila Stockmarr 7. november sidste år.

Vi spurgte hende - uden dengang at kende til, at Stockmarr stod bag det ekspert-notat, der tilbage i 2013 fik DIDP til at godkende og støtte samarbejdet mellem Enhedslisten og DFLP - om hun med sin særlige viden om Israel-Palæstina ikke burde have været mere årvågen og advaret sit parti mod DFLP i årene op mod terror-angrebet på Israel 7. oktober 2023:

Det ved jeg ikke, om jeg har en holdning til sådan umiddelbart

“Det ved jeg ikke, om jeg har en holdning til sådan umiddelbart, om jeg skulle have gjort noget. Jeg har ikke fulgt projektet tæt. Det ligger i vores landskontor, så det har jeg ikke fulgt tæt,” sagde Leila Stockmarr - uden at nævne hendes DIDP-notat fra 2013.

Netavisen Pio spurgte opfølgende, om hun ville udøve lidt selvkritik. Om hun burde have været mere vågen i sagen:

“Jeg har ikke lyst til at udtale mig, eller have en holdning til det. For at være ærlig. Så jeg tror bare, jeg siger: “Ingen kommentarer” i den her omgang.”

Stockmarr bad i stedet om at modtage Netavisen Pios spørgsmål i skriftlig form, hvorefter hun ville overveje at vende tilbage med svar. Stockmarr vendte aldrig tilbage.

Leila Stockmarr (EL) - afløser Jette Gottlieb i Folketinget - Foto: Folketinget/Marie Hald

 

“Udtryk for den faglige konsensus dengang"

Leila Stockmarr skriver mandag til Netavisen Pio, at hendes 2013-notat selvfølgelig havde set anderledes ud, hvis det var forfattet i dag:

udelukkende et udtryk for min faglige vurdering dengang for 11 år siden

Jeg vil mene, at notatet er et udtryk for den faglige konsensus dengang. Jeg udarbejdede notatet som forsker (ph.d.-studerende) og det er selvfølgelig udelukkende et udtryk for min faglige vurdering dengang for 11 år siden. Det er åbenlyst, at notatet havde set anderledes ud, hvis det var blevet lavet i dag. Jeg har fra starten og fuldstændig konsekvent taget afstand fra det brutale terrorangrebet d. 7. oktober 2023 og alle organisationer, der deltog i det - herunder DFLP.”

"Vi må tage ved lære af det her"

Rasmus Holme, forretningsudvalgsansvarlig i Enhedslisten, udtalte i pressemeddelelsen 19. oktober 2023, at man i Enhedslisten er dybt ulykkelige over oplysningerne, som antyder, at dele af DFLP kan have deltaget i terrorangrebet på israelere og andre 7. oktober:

"Vi er dybt ulykkelige over oplysningerne om, at en del af en organisation, som vi tidligere har haft samarbejde med, angiveligt har deltaget i angrebet den 7. oktober. Det er helt forfærdeligt – og vi tager den kraftigst mulige afstand."

"Hverken vi eller DIPD mener, at der er noget som helst, der indikerer, at danske udviklingsmidler skulle være gået til andet end det, der var meningen. Vores bistandssamarbejde med de tre organisationer på Vestbredden har handlet om at uddanne unge i demokrati, menneskerettigheder og ligestilling for kvinder. " 

"Men det er klart, at vi må tage ved lære af det her. Vores opgave er nu at få al information frem om, hvad der er sket, og sikre, at der aldrig nogensinde sker en gentagelse af sådan et samarbejde."

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Så er det jo det rigtige parti Laila Stockmarr er medlem af, enhedslisten går jo ind for "voldelig" overtagelse af regeringsmagten, hvis chansen viser sig, man er jo ikke "gammelkommunist" for ingen ting.

Skulle vi lige nævne alle dem, der benævnte ANC som terrorister - indtil de altså fik magten i deres eget land......? Og sådan kunne man jo blive ved - man kunne fx beklage sig over de terroristiske indfødte i Nordamerika, der gjorde modstand mod de sidste dages hellige fra Europa, der mente at have ret til at erobre landet og massakrere de indfødte! ! øvrigt en historie med forbløffende lighed med den modstand, som de indfødte i Palæstina har prøvet på i lange tider.......altså i rigtig lange tider!

Udenomssnak.

Rødt Venstre ? Er det et nyt parti tænker man , indtil man erfarer at det er en fraktion i EL , der er indædte modstandere af den nuværende ledelses bestræbelser på at føre en mere pragmatisk politik- med henblik på at kunne indgå i et evt fremtidigt regeringssamarbejde i den røde blok -

Afskaf ejendomsretten til produktionsmidler - Danmark ud af Nato - stop for militærhjælp til Ukraine - sådan lyder nogle af kamp sloganerne fra gruppen som ønsker et rent socialistisk parti i stedet for den nuværende politiske linje EL er slået ind på -

For os lidt ældre lyder det bekendt, skal partiet igennem endnu en sprængning som tidlige er set ?

Annonce